Verden er grå og trist, men i det fjerne svajer et blodrødt nazibanner roligt i vinden. Himlen er ildevarslende mørk. Der er nærmest ingen indbyggere på gaderne i Paris; bare dig og et helt regiment af nazister som marcherer hen over brostene. Havde de bare den mindste idé om hvem du var, var du blevet skudt på stedet. Du er The Saboteur.
I et alt for lille rum på et Hotel i London, sidder jeg sammen med et bundt spiljournalister og The Saboteurs chefudvikler Tom French. Vi sveder alle sammen, og er samtidig ved at dø af spænding. Spillet vi skal se nærmere på er udviklet af Pandemic Studios, kendt fra bl.a. Mercenaries-serien, og det handler om den irske racerbilskører Sean Devlin. Det er et såkaldt sandkasse-spil, der foregår i det tysk besatte Frankrig under Anden Verdenskrig, men til forskel for de mere traditionelle actionspil fra samme periode, kan Tom French fortælle os, at de ikke har lavet et spil, hvor selve krigen er i centrum.
"Vi ville lave et historiedrevet spil, hvor Anden Verdenskrig mere var baggrundstæppet til en intim og personlig konflikt. Vi ville ikke lave endnu et soldater-spil, men i stedet en fortælling om en saboteur, der er ude på et personligt hævntogt, noget der ikke i sig selv har noget med nazisterne at gøre. Historien er en helt central ting del af The Saboteur", forklarer Tom French.
I korte træk beskriver French historien. Sean Devlin er i Tyskland med sit racinghold, for at deltage i et billøb, men et eller andet går galt og Seans bedste ven bliver dræbt. Det er stjernen på det tyske hold, der er den skyldige - og får at Sean ikke selv skal lide samme skæbne, flygter han til Frankrig, et land der er under tysk besættelse på dette tidspunkt. Tom spiller sig gennem flugten fra Tyskland, så vi kan se lidt fra spillet og efter en noget krudtfyldt køresekvens, hopper han frem til hændelserne i Paris.
Den franske storby, du får lov til at rende rundt og udforske, er ikke en realistisk genskabelse af virkelighedens Paris, men i stedet en stiliseret og komprimeret version. Desuden er byen præget af det, som Tom selv kalder kampvilje. Helt enkelt fortalt er spilverdenen som et udgangspunkt sort/hvid, ikke ulig stilen fra biograffilmen Sin City, men som du gennemfører missioner og øger kampmoralen i folkemængden, så hældes der også flere farver på den omkringliggende verden, der bliver lysere og får mere gennemtrængende farver. Ligeledes udskiftes de tyske soldater med tiden af befolkningen, således at de snart er i mindretal. Men Sean er ingen enmandshær. Han kan ikke befri Frankrig alene og der vil stadig være tyskere i gaderne, uanset hvor glade det franske for bliver, forklarer Tom.
Verdenen du får lov til at udforske er på 30 kvadratkilometer. Selve byen Paris, er ca. syv kvadratkilometer, så du behøver ikke at være bange for, at der ikke er steder at besøge. Spilmæssigt minder det i øvrigt en del om Mercenaries. Man kan frit styre Sean rundt i Paris og de omkringliggende områder, klatre på bygninger, køre rundt i gaderne og udføre de sidemissioner som spillet også indeholder. French lover, at der mellem hovedhistorien, sidemissionerne og en del hændelser, vil være rigtig meget at opleve. Frihed er nøgleordet. French hævder endda, at spillet er så tilpas frit, at man kan bestige Eiffeltårnet om man vil.
Selve sabotagedelen i The Saboteur deler Tom French op i to muligheder. Der er den del han kalder "stille ind, højt ud" og som refererer til at man skal snige sig ind, men forlader stedet igen med et brag. French forklarer endvidere, at det er muligt bare at holde aftrækkeren inde, hvis det er det man ønsker, det er op til den enkelte spiller.
Kampdelen af The Saboteur ser utrolig lovende ud. French siger, at de har brugt rigtig mange timer på cover-systemet, således at man kan krybe i skjul, men at det ikke føles som at klistre sig til væggen. Dit liv kommer tilbage løbende, når du ikke bliver skudt på, men bliver du ramt, så er det vanvittig brutalt og voldsomt - et fint kompromis.
Pandemic Studios lover os en stor, indholdsrig og tegneserieagtig Anden Verdenskrig, hvor sabotage går hånd i hånd med action og masser af eksplosioner, og holder de, hvad de lover, så kan dette blive et af de bedre spil i denne historiske periode.