The Sinking City

Jeg prøvede for en måneds tid siden en tidlig version af The Sinking City Fra Frogwares og Bigben Interaktive. Her mødte jeg et spil, som ikke virkede færdigt, men som så godt ud, og havde overraskende meget at byde på. Jeg havde mine forbehold i forhold til den færdige version, og sagde dengang at hvis udviklerne fik rettet en del af de fejl jeg så, så var der potentiale. Jeg har nu fået adgang til den færdige version, så lad os se på om The Sinking City har fået rettet sine fejl, og er blevet til den helstøbte oplevelse, som jeg håbede den ville blive til. Spillet udkommer d. 27 juni til alle konsoller og PC i denne generation.

The Sinking City er baseret på H.P. Lovecrafts skriverier, og derfor er historien også i hovedsædet i denne adaption. Man spiller som privatdetektiven, Charles W. Reed, og hele spillet foregår i den fiktive by Oakmont i staten Massachusetts. Reed har haft visioner som har trukket ham til byen, som kort inden spillet finder sted, er blevet oversvømmet. Grundene til denne stormflod er en af de mysterier man kommer til at skulle efterforske. Det er et typisk Lovecraft-scenarie, og byen er da også som taget ud af en af hans historier. Oakmont er i forfald, og man ser hurtigt dette ved de døde fisk og hvaler, som ligger spredt rundt i gaderne, med deres indvolde liggende på fortove og veje. The Sinking City har en helt særlig stemning af håbløshed og depression, som man ikke finder i andre spil, og jo mere man dykker ned i historien, jo mere råddent bliver det hele. Der er ikke meget at foretage sig i Oakmont, men mere om det senere, men som et slags tapet der giver stemning og smag til universet og historien, så er den ganske effektivt sat sammen.

Oakmont har modtaget en masse flygtninge fra Innsmouth, som nogle måske vil kende fra Lovecraft-historien The Shadow over Innsmouth, og disse er nogle underlige fiskemennesker, som tilbeder guden Dagon. Disse ses som andenrangsborgere, og lever derfor i fattigdom i byens ghettoer, og de er tit involveret i kriminalitet og dårligdom. Man møder tidligt en af de mennesker, som hader disse fiskemænd mest, nemlig den filantropiske Robert Throgmorton, som sjovt nok ligner en gorilla (det lyder komisk, og er det også, men spillet tager sig selv seriøst, og det har jeg egentlig respekt for).

Så er banen kridtet op til en historie om kriminalitet og sindssyge. Problemet er bare at selvom historien er ganske underholdende, så er horror-aspektet der ikke, som det jo er i Lovecrafts noveller. Jeg blev igennem mine 30 timer med spillet aldrig skræmt, og det er synd, for det forventede jeg lidt. Bevares, monstrene som flodbølgen efterlod er da klamme og inspireret af Silent Hills groteske væsner, men når der kun er fem til seks forskellige i alt, så forsvinder det skræmmende meget hurtigt. Faktisk er byen en smule kedelig at løbe rundt i, for The Sinking City giver en frit spil til at udforske den klamme by. Problemet er bare at de mennesker man møder går igen og igen. Så møder man hende den forhutlede kvinde med hørtøjet, eller den deprimerede forretningsmand. Ja, så går der ikke mange sekunder før man møder disse to igen. Derudover har spillet også en ret flyvsk omgang med fysikken. Kjoler og sjaler flyver rundt og sætter sig fast i modellerne, så man kan se kvinders skørter, og den manglede tekstur under. Det er en fejl jeg også så da jeg spillede den tidlige version, og det er bare ikke godt nok, for det ødelægger indlevelsen, når man ser at en karakter ikke har et bækken. Meget sjusket.

