
Jeg kan stadig huske da jeg første gang spillede Until Dawn. En flok dumme unge mennesker, og mit forsøg at holde de elskovshungrende teenagere i live, mens en morder forsøgte at dræbe dem en for en, inspireret af gyserfilm fra 90'erne. Nogle af de unge mennesker var så dumme og Paradise Hotel-agtige, at man egentlig ikke kom til at savne dem, men nogle af dem endte med at være ganske fornuftige unge mennesker, som man kom til at kunne lide. De voksede under hårdt pres, og man følte sig, på sin vis, ansvarlig. Det var en sand triumf for at sige det mildt, og herigennem påbegyndte udvikleren Supermassive en rejse, en rejse der først skulle slå et smut forbi Bandai Namco og den igangværende The Dark Pictures-antologi, men som faktisk kulminerer andetsteds. De er på banen igen, nu sammen med 2K, med et spil i samme boldgade, og jeg har fået adgang til en lille bid af det fulde spil. Så lad os hoppe ind, og se om vi kan løse gåden, og måske finde den skyldige, som sikkert kommer til at jagte de mange unge mennesker, der igen skal overleve en nat i The Quarry.
The Quarry starter med at man følger et ungt par, som er på vej til en sommerferielejr i hvad man kun kan beskrive som "der hvor kraverne vender". Laura og Max hedder de to unge mennesker, som skal være vejledere for en flok unge mennesker. De er dog faret vild, og pludselig flår Max i rattet for at undgå et væsen på vejen, så de kører ned i en grøft, hvorefter deres bil ikke vil starte. Laura begynder at udforske sumpen de er landet i, og efter at hun har fornemmet at hun bliver overvåget, løber hun tilbage til bilen, hvor Max endelig har fået gang i den igen. Desværre sidder de fast i mudderet, og ikke nok med det, men de får snart efter selskab af en meget skummel politibetjent, spillet af Ted Raimi, broderen til Sam Raimi, der netop har været aktuel med den nyeste Doctor Strange-film. Han spiller fantastisk, men mere om det senere. Betjenten får de to lejrledere tilbage til vejen, og beordrer dem til at køre til det nærmeste hotel, og ikke til lejren, hvor de ellers skulle hen. Efter betjenten er kørt, bestemmer Laura sig for at ignorere ham, og