The Unbearable Weight of Massive Talent

Det er lidt en kliche, men Nicolas Cages karriere har været noget af en rutsjebanetur. Fra enorm succes i 90'erne kulminerende med en Oscar for hovedrollen i Leaving Last Vegas til en perlerække af mere eller mindre ringe film lige til DVD eller skraldespanden alt efter smag. En ting har dog været konstant. Hvad enten, det er gået op eller ned, skævt eller lige ud, har der været høje skrig og skøre ansigtsudtryk hele vejen igennem fra den excentriske skuespiller, der aldrig ligger låg på sig selv. Cages seneste film, The Unbearable Weight of Massive Talent, er på den måde ganske symptomatisk. For hvor både tone og plot stritter i alle retninger, bliver filmen alligevel holdt på skinnerne takket være solide skuespilpræstationer fra stjernen selv og den øvrige besætning.

The Unbearable Weight of Massive Talent begynder i Los Angeles, hvor Nick Cage (spillet af manden selv) sætter alle sejl ind for at lande, hvad han beskriver "som sit livs rolle." Desværre vælger instruktøren at se andre veje, og Cage takker i desperation ja tak til et lukrativt tilbud fra sin agent (Neil Patrick Harris) om at besøge en superfan på Mallorca, den hovedrige Javi (Pedro Pascal). Cage og Javi bliver hurtigt overraskende gode venner og planlægger endda at lave en film sammen baseret på sidstnævntes hjemmestrikkede manuskript. Desværre tyder noget på, at den Javi også holder af intriger og sindrige plot i den virkelige verden. Den amerikanske efterretningstjeneste mistænker ham for at have kidnappet datteren af en prominent catalansk politiker for at styrke et narkokartel, og de rekrutterer Cage til at stoppe ham.

Dedikerede fans af Nicolas Cage (og dem er der nok en stor andel af blandt filmens målgruppe) vil straks mærke inspirationen fra Charlie Kaufmanns glimrende Adaption fra starten af 00'erne med Cage i hovedrollerne som to tvillingebrødre. Ligesom denne film, er kernen i The Unbearable Weight of Massive Talent et stærkt karakterdrama, der udforsker de mange kreative dimensioner i skabelsen af en film. Og som begivenhederne skrider frem, bliver den kreative proces mere og mere præget af Hollywoods konventioner. Forskellen er, at The Unbearable Weight of Massive Talent skifter mere brat og eratisk. Det ene øjeblik drøner vores helte gennem Mallorcas smalle gader (der vist nok er lokationer i Kroatien og Ungarn), det næste har Cage en følelsesladet monolog med melankolsk baggrundsmusik, og kort efter skal vi selvfølgelig også lige skal have et syretrip. Det fungerer overraskende godt som en klassisk popcorngnasker, ikke mindst takket være stjernens egen præstation.

Filmens Nick Cage er skør, intens og ufattelig selvoptaget. En nærmest 1:1 gengivelse af det offentlige ry, som skuespilleren på en gang afviser og passivt aggressivt forstærker i sine interviews. Cage kommer hele følelsesregisteret rundt på vanlig rekordtid, og har samtidig en glimrende kemi med Javi (Pedro Pascal), der virkelig løfter filmen. De øvrige karakterer er lidt mere en blandet pose bolsjer, men de bærer det dog fint nok igennem. Jokes, sjove momenter og overspillede scener, er der masser af, og Cage leverer... sine RE, RE-PLIKKER! med alle de vanlige skøre beats.

The Unbearable Weight of Massive Talent skulle være udkommet sidste år, men blev udskudt grundet Covid-19. Med sine underholdende action-scener og glimrende pacing har filmen bestemt været ventetiden værd, men der er bestemt også mangler. Ideen om en slags fantasi-ven kaldet Nicky, der præsenterer Cages mest vilde og narcissistiske aspekter (selvfølgelig med et look som i Wild at Heart), virker som noget fra en tidligere udgave af manuskriptet, som ikke længere hører til. Selve det politiske plot om CIA på Mallorca og de europæiske gangstere virker også helt ude i hampen, og kunne godt være skrevet bare en smule mere autentisk. Endelig mangler der måske lige den ene eller to scener, der bider sig fast i erindringen - den slags Cage ellers er specialist i - uanset om vi snakker bjørneboksning eller emotionelle sammenbrud.

The Unbearable Weight of Massive Talent mangler derfor lige det sidste for at kunne blive en potentiel kultklassiker. Til gengæld er det en kompetent omgang underholdning - en slags Nation Treasure - omhandlende en af den moderne filmhistoriske ægte nationalskatte. Der er spandevis af fanservice til dedikerede Cage-fanatikere, men selv dem, der kunder kender skuespilleren fra memes og de endeløse genudsendelser af Con Air på Kanal 5, vil også kunne få masser af morskab ud denne udmærkede actionkomedie med kompetent scenografi og et dundrende licenseret soundtrack.