The Walking Dead: Anden Sæson - del 2

Amerikanerne har det godt. Ikke alene har de kunne nyde fjerde sæson af den fortræffelige tv-serie baseret på The Walking Dead-tegneserierne i et stykke tid, men de amerikanske PlayStation 3-ejere fik også adgang til anden sæsons andet kapitel i sidste uge. Som sagt: de har det godt de kære amerikanere. Altså med mindre vi taler om hovedpersonerne i Robert Kirkmans dommedagsunivers. Her er der konstant kriser at tage sig af. Ganske vist er zombierne omdrejningspunktet, men lige så ofte er det sygdomme, hungersnød eller andre mennesker, der udgør den største trussel for de overlevende.

I tv-serien er det Rick Grimes' strabadser vi følger, og i Telltale Games' fortræffelige episodiske eventyr er det gennem pre-teen pigen Clementines øjne vi oplever de mange udfordringer, som vi stilles overfor.

Nu er vi nået til andet afsnit i sæsonen, og jeg har spillet det på iOS med en udgave, der virker langt mere stabil end tidligere produktioner fra udvikleren (billederne her i anmeldelsen er alle fra iPad Mini Retina).

Mens det første kapitel tog sig tid til at introducere en bunke nye figurer, er der denne gang mere tid til at udbygge disse, og det klæder afsnittet. Clementine har mødt en ny gruppe af overlevende, og det handler denne gang om at blive accepteret eller acceptere de nye personer. Undertitlen er ganske rammende A House Divided, og især i sidste halvdel af fortællingen bliver det tydeligt hvorfor. Gamle (og glemte) venner fra serien dukker op, og pludselig står Clementine overfor en række hårde valg.

Indtil da er det en oplevelse efter sædvanlig Telltale Games-skabelon. Et par valg, der nok skal give en kvaler, nogle QT-events, zombier der skal nakkes eller undviges og så naturligvis nye omgivelser, der enten byder på sikkerhed eller skræmmende udfordringer. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke føler mig fanget i begyndelsen.

Måske fordi det efterhånden føles som at gå på en Sunset-grillbar og bestille en burger. Det kan da godt være at man bliver spurgt om man vil have en grovbolle eller jalapeños i burgeren, og at det volder kvaler, men i sidste ende får du stadig bare en burger. Sådan føles Telltales eventyr efterhånden på mig. Tvivlen om hvorvidt man egentlig er med som andet end tilskuer på turen begynder at erstatte tvivlen om hvorvidt ens valg var de rigtige. Det er dog også den eneste anke for dette kapitel af serien.

Det gør nemlig ikke så meget, for Nick Breckon forstår at levere en historie man gerne vil opleve og se til ende, og der var flere gange i dette afsnit hvor jeg følte at vi nåede et niveau og stemning som The Last of Us.

Det er dog hovedsageligt i den sidste halve time af det halvanden time lange eventyr, at der for alvor skrues op for blusset (og hvor dine valg bestemmer, hvem der dør eller overlever). Det er også denne halve time, der for mig flyttede dette afsnit fra "bare at være godt" til rigtigt godt. Persongalleriet, stemningen og dramaet flyder sammen til en af de mest intense finaler i noget afsnit endnu.

Da rulleteksterne kører over skærmen, og Janel Drewis' cover af den klassiske folkesang In The Pines fylder øregangene, er det så jeg får gåsehud, og tanken om hvorvidt Clementine og gruppen klarer skærene er nok til at jeg glæder mig afsindigt til næste afsnit i den episodiske spilserie.