The Surge

Udvikleren Deck13 vakte opsigt med Lords of the Fallen, som vel mest af alt er kendt som en nogenlunde succesfuld Dark Souls-klon. I midten af maj lander udviklerens nye titel, og der vanker endnu engang Souls-like øretæver, omend denne gang i en dystopisk fremtid. Kan The Surge med sit futuristiske univers levere solid action og samtidig stå mere på egne ben end forgængeren? Lad os se, hvad dette nye franchise kan byde på.

Det er ofte spændende at se, hvor meget et lille studie som Deck13 egentlig kan levere i et spil efterhånden. Focus Home Interactive, som er udgiveren bag The Surge, har tradition for at udgive indie-spil, som fandens gerne vil være AAA-titler. Ofte bliver man imponeret, men andre gange virker det til, at ambitionsniveauet løber en anelse løbsk. Jeg var derfor ret spændt på, om The Surge ville være ligeså interessant som dets ganske lovende trailere og screenshots.

Starter vi fra begyndelsen, så blev jeg med det samme overrasket over, at der ikke var nogen indledende cutscene med i denne beta. Man starter lidt brat med at se hovedkarakteren Warren vågne, mens han bliver hevet gennem et totalskadet ørkenlandskab af en svævende robot. Han vrister sig fri, griber et stort jernrør, og vi er allerede i gang. Herfra står den på kamp, kamp og mere kamp. Jeg kan derfor sige en del om spillets gameplay, men nærmest ingenting om historien.

Lidt kan vi dog gætte os til. Moderne teknologi er løbet løbsk, og en af de største syndere er et tech-firma ved navn Creo. Warren arbejdede for dem, og det samme gjorde de zombie-agtige fjender, man kæmper imod. Med højteknologiske implantater, exo-skeletter og voldsomme våben er mennesker nærmest arbejdsrobotter for Creo, og hele denne skræmmende fremtid er nu kollapset. Tilsyneladende er civilisationen fortid, og Warren har kun et spinkelt håb om overlevelse.

På screenshots er det tydeligt, at The Surge adskiller sig fra andre Souls-like titler ved at være lyst, farverigt og futuristisk. Det betyder dog ikke, at der er nogen venner i det ødelagte industri-område, man vandrer rundt i. Overalt i spillet er der nogen, som vil dræbe dig, og i min spiltid var der kun et hologram, som ikke prøvede at slå mig ihjel. Alle andre i spillet skal majes ned med motorsavs-agtige sværd (eller hvad man nu vil kalde spillets højst upraktiske og over-the-top våben). I en kolsort kælder var der endda en indespærret arbejder, som råbte efter hjælp, men som så viste sig at være præcis ligeså fjendtlig, som alle de andre hjernetomme kollegaer, jeg havde hakket i stykker.

I de ellers så fjendtlige omgivelser har man ét sikkert sted. I stil med Souls-seriens bonfires, så har man i The Surge en slags hovedkvarter, som hedder Operations. Her får man HP tilbage, modificerer sit "rig" (altså rustning/exoskelet), opgraderer våben og crafter nye dele. Dette kræver, at man indløser valutaen tech scrap, som man får fra sine kills. Blandt de ting man kan låse op for er implantater, som bl.a. gør det muligt at heale. Man kan skifte mellem de implantater, man har valgt, så man f.eks. kan heale enten med det samme eller over tid.

Når man forlader Operations er alle fjenderne spawnet igen, i bedste Souls-stil. Er man selv så uheldig at dø (hvilket man er, hele tiden), så er det også her man starter igen. Ens tech scrap må man dog hente der, hvor man mødte sin undergang.

Så langt så godt, men hvad nyt er der så i The Surge? Det er ikke just fordi en postapokalyptisk setting er specielt original. Et af spillets mere interessante påfund er, at man i kamp fokuserer på en kropsdel, og det er ret tydeligt hvor fjenderne mangler en gear-del. Der er flere ting at overveje, når man skal til at hakke løs på fjenderne. Hvis man fokuserer sine slag på en ubeskyttet kropsdel, så skader man mere, men får til gengæld ikke noget af deres gear. Hvis man derimod fokuserer på fx. fjendens arm, hvor han har et nyt våben eller beskyttelse, så låser man op for dette gear ved Operations.

The Surge har faktisk mange gode ideer i spil hvad angår kamp. Ovennævnte fokus på kropsdele giver et ekstra lag til kamp mod mennesker, og boss-kampe er ligeledes sjove og udfordrende, omend ikke ligeså originale. Hver boss har forskellige moves, som at sende missiler afsted, trampe på en, eller slå med armene, og man skal så sandelig have tungen lige i munden, for at få dem ned med nakken.

Hvad man kan og ikke kan afhænger af, hvor meget stamina og energi man har. Energi (som afhænger af ens power core) gør, at man kan lave finishing moves. Stamina gør, at man kan hoppe, slå osv. Dette er ret standard, men alligevel er det et kampsystem man skal vænne sig til. Det skyldes, at Warren er ret tung at danse med. Der er tyngde i slagene, og man skal time sine bevægelser temmelig godt, ellers kan det hele ende i kaos. Især under boss-kampe bliver man opmærksom på, at man ikke bare kan klikke løs uden at dø. Kampsystemet består, som i Souls-serien, meget i at hoppe ind og lande nogle gode hits, få fjenden ud af balance, og omvendt undvige fjendens slag ved at hoppe og blokere. Mit overordnede indtryk af kampsystemet er, at mens det er sjovt og på nogle områder kreativt, så føles Warren ret stiv i det, og en mere organisk eller naturlig styring ville gøre meget for spillet.

Som en lidt speciel ting kan man både slå horisontalt og vertikalt i The Surge. Hvad der er smartest bestemmes af hvilken kropsdel man slår på. Med tastatur og mus styrer man de to typer slag med museknapperne, og her kan man lave et par smarte combos. Jeg ville dog ønske, at man fik nogle af de mere adrætte moves forklaret i starten, da kampen ellers virker ret uigennemskuelig. Jeg blev f.eks. selv først klar over, at man kunne glide ind i kamp langt inde i spillet. Det ville være godt at vide lidt før, da det gør kampene både sjovere og lettere.

Mere positivt, så skal spillet have ros for at have god variation i fjenderne. Arbejderne, som der er flest af, har forskellige våben og hurtighed. Der er også forskellige robotter, og hver af disse har også forskellig kampstil. Mens bosserne er de sværeste, så kan mange af fjenderne være overraskende svære. Nogle gange kan man dog være i tvivl om, om det er den lidt stive og uresponsive styring af Warren, spillets sværhedsgrad eller spillerens uduelighed, som er skyld i ens død.

Grafisk er spillet ganske flot, uden at vælte en bagover. De på en gang farverige og rå industrielle omgivelser, oversize motorsavs-agtige våben og robotter giver en fed stil. Konceptet er ikke specielt originalt, men alligevel føles stilen som noget for sig. Lydmæssigt er spillets præsentation dog ret gennemsnitlig. Lyddesignet minder mest af alt om Fallout, men er meget typisk for postapokalyptiske sci-fi spil, med mekaniske lyde og ghoul-agtige skrig fra fjenderne som det mest dominerende i landskabet, mens der er den samme country-agtige tune i radioen, hver gang man vender tilbage til Operations.

Lidt brok til trods, så har jeg faktisk hygget mig rigtig godt med The Surge. Det er ikke et spil som genopfinder den dybe tallerken, men det er heller ikke målet. Hvis Warren bliver en lidt mere medgørlig karakter, og hvis visse aspekter af gameplayet bliver mere gennemskueligt, så kan dette blive en ganske sjov titel, som har sine egne ideer. Det er uvist, hvordan historien tager sig ud, og jeg har endnu ikke set noget til et quest-system. Den lille bid af spillet jeg har set, har dog været ganske lovende.