The Witcher 3: Wild Hunt anmeldelse - Første del

Bemærk at dette ikke er den endelige anmeldelse, men en foreløbig vurdering af The Witcher 3: Wild Hunt. Grundet spillets meget store omfang, er det blevet besluttet, at det er nødvendigt at bruge mere tid med titlen, før en endelig afgørelse kan finde sted. Den endelige anmeldelse er klar om en lille uges tid.

The Witcher-serien har, siden det første spil udgivelse på PC i 2007, været en af de mest populære og omtalte RPG-serier til dato. Andet spil i serien tog springet til konsoller, da udvikleren i 2012 udgav The Witcher 2: Assassins of Kings, og nu er tiden endelig kommet for, at PlayStation-folket også kan få lov til at opleve et kapitel i den fantastiske serie, med udgivelsen af The Witcher 3: Wild Hunt, som udkommer d. 19 maj. Som inkarneret PlayStation-bruger var det derfor mit første rigtige møde med Geralt of Rivia, der ikke bare fandt sted i en trailer, da jeg kastede mig over CD Projekt Reds seneste stortitel på PlayStation 4.

Jeg var en smule nervøs, da jeg gik i gang med spillet, for kunne jeg bare kaste mig ind i historien uden at have spillet de to tidligere spil? For folk derude i samme båd som mig, kan jeg berolige med, at det sagtens kunne lade sig gøre. Der er selvfølgelig figurer og forhold fra tidligere spil, som man ikke kender til, men man fanger hurtigt hvordan spiluniverset hænger sammen, og figurernes måde at interagere på, gør det meget klart hvordan de skiltes i sidste spil. Det tog faktisk overraskende kort tid, før jeg følte mig ret godt sat ind i, hvad der foregik i spillets verden, og det er ikke mindst takket være en fantastisk historiefortælling, der ikke holder en i hånden, men heller ikke lader en stå tilbage med unødige spørgsmål. For veteraner af Witcher-serien er der også mulighed for at gennemgå valg truffet i tidligere spil på en yderst elegant måde. I stedet for at krydse en tjekliste af i starten af spillet, eller besøge en hjemmeside for at danne forhistorien, bliver det ganske enkelt indflettet i historien, ved at man et par timer inde i spillet bliver bedt om at forklare hvad man tidligere har foretaget sig til en nysgerrig og, af hensyn til at holde anmeldelsen spoiler-fri, unavngiven tredjepart. Det føles som en langt mere naturlig måde at gennemgå tidligere hændelser på, og har man fortrudt visse valg man måske traf i de tidligere spil, er der her mulighed for at rette op på dem.

Spillet foregår i The Northern Realms, hvor krig er brudt ud med det frygtsomme Nilfgaard-imperium, der hærger det nordlige kongerige. Samtidig er en dødbringende og overnaturlig trussel igen dukket op, i form af The Wild Hunt, en hær af spøgelsesriddere, der i århundreder har plaget menneskeheden, og som jager en person, der står Geralt meget nær. Der må derfor tages kontakt til gamle bekendtskaber og nedkæmpes fjender af både menneskelig og umenneskelig slags, altimens man navigerer gennem et spind af intriger og en rasende krig. Det lyder alt sammen som noget taget direkte ud af en Tolkien-bog, og forfatterne af denne historie skal have ros for deres imponerende arbejde med at skabe en verden, der føles levende og spændende, uden det bliver for meget af det gode. Man keder sig aldrig, og de mange side-quests gør, at man altid kan finde noget sjov afveksling fra hovedhistorien.

Sidemissionerne gør også mere end bare at skabe afveksling. De hjælper spilleren med at forstå verden langt bedre, og selvfølgelig med at stige i levels og med at skaffe bedre udstyr. De er også en fin variation i de opgaver man stilles, som kan være alt fra at lede efter en forsvunden ged, til at nedkæmpe et stort monster, hvilket kan kræve nøje forberedelse, inden man kaster sig ud i den. Man skal blandt andet lære hvad væsenets svagheder er, og derefter brygge eliksirer og olier, for på den måde at have den bedste chance for at overleve slaget. Det giver disse kampe en del flere lag, end man oplever i mange andre rollespil, hvor det egentlig kun er ens level, der har betydning for om man kan klare kampen eller ej. Alt det forberedende arbejde gør også, at man føler sig mere som en jæger, der opsporer og lærer om sit bytte, hvilket jo også er oplagt, da en Witcher i princippet er en monster-dusørjæger.

For at hjælpe spilleren med at spore sit bytte, er der blevet introduceret et nyt gameplay-element, kaldet Witcher-sansen. Den aktiveres ved at holde L2 inde, og straks fremhæves alle genstande omkring Geralt, som kan interageres med. Almindelige ting som døre og kister lyser gult, og missionskritiske genstande lyser rødt. Det lyder måske en smule simpelt, men det er faktisk ikke så ligetil, da enkelte spor kan være ret små, og søgeområdet ret stort. Det er ret sjovt at lege detektiv, og det er et godt afbræk fra de mange kampe og dialoger.

Spillets kampsystem er meget ligetil, men det kræver stadig en smule taktisk snilde at mestre. Man har et hurtigt og et tungt angreb, en knap til at blokere og parere, en knap til at undvige og en knap til at lave et rullefald. Så er det ellers op til en selv at lære hvornår man bruger de enkelte moves, da hver fjendetype har sin helt egen måde at kæmpe på. Ud over de almindelige angreb, har man også adgang til fem magiske evner kaldet Signs, der blandt andet kan tænde ild til fjende, omhylde Geralt i et skjold eller ligefrem styre en modstanders hjerne. Hvert Sign har en alternativ form, som kan låses op ved at investere skill-points i det. Til sidst kan man bruge items, såsom granater man selv bygger, eller som noget nyt en armbrøst, der er yderst effektiv, skulle ens bytte være af den bevingede art. Kombinationen af alle disse ting gør, at kampene bliver meget dynamiske og intense, og hvert slag underholder på en positiv måde.

Som et rollespil har The Witcher 3 en fin dybde. Der skal håndteres inventory-plads og distribueres skill-points, og man bruger også meget tid på at skaffe materialer, så man kan bygge nye våben og brygge nye eliksirer. Det foregår alt sammen i ganske overskuelige menuer, der alle indledes med et findt lille tutorial første gang man bruger dem. Skill-systemet er nok den eneste af menuerne, der rigtigt behøver en forklaring. Ikke nok med at man skal investere points i en evne, men evnen skal også placeres i et slot for at være aktivt. Det er begrænset hvor mange slots man har fra starten af, og man låser op for flere, som man stiger i level. For hvert tredje slot er der også et mutagen-slot, der giver en passiv bonus, og som forstærkes for hver evne af samme type, der findes i de tre forbundne slots. Det er heldigvis langt sværere at forklare end at bruge, så jeg vil stoppe her, inden forvirringen bliver total, men jeg vil sige at det er imponerende hvor mange kombinationsmuligheder man faktisk har, især når man har skrabet en snes skill-points sammen.

Ud over at være fyldt med spænding og farer, er spillets verden også stor. Jeg har efterhånden brugt mange timer med titlen, og jeg har ikke fået set det hele endnu, hvilket er ret imponerende. Udviklerne har selv udtalt, at kortet er 20% større end Skyrim, og det kan i den grad mærkes. For at dække de store afstande, har man forskellige muligheder tilgængelige. Man kan ride på sin trofaste hest Roach, man kan sejle i en båd, man kan gå eller man kan bruge et fast travel-system. Fast travel-systemet har dog sine begrænsninger, da man kun kan rejse mellem vejskilte placeret rundt om i verdenen, og fordi man skal have fundet de enkelte vejskilte selv, før man kan rejse til dem. Derfor er det ofte Roach, der må klare opgaven, og det er både godt og skidt. Roach er nemlig ikke synderligt nem at styre, medmindre man skal lige ud, da den har en tendens til at sidde fast i træer og buske, og selvom der er en slags autopilot når man ridder på vejene, har den en tendens til at dreje ned ad små stier, i stedet for at holde sig på hovedvejen. Det er ikke store problemer, men det er nok til at man til tider vælger at løbe til sin destination, hvis den er indenfor en rimelig rækkevidde. Til gengæld er det i denne ombæring muligt at kæmpe fra hesteryggen, hvilket til tider kan være en fordel, hvis man står overfor en svær fjende, da en hit and run-taktik tit kan være vejen til sejr. Man skal bare være opmærksom på at Roach har et fear-meter, som fyldes op når fjender kommer for tæt på, og når det først toppen, smides man af. Man kan heldigvis reducere effekten på fear-meteret ved at investere i skyklapper, hvilket også kan være ens redning, hvis man skal hurtigt igennem en ulveflok.

Ikke nok med dens imponerende størrelse, så er verdenen også smuk. Grafikken i The Witcher 3 er imponerende, især når man kigger ud over et større landskab, med træer der svajer i vinden, og sollyset der skinner imellem dem, og det er svært ikke at leve sig ind i spillet når man ser det. Figurerne er også flot animerede, og jeg vil faktisk sige at det er nogle af de flotteste NPC'er jeg har oplevet i et spil. Det ses klart at de ikke har fået lige så meget opmærksomhed som hovedpersonerne, og man kan da også se at de tit er sat sammen af forskellige prefabrikerede frisurer og ansigtstræk, men alligevel virker de mere levende, og når de taler virker det troværdigt. Det er rart at se en udvikler, der kan skabe andet en voksfigurer, når det kommer til et spils mindre essentielle medvirkende.

The Witcher 3: Wild Hunt er en kæmpe mundfuld, med over 100 timers spiltid. Derfor er det blevet besluttet at vente med at komme med en endelig afgørelse, indtil jeg har haft noget mere tid til at udforske verdenen og historien. Hvad jeg kan sige indtil videre, er at jeg er meget begejstret for spillet, og kan ikke vente med at spille videre. Historien har grebet mig, jeg har fordybet mig i den store spilverden, og de fantastiske RPG-elementer er lige hvad en fan af genren kan ønske sig. Jeg kan ikke forestille mig, at spillet kommer til at skuffe længere henne ad vejen, medmindre det lige skulle være Geralts dybe batman-agtige måde at tale på, der ender med at gå mig på nerverne. Jeg vender under alle omstændigheder tilbage om en lille uges tid med et endeligt indtryk, og selvfølgelig en endelig karakter.

Foreløbig karakter: 9/10