The Warriors

Den store bandeleder har netop taget plads på toppen af podiet og fortæller om, hvor stort det ville være, hvis alle bander sluttede fred. Pludselig runger et skud i luften, og han slynges bagud, ned fra podiet. I samme øjeblik dukker politiet op og alle får travlt med at flygte. Midt i panikken begynder en mand at råbe op. "Det var The Warriors, der gjorde det!" Banden The Warriors har naturligvis ikke skudt nogen, men de må nu flygte fra Bronx gennem rivaliserende banders territorier til deres fristed på Coney Island.

Således begynder Walter Hills film fra 1979. Når man sidder overfor to repræsentanter fra Rockstar, er det svært ikke at blive revet med af deres entusiasme. C.J. Gibson fra Rockstar fortæller, mens Richard Barnes spiller. Selvom filmen faktisk egner sig godt til at lave et spil over, understreger C.J. at The Warriors ikke bare er et banalt spil-bygget-over-filmen-projekt, men snarere et gadekampspil med filmen som inspiration. Filmens handling optræder da også kun i spillets sidste fjerdedel.

The Warriors handler om banden af samme navn, og som alle andre bander vil The Warriors gerne være berygtede blandt de andre bander. Det sker både ved direkte at angribe rivaliserende bander, men også ved at lade de andre vide, at man har været her. Sidstnævnte sker ved hjælp af farvestrålende graffiti plantet på steder, hvor det falder i øjnene. Richard starter den første bane i præsentationen, og her skal bandens nyeste medlem, Rembrandt, male graffiti på tre splinternye og rene togvogne. Der er bare en lille finurlighed ved denne opgave: pladsen hvor togene står, hører under en anden bandes territorium. Denne bandes medlemmer er ikke flinke mod rivaler, der trænger ind på deres enemærker, og knapt har Rembrandt dekoreret den første togvogn, før der er øretæver i luften.

Richard Barnes viser os banen, fordi den både giver et glimt af spillets graffiti-minispil, men også spillets kampsystem. Skal der males graffiti, bevæger man sin figur hen til stedet, der skal bemales, mens en linie dukker op på skærmen. Denne linie, der kan bugte sig ret så meget, skal spilleren følge med den analoge pind så omhyggeligt som muligt. Resultatet er et stort og farvestrålende tag.

Pludselig dukker politiet op, og The Warriors er nødt til at stikke halen mellem benene. Helt væk går de dog ikke, for politiet skal have en lærestreg. Mens Richard bevæger Rembrandt ind i en togvogn, fortæller C.J., at spillet også gør brug af en vis portion stealth. Inde i togvognen bliver det lille kort i bunden af skærmen blåt, hvilket C.J. fortæller, symboliserer usynlighed. Han påpeger dog, at selvom andre ikke kan se ens bande, kan de godt høre en. Systemet ser ud til at minde om stealth-systemet fra Manhunt, der til dels også var at finde i Grand Theft Auto: San Andreas, og det ser ud til at virke ganske udmærket.

Richard springer hurtigt videre til en bane, hvor spillets kampsystem virkelig bliver vist frem. Sanchez, en gemen bølle fra banden The Hurricanes, er blevet sluppet ud af fængslet, og i og med at han skylder The Warriors penge, virker det rimeligt, at The Warriors opsøger Sanchez. Sanchez er mindre begejstret for ideen, og snart er hele Harlems bestand af Hurricanes efter The Warriors.

Kampsystemet er ganske enkelt, men ser langt dybere ud end det fra Grand Theft Auto: San Andreas. Foruden muligheden for at slå på modstanderne kan man også parere slag, og endda vende kampen til egen fordel ved et tryk på en knap. Hvis ens valgte bandemedlem bliver grebet af en modstander, kan man trykke på en knap for at slynge modstanderen langt væk. Smart nok kan man også selv blive smidt af, hvis man har fanget en modstander.

Man har også muligheden for at kontrollere sine allierede ved hjælp af det såkaldte War Chief-system, hvor man på en enkel måde kan beordre tilbagetrækning, angreb og lignende. Demonstrationen endte med at et stort brød kaldet Diego dukkede op. En typisk end-of-level-boss, der hurtigt viste sig at være en langt mere habil modstander end almindelige Hurricanes.

Richard og C.J. var meget entusiastiske, og det er tydeligt at se hvorfor. Spillet så sjovt ud, og lignede mest af alt det det var - en art opdatering af de gamle Streets of Rage-spil, med et pust af Double Dragon. Grafikken var stadigvæk en smule grynet, men stemningen var tyk og som taget ud af filmen. Selvom kampene bliver afbrudt af minispil, som opdirkning af låse og røveri af bilradioer, bliver det spændende at se, om spillet bliver ligeså solidt og afvekslende, som stemningen lagde op til.