Historien skal dog have ros for den krimihistorie den væver. Man kan godt mærke at Frogwares har arbejdet på Sherlock Holmes i mange, mange år. Man rejser hele byen tynd og løser mysterier, og spillet er faktisk ganske omfattende, med både hoved- og sidemissioner. Reed har den evne at han kan se hvad der er foregået før hans ankomst. Man finder en adresse, finder beviser på en kriminel handling, får adgang til en blå paralelverden, hvor man så skal afgøre hvad der sket. Dette gør man ved at man vælger i hvilken rækkefølge begivenhederne er foregået i. Gør man det rigtig blinker skærmen grøn, gør man ikke blinker den rød, og man må prøve igen. Lykkedes det en at finde den rigtige sekvens får man et spor, som sender en videre ud i byen, for at snakke med andre vigtige karakterer, eller også får man en ny adresse som man skal undersøge. Nogle enkelte gange skal man også bruge våben, men det er sjældent, hvilket er godt, for kampsystemet er ikke det mest inspirerende jeg har mødt. Det hele føles lidt upræcist og billigt. Der er et evnesystem på plads, hvor man blandt andet bliver mere effektiv til at lave ammunition, eller får mere helbred, men jeg synes ikke det gjorde den store forskel i længden. Jeg spillede spillet på den normale sværhedsgrad, så det kan godt være det kommer mere i spil på den hårdeste, men i min gennemspilning manglede jeg ikke noget, og jeg døde sjældent.

Ammunition er valuta i Oakmont, som er en ganske genial idé, og derfor er det kun mere mærkværdigt at man ikke bruger sine hårdt tjente patroner til andet end at skyde. Man laver selv den ammunition man kan forsvare sig med, og ressourcerne til disse og til diverse granater kan man finde i kasser, som er markeret med runer, som man kan se, ved at Reed går i sin detektivtilstand, som også bruges når man efterforsker. Der er områder hvor man finder mange kasser med, og undskyld udtrykket, bras, og disse er i inficerede områder, hvor monstrene man møder har overtaget. Det kan betale sig at løbe en tur i disse bydele, for man får hurtigt fyldt op på ressourcerne, så man kan lave ny ammunition og granater. Det er ret fedt, men jeg havde i min gennemspilning sjældent brug for at besøge disse mennesketomme områder.

Noget som spillet gør som er meget anderledes, og fra den gamle skole, er at man selv skal finde hvor man skal hen på kortet. Man får lidt upræcise henvisninger til adresser, men man skal selv placere en markør på kortet, baseret på ens beviser. Dette er fedt, desværre virker det ret underligt at alle beskrivelser er som denne: "Harrisons lejlighed ligger på Muslingevej, mellem Fiskevej og Havnegade." Det virker lidt underligt af man ikke bare skriver en adresse, ligesom man gør i den virkelig verden.

Man sammensætter sine beviser i det spillet kalder et "Mind Palace", her laves beviser om til konklusioner, så man kan fortsætte på den sag man arbejder på. Det minder utroligt meget om den tilstand Sherlock Holmes sætter sig selv i i BBC-serien, og det virker ret godt. Det gør også at spillet føles mere som et Arthur Conan Doyle-spil og ikke som et H.P. Lovecraft-spil.
Dette er nemlig problemet med The Sinking City, for det mangler gruen som Lovecraft så mesterligt har i hans mange noveller og bøger, og det er synd, for byen Oakmont er utrolig stemningsfuld og stinker af håbløshed og sindssyge. Man bliver vidne til overfald, mennesker der løber skrigende rundt, og tatoverede kultister som vandrer nøgne rundt uden nogen egentlig destination. Problemet er bare at det er det tætteste man kommer på at blive bare en smule skræmt, og uden horror-elementet, føles det hele bare som en amerikansk version af Sherlock Holmes. Det gør spillet til gengæld glimrende, og historien og missionerne man kommer på er godt skrevet. Desværre gør man bare altid det samme, på samme måde, og tingene udspiller sig ret ens. Hvis Frogwares lige bliver en tand bedre til at skræmme spilleren, så vil jeg utrolig gerne tilbage til Lovecrafts univers, men The Sinking City er desværre en meget blandet pose bolsjer, som vil alt, men som ikke kan gennemføre det lovede ret.