The Whispered World

Andre steder eksperimenterer man. Som hos franske Quantic Dream, der snart kommer med det banebrydende og filmiske Heavy Rain. Men i Tyskland laver man stadig adventurespil som i de "gamle dage", dengang Lucasarts stadig lavede dem. Måske er det noget i vandet.

Det kan så ikke undre nogen at tyske Daedelic snart er klar med et nyt et af slagsen. The Whispered World hedder det, og det er lavet efter den gamle skole. Alligevel vil jeg påstå, at det er det mest interessante adventurespil fra vores sydlige naboer i årevis.

Spillets egen tilblivelse har dog været alt andet end traditionel. Det startede som et eksamensprojekt for kunstneren Marco Hüllen, der igennem flere partnere prøvede at lave et spil ud af hans ideer, før han blev opdaget af Daedalic. De forvandlede Marco Hüllens oprindelige skitser til et regulært spil, der blev modtaget med begejstring af den tyske spilpresse, og vandt flere priser ved en tysk spilkonference i december.

Jeg havde dog stadig mine bekymringer, da jeg skulle starte den presse-version til PC, som jeg havde fået tilsendt. Havde sproget overlevet oversættelsen fra tysk? Dødsdømte spillet ikke sig selv, ved at bygge på en ramme som er mere end 20 år gammel? Det var tanker som blev lagt til side, da jeg startede spillet op for første gang, og Marco Hüllens tegninger fyldte min skærm.

Det kan ikke understreges nok, hvor fantastisk farverigt og indbydende spillet er - som også kan ses på vores screenshots længere nede. Jeg nævnte tegninger før, og det er et meget passende billede; spillet føles som at gå igennem et kunstmuseum fyldt med en verden af eventyrlige malerier. Malerier som bevæger sig som i en tegnefilm.

Spillets historie adskiller sig også. I spillets første sekunder fortæller en aldrende og træt stemme, at man som spillets hovedperson Sadwick snart vil være ansvarlig for verdens ødelæggelse. Sadwick er en klovn der, uvidende om sin skæbne, har mærkelige drømme han ikke forstår. Som navnet antyder, er han heller ikke den mest opmuntrende personlighed - glasset kan næsten ikke være mere halvtomt.

Det er her spillet bliver interessant. Som spiller styrer man Sadwick rundt i en farvestrålende eventyrverden, med talende sten og mystiske slangeorakler, uden at vide hvorfor, hvordan og hvornår man vil stå for dens ødelæggelse.

Sadwick selv er trods hans dystre humør let at holde af. Som andre drenge på hans alder, drømmer han om at udrette noget stort - hvilket er et godt eksempel på den underspillede og melankolske humor der er i spillet. Det er dog ikke let at udrette noget stort når Sadwick skal hjælpe sin familie med deres omrejsende cirkus. Det er her spillet jordnært starter med opgaver som at fodre den lille larve-hund Spot, og finde tilskuere til det næste show.

Har man spillet et adventurespil de sidste 20 år, føler man sig ret hurtigt hjemme i The Whispered World. En gevaldig masse ting skal samles op og bruges andre steder, hvor der nok også er en løjerlig personlighed man kan snakke med. Derudover følges man hele tiden af førnævnte Spot, som hjælper en igennem spillet ved at forvandle sin krop om til diverse nyttige former.

Det er her spillets største udfordring ligger. Det følger en struktur, der meget hurtigt kan frustrere spillere som ikke kan gennemskue det næste skridt, og derfor giver op i vrede - og tyr til hjælp andetsteds, eller kontant lukker spillet ned. Udviklerne ser dog ud til at have fundet en god balance, da jeg ret ubesværet klarede mig igennem den et par timer lange demo, og samtidig følte mig ret stolt hver gang jeg gennemskuede vejen frem.

En anden forhindring spillet har klaret med glans, er springet fra tysk til engelsk. De forskellige karakterer, som man snakker med, har for det meste noget interessant at sige om spillets verden. Måske er det fordi man ved, at det hele snart forsvinder, men man har lyst til at finde ud af, hvad der ligger bag de postkortpæne scener.

Stemmeskuespillet er også generelt godt og Steve Ince leverer stemmeskuespil til topkarakter. Specielt i forhold til standarden inden for genren. Især Sadwick er godt ramt, med en stemme som en smølf med depression, dog uden at være irriterende. Man føler med hans kyniske syn på en verden, han har svært ved at finde sin plads i (der er den humor igen).

Det er ikke mange spil der starter ud med at erklære, at man som spiller vil forårsage verdens ødelæggelse. Om det er et præmis som resten af spillet lever op til bliver spændende at se. Det adskiller sig i hvert fald, ved at have nogle af de flotteste landskaber, jeg har set på min skærm.