Den glade amerikaner kunne meget vel være den helt rette til at tackle den svære opgave med at gøre denne stærkt succesfulde licens til et anstændigt actionspil. Måske ender de endda med noget større end det.
Vi får historien om brødrene Merle og Daryl Dixon, to overlevende der spiller en stor rolle i tv-serien. Glenn Gamble siger, at han og hans hold gennemtrævlede forummer under preproduktionen for at finde ud af hvad fansene ville have. Og han fandt ud af, at det fansene ville have, faktisk var præcist det samme som de ville have hos Terminal Reality og licensejeren AMC. Hvad det så præcis er, siger Gamble ikke noget om, men han er så venlig at vise os et par scener.
Seriens helt, Rick Grimes, ligger i koma under historien i Activisions spil. Altså er det en slags prequel til tv-seriens første sæson. Staten Georgia udgør spillets rammer, og vores to helte er på vej til den sikre zone. Det er sydstatssommer, varm og fugtig. Vi passerer gennem små byer og nyder de landlige omgivelser.
The Walking Dead: Survival Instinct er et klassisk actionspil i førstepersonsperspektiv. For at gøre udseendet så præcist som muligt, er udviklerne løbet gennem skove med GoPro-kameraer. De har også brugt penge på motion capture-sessioner, hvor skuespillere gik til angreb på puder for at simulere grådigt ædende zombier. Dertil har de selv lavet lydeffekterne, og blandt andet hugget i vandmeloner for at få lyden af dræbende slagvåben. Alt sammen fint, men også fremgangsmåder, der egentlig er standard i dag.
Visuelt er spillet konventionelt. Nogle gange går kameraet for tæt på og forhindrer et frit udsyn, så man gang på gang er tvunget til at se mindre af hensyn til iscenesættelse. Glenn Gamble advarer om, at man er nødt til konstant at se sig omkring og holde øje med omgivelserne, men det er umuligt, når kontrollen over kameraet hele tiden tages fra en. Alligevel har de ramt den nervøse stemning af at være på flugt i en fjendtlig verden.
Det er også fornemt, at zombierne udgør en reel trussel. Der vil være mange tusinde varianter, og de vil se anderledes ud og opføre sig forskelligt. "Dumhed er ikke nem at lave", siger Gamble, og forklarer at det er den centrale udfordring i at skabe troværdige udøde. De vil stadig gerne æde delikat menneskekød, og opfører sig derefter - derfor opfatter walker-zombierne deres omgivelser med stor handlekraft.
Vi må snige os for at undgå at blive opdaget, for walkerne har fremragende hørelse. De kan endda lugte os, hvis vi står for længe på et hjørne og venter, da man hurtigt begynder at svede i den sydlige varme. Man skal tænke sig godt om, inden man benytter haglgeværer, maskinpistoler og så videre. Larm tiltrækker flere walkere, og så få som tre af dem blive hurtigt en stor trussel. Seks er en decideret udfordring.
Placeringer af fjender og døde kroppe, der stadig har lidt liv i sig (og dem er der mange af) sker tilfældigt, så to gennemspilninger af den samme bane aldrig er ens. Alle items er placerede på logiske steder, men bliver ligeledes flyttet rundt når man dør, starter forfra eller indlæser et gemt spil. Det er en lille detalje, der gør underværker for spændingen.
Selve gameplayet er ret ligetil. Vi skyder eller kæmper i nærkamp med knive og økser. Der er kun få HUD-elementer, herunder et kompas og ammunition. Det kan selvfølgelig slås fra. I nærkampe dukker der et sigtekorn op, og knapper blinker som symboler på skærmen, når der er en chance for et direkte drab. Ellers er man nødt til at hugge hovedet af zombierne for endegyldigt at sende dem i døden. Selv uden arme og ben prøver de at få fat i dig.
The Walking Dead: Survival Instinct byder ikke på en åben verden. I stedet kører vi med bil fra mission til mission, altid i selskab af vores aktuelle ledsagere, overleverne. Hvor mange vi kan have med os afhænger at bilen. Det er en beslutning, man konstant er nødt til at tage, da der også skal være plads til forsyninger og udstyr.
Der er for mange overlevende i hver bane til at man kan redde dem alle i ét forsøg. Nogle af dem vil bare følge med, andre kan bruges som hjælpere ligesom i Assassin's Creed III, og kan sendes på missioner for at finde forsyninger eller ammunition. Til en anden eller tredje gennemspilning lover Gamble, at der vil være et meningsfyldt New Game Plus, der kan låses op via de relikvier, man får ved at redde overlevende. Man har kun set omkring 50 procent af spillet, når man gennemfører det, vurderer Gamble. Spillets kort viser mange afgreninger og mulige ruter, og man kan kun vælge en af dem.
Referencer til tv-showet er vigtige for udviklerne. Men de har også udvidet universet. I banen Level Hill får vi et eksempel på hvordan. Den lille by havde planlagt en sommerfestival, men det gik forfærdeligt galt. Nu hænger der 20-30 zombier ud på hvert hjørne i centrum. Kravet er at slippe forbi uset, og det gøres bedst ved at kaste nogle tomme flasker, vi tidligere har fundet, midt ind i flokken, der venter ved nogle bilvrag. Lyden distraherer dem et øjeblik, og lader os hurtigt løbe forbi. Vi finder en flaske lemonade, der kan regenerere helbred.
Får en walker fat i dig, får du dog brug for mere end bare en flaske lemonade, hvis du da overhovedet overlever angrebet. Zombierne skal have flere hug og skub, eller rammes af et direkte hit. Vi borer knive gennem deres øjne og hugger hoveder af med øksen. Slagboremaskinen bliver hurtigt dækket med blod, og når ikke at tørre. Selv i de korte mellemsekvenser, der ses fra førstepersonsperspektiv, tørrer den ikke. Vores ven Merle Dixon synes det er en god ide at samle nogle kasser med dynamit op, placere dem i bykirken, klatre op i tårnet og sætte klokkerne i gang. Zombierne kommer i hobetal - og et nødblus, kastet ind ad døren, sætter festen i gang.
Det ender med en hektisk flugt over en zombie-kirkegård og mod bilen. Nu finder vi skydevåbnene frem, da deres larm falder fint i med bragene fra kirken, og zombier ikke er de kvikkeste i verden. Har man udforsket banen før, har man en klar fordel, da der er rigeligt med hemmeligheder at finde. Biler med åbne døre gemmer opgraderinger og de nøgler, der skal bruges til at låse dem op. Bilerne byder også på forskellige mængder brændstof og plads til både passagerer og grej. Vi får dog ikke selv lov til at køre - bilerne virker mere som en slags oververden.
Det er svært at sige hvordan konceptet i sidste ende vil fungere. The Walking Dead: Survival Instinct bliver ikke nogen fiasko, det er sikkert. Men grafikken er gennemsnitlig, og de uprætentiøst lineære missioner får os ikke til at hvine af glæde. Ånden fra tv-serien lever til gengæld, og tilføjer nye facetter til universet. Det eneste spørgsmål er hvor spændende kampen mod walkerne vil være på sigt, og hvor nervepirrende beslutningerne om, hvilke overlevende vi vil redde, og hvilke vi vil efterlade, bliver.
The Walking Dead: Survival Instinct viser en ny side af den store og succesrige serie. Tiden vil vise hvor mange af tv-showets fans der løber ud og køber spillet til PC, PS3 eller Xbox 360. I mellemtiden gælder det, at man aldrig kan få for mange zombier. Og med den selvstændige udgave af DayZ om hjørnet, og State of Decay der også er på vej i 2013, er der hård konkurrence.