The Witcher - Holder Det?!

Jeg føler mig lidt som en af de første, en first mover om man vil. En af dem der vidste, hvad The Witcher var før de fleste andre herhjemme. Man må jo sige at alle og hver mand i dag ved hvem den Hvide Ulv er, men dengang, da det første Witcher-spil udkom, var der ingen der kendte til monsterjægeren Geralt. The Witcher udkom i 2007, altså for næsten 14 år siden, og jeg læste om det i det hedengangne PC Player, som Morten Skovgaard var redaktør på. På det tidspunkt var jeg et helt andet sted i mit liv, og spillet var en dråbe vand i en tør periode af min kedelige hverdag. Jeg så det her RPG fra polske CD Projekt, som firmaet bare hed den gang, og det så vildt fedt ud. Det kørte på Biowares Neverwinter Nights-grafikmotor, og previewet jeg læste fik spillet til at fremstå dybt, avanceret og spændende. Så derfor forudbestilte jeg The Witcher baseret på intet andet end det jeg havde læst i magasinet.

Spillet starter med at man bliver kørt på en vogn hen mod Witcher-gruppens hovedsæde, Kaer Morhen, med et kæmpe ar i sit bryst. Efter at man er kommet på benene, bliver fæstningen angrebet af de skurkagtige Salamandre-tyve, som stjæler noget af det maskineri der forvandler børn til Witchere. Man er Geralt af Rivia, men man har mistet sin hukommelse, og hvorfor CD Projekt RED valgte hvorfor Geralt skulle startede med hukommelsestab, var nok for sådan nogle som mig, der ikke kendte til forhistorien eller romanuniverset. Man møder selvfølgelig karakterer fra Andrzej Sapkowskis bøger, som Vesemir og Triss Merigold, og der er også paralleller mellem bøgerne og spillet, men Geralt begynder først at huske i The Witcher 2: Assassins of Kings, så det er en helt ny historie, som varsomt betræder kendt fiktionsgrund. Personligt havde jeg ingen anelse om at der var en bogserie før det andet Witcher-spil.

Så da jeg her næsten 14 år efter booter spillet op igen, er det med den viden jeg har fået ved at læse alle bøgerne, og have spillet alle spillene, inklusiv Gwent-spillets singleplayer. Det vil i sagens natur give en helt anden oplevelse, end da jeg spillede det originalt, uden nogen viden om universet.

Som sagt begynder historien lige efter at Geralt er vendt tilbage. Han tages ind af Witcherne, og efter lidt kamp med Salamandra, bliver man sendt ud i den store verden for at finde ud af hvad der foregår. Man når lige at putte lidt med Triss Merigold, som sjovt nok ikke nævner Yennefer og at det hele det der er sket før, da hun mener at hukommelsen skal komme tilbage naturligt, så hun ikke ændrer på den person Geralt er. I det hele taget er Geralt noget af en scorekarl i det spil, men mere om det senere.

Man bliver sendt ud for at finde dem, der har stjålet redskaber fra Witchernes mutationslokale dybt under Kaer Morhen, og det fører en til Vizimas udkant, hvor man hurtigt finder ud at indgang til hovedbyen er lukket af, fordi pesten huserer i byens gader. Man møder en tidligere bekendt af Geralt, som man også møder kort i bøgerne, og i The Wild Hunts udvidelse, Blood & Wine, Shani hedder hun, og hun er en af Geralts romantiske muligheder i spillet.

Historien og måden karaktererne snakker med hinanden på, er meget stiv og virker smådårligt oversat. Folk brokker sig for tiden meget over CD Projekt RED og Cyberpunk 2077, men The Witcher var nærmest uforståeligt, da det var så ringe oversat i starten. Der kom så en kæmpe patch efter et halvt år, der rettede enorme mængder af fejl, og gjorde dialogen bedre, og historien mere forståelig. Så det med at Cyberpunk var enestående hvad angik dets fejl og mangler, passer ikke med studiets egentlig baggrund. CD Projekt RED har altid udgivet meget vigtige rettelser i kæmpe patches, og det gjorde de også for The Witcher 2: Assassins of Kings og The Witcher 3: Wild Hunt, så at sige at Cyberpunk 2077 er noget særligt anderledes for CD Projekt RED er forkert.

Historien i The Witcher, er noget af en mundfuld, men efter den store patch, der næsten erstattede halvdelen af spillet, er det faktisk en sjov tur igennem Vizima og dets yderområder. Her møder man gamle og nye ansigter, og Geralt scorer kvinder til højre og venstre. Jeg vil lige nævne den del nu, set med mine moderne øjne, for den var ikke gået i dag, som man siger. Man kan være "sammen" med en masse kvinder igennem historien i The Witcher. Det kan gøres som en del af hovedhistorien, eller det kan gøres ved man giver kvinderne gaver, som så gør dem... ja, tilbøjelige. Lykkes det at score en af de mange villige kvinder, får man et spillekort, hvor kvinden man har smidt sin opmærksomhed på posere nøgen i hvad der kun kan beskrives som et maleri. Det er meget underligt, og i princippet ligegyldigt, da det ikke har nogen indflydelse på historien overhovedet. Det er skam ikke fordi at spil ikke må have kropslig erobring som mål, eller at nøgenhed i sig selv er noget vi i dag fnyser af. Slet ikke. Men når man spiller det føles det lidt tåbeligt, som om at der er sat en rigtig ringe scoresimulator ind i et større, seriøst RPG. Det forstærker ideen om at det første The Witcher kan virke som et kludetæppe af ideer, nogle gode, og nogle ret dårlige. Sådan føles historien også generelt, men personligt er nysgerrigheden til hvad der kommer næste gang, det som gør jeg godt kan lide historien. Du får serveret en større sagas spæde start, og med det for øje er det lettere at tilgive knasterne.

Gamplayet kan også sammenlignes med det skrevet foroven i forhold til hvor rodet et spil det er. The Witcher er kun udkommet til PC, og derfor skal det styres med mus og keyboard, i enten tredjeperson over Geralts skulder, eller set oppefra. Det sidste er absolut det værste at se spillet fra. Man skal så klikke i takt med hvordan ens markør ser ud. Når markørikonet bliver til et flammende sværd, skal man så holde en pause, og så bliver ens næste angreb stærkere, og så videre, det virker, men ikke mere end det. Derudover er der Geralts fem tegn, som man løbende bruger, og så kan man lave eliksirer som gør en stærkere. Disse kan man bruge før eller under de forskellige kampe, for at kunne give sig selv en fordel. Det virker, men ikke mere. Du ved hvad jeg mener efterhånden.

Udover kampe skal man snakke med de mange karakterer i verdenen og løse opgaver. Altså standard computerrollespilstroper. Jeg kan personlig stadig godt lide historien, trods dens børnesygdomme. Man må sige CD Projekt RED har oppet sig siden det første Witcher-spil.
Grafikken er som sagt 14 år gammel, men man kan modde den, hvis det ønskes. Det bliver dog ikke meget kønnere end det var dengang. Dog ser Geralt genkendelig ud i forhold til efterfølgerne, og han har også samme stemmeskuespiller hele vejen igennem alle tre spil. Andre karakterer man møder, er ikke så heldige dog. Triss ser farlig ud i det første Witcher-spil skal det lige siges.

Musikken er nok det bedste ved spillet. Her er temaet man kender fra de to næste spil i serien, og i det hele taget er musikken rigtig god, og noget af det der giver en fantastisk stemning af middelalder og depression.

Jeg synes The Witcher holder, men jeg har nok rosenfarvede briller på, fordi spillet førte mig ind i et univers, som jeg elsker i dag. Som spil må jeg objektivt dog sige at The Witcher ikke er ældet med ynde.