The Walking Dead - Episode 1-5

Da jeg var en lille knægt, brugte jeg usigeligt meget tid med gør-det-selv-bøger. Ikke den slags hvor man lærer at lappe en cykel, men den slags, hvor man selv skaber sit eventyr. Sværd & Trolddom og Du er Hovedpersonen lod mig læse en bog på en helt ny måde. Det var mine valg der afgjorde historiens gang, og mine valg der bestemte om heltene overlevede eller døde. Senere fortsatte jeg med originaludgaverne i form af Fighting Fantasy-bøgerne.

På cirka samme tid oplevede spilverdenen også en sand eksplosion af eventyr, hvor du pegede og klikkede dig hen mod målet. Gåder blev løst, playboys fik scoret, pirater blev nedlagt, kongeriger opbygget og der var endda plads til lidt sci-fi. Som oftest var oplevelsen fyldt med humor og små indforståede jokes. Det var herligt.

Alligevel bed adventure-genren sig aldrig rigtig fast på mig. Jeg gad ikke løbe fra A til B, mens jeg prøvede at begribe udviklernes ofte ganske ulogiske tankegange.

I al den tid var der endnu en genre der fulgte mig. Zombie-genren ført an af George A. Romeros syn på stavrende udøde. Verdens undergang var dog altid fyldt med macho-helte, skabelosskåren zombieføde og panik. Eller som en person i Telltales fortælling siger: Du ser aldrig en hovedperson i verdens undergangs-fortællinger med høfeber.

Det var først med 28 Days Later og Dead Set, at jeg følte at zombie-genren fik nyt liv og personligheder man gad følge. Og i 2003 tog det fart. Robert Kirkman trådte sammen med tegneren Tony Moore til med verdens bedste zombie-tegneserie. Sort/hvide stilistiske sider fortalte om Rick Grimes og en enorm bunke andre overlevende under zombie-apokalypsen. Persongalleriet var nuanceret og fyldt med interessante betragtninger om menneskers adfærd og liv. Det er næsten ti år siden. Derefter er det gået stærkt. Tegneserien er blevet til en rasende populære tv-serie, og i begyndelsen af dette år fik vi Telltale Games' bud på hvordan The Walking Dead kunne se ud i spilform.

Med The Walking Dead: The Game blev vi af Telltale Games budt på små episodiske eventyr fra april til november. Alle blev leveret som en tv-serie med referat af sidste episode og teaser for den næste. Her fulgte vi Lee Everett, der efter en dom er på vej til fængslet, kun for pludselig at se verden gå under og stå med faderrollen for den otteårige Clementine.

The Walking Dead: The Game handler om spillerens valg og morale. Det handler om overlevelse. Du vil opleve at skulle løse puzzles og skyde zombier (endda en god slat). Men personernes udvikling og indbyrdes forhold er hvad der er i fokus. Efter hvert afsnit får man ligeledes mulighed for at se hvordan man reagerede i forhold til andre spillere, når tvivlen nager om valgene man traf. Det er en effektiv og smart måde at lokke til endnu en gennemspilning og samtidig sikre at man som spiller reflekterer mere over ens handlinger undervejs i fortællingen.

Denne anmeldelse og billederne er baseret på iPad-udgaven, som modsat stort set alle andre spil på formatet fra Telltale Games kører uden de store tekniske problemer, selv på iPad 2. Touch er velimplementeret, og med undtagelse af nogle enkelte detaljer i baggrundene på få scener og selvfølgelig mængden af lir-effekter, er dette det samme spil som man kan nyde på konsol og pc.

Det er disse fem episoder og dermed fortællingen om Lee og de overlevende, der nu er til ende.

Herunder kan du læse anmeldelsen af episode 1-5 af The Walking Dead: The Game. Du vil ikke opleve navne på hverken steder eller personer, ligesom billederne afslører så lidt som muligt, så foretrækker du en spoiler-fri anmeldelse finder du den her.

Episode 1: A New Day
Telltale Games føler sig meget frem i dette afsnit. Vi tager rollen som Lee og følger dennes første dage i zombie-apokalypsen. Lee er endnu ikke en person, man føler synderligt med, og han føles mere som spillerens figur end forfatterens. De mange nye personer gør også, at man har mere travlt med at møde nye hoveder og tage stilling til dem end at knytte sig til hovedpersonen. På mange måder er dette afsnit et pilotafsnit og et nik til de gode gamle adventure-spilsdage, med alle de problemer der følger. Der er fokus på puzzles, radioer der ikke virker, puder der skal virke som lyddæmper og fjernbetjeninger, der får nyt liv. Det er samtidig til tider en anelse ulogisk, men vi æder den, da der også bydes på mange nye personer der skal holdes af (eller hades). Vores valg har konstant indflydelse på slagets gang, når de overlevende stuves sammen under ganske trange forhold (hvilket ligeledes gør, at der ikke venter de store opdagelser for spilleren). Da afsnittet efter nogle timer er færdigt, serveres vi med en mindre cliffhanger og lyst til mere.
7/10

Episode 2: Starved For Help
Sikkert barikeret begynder hverdagen at trænge sig på tre måneder efter den første kaotiske dag. Gruppens rationer er ved at slippe op, og tvivlen samt panikken breder sig. Vi følger heltenes indbyrdes diskussioner og magtkampe. Beslutningerne man træffer og samtalerne man fører får stadig større fokus, og tvivlen nager konstant, når man stilles overfor fire svarmuligheder, oftest med en yderst begrænset tidsperiode til at overveje ens svar. Det er effektivt og med til at give ærlige og til tider overraskende svar. Med løfterne om et nyt paradis er dette afsnit dog helt sit eget. Rædslerne, der gemmer sig her, er ulig noget andet kapitel i serien, og fortællingen ætser sig ind i hukommelsen. I dette afsnit er der få men lette puzzles, der på intet tidspunkt står i vejen for den stramt leverede historie, der for alvor slår desperationen fast og stiller gruppen overfor nogle af de hårdeste valg i serien. Det er en fortrinlig leveret historie, der let kan matche både den tegnede udgave og dem på tv.
9/10

Episode 3: Long Road Ahead
Endelig bydes vi på den grad af personskildring som tegneserien er kendt for. Vi tvinges til at udforske de overlevendes personligheder. Den stadig mindre gruppe af overlevende stilles overfor nogle hårde valg, med øjeblikkelige konsekvenser, og denne gang er der stor fokus på det at tage ansvar for sig selv og andre. En forræder blandt den lille gruppe stilles til regnskab for sine synder, og vi stilles overfor endnu et moralsk dilemma. På vej mod et forhåbentlig gensyn med familiemedlemmer i en større by får gruppen også en ny vinkel på katastrofen, og må spørge sig selv, hvor langt de ville gå for at sikre sig overlevelse. Denne gang låner Telltale Games puzzle-momenter fra Resident Evil, og vi får leveret et kapitel der byder på god variation, nye hovedpersoner og fin variation i både omgivelser og pacing.
7/10

Episode 4: Around Every Corner
Det er dog i seriens fjerde afsnit, at der for alvor kommer fart over feltet. Ganske vist er der denne gang endnu større fokus på at hente og finde ting, men det føles mere som det Resident Evil-spil, fans af den klassiske gyserserie har efterspurgt i mange år, end et rendyrket point'n'click-adventure. Masser af action mens zombiehovederne splatter, og en fortælling der byder på et enormt varieret udbud af nye personligheder. Byen danner rammer om flere ubehageligheder end man umiddelbart skulle tro. Og en problematisk stalker sætter gruppen under pres. Samtidig konfronteres vi med nogle af de større valg, vi har truffet undervejs i serien. Vil du vide mere om Lee, og hvilken personlighed og relationer du har været med til at skabe, er det her det sker. En vaskeægte cliffhanger sætter punktummet på det afsnit, der med omkring fire timers spiltid er seriens længste episode. Around Every Corner er vellavet, overraskende og med nogle til tider tårevædende scener. Det er barskt at være overlever. Og spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er værd at overleve trænger sig på.
9/10

Episode 5: No Time Left
Efter en cliffhanger, der kunne gøre de fleste serieskabere misundelige, er det tid til sidste afsnit af fortællingen om Lee og gruppen af overlevere. Et forsvundet medlem skal opspores og vi mærker for alvor desperationen knuge, da gruppen er tæt på at være reduceret til sørgelige serveringsklare rester. Gåderne begrænser sig til et åben-et-skab-brug-indholdet-få-meter-væk af slagsen. Fokus er på at finde vej og overleve. Der er intet der står i vejen for den fortælling, der skal leveres. Og når rulleteksterne kører (husk at blive hængende!) afsluttes en serie, der på trods af enkelte irritationsmomenter har leveret, hvad udviklerne satte sig for: historien om en bunke overlevere, der er andet end bare kanonføde for zombie-masserne. Dette er seriens korteste afsnit, og på under en time får vi en afslutning, der skræmmer og ganske sikkert overrasker. No Time Left rører ved følelser hos spilleren og lader dem mærke konsekvenserne af de handlinger, de har truffet undervejs i de fem dele. Musikken får for alvor fokus, og selvom lydkulisserne og stemmeskuespillet i hele serien er til topkarakter, er det her hvor man kan nyde de gode kompositioner for alvor. Det er en mesterlig afslutning, også selvom konklusionen måske ikke passer alle.
9/10

Seriens første og tredje afsnit virker måske som de svageste rent spilmæssigt, men de er vigtige for forståelsen af personerne. De mange A-B-sektioner i det fjerde kapitel vil for nogle spillere føles som et kærkomment nik til de gode gamle Resident Evil-dage og datidens puzzles, mens andre vil finde det mere som et irritationsmoment i seriens pacing. Samlet står de dog for en spiloplevelse af de mere usædvanlige. Så selvom jeg her lidt utraditionelt har valgt at dele anmeldelsen op i kapitler, bør man se på serien som en helhed, og det er også hvad den endelige karakter afspejler. For den er mere end summen af de enkelte dele.

Til omkring hundrede kroner for alle sæsonens episoder er det forbløffende meget underholdning man får for sine kroner, både som gamer og som fan af serierne. Gennemspilningen vil for de fleste tage et stykke over ti timer.

Når det sidste afsnit er afsluttet, vil du som spiller ikke have gennemspillet årets teknisk mest imponerende spil, men der er en god chance for, at du alligevel har fået årets bedste spiloplevelse. Og er det ikke det, vi så ofte higer efter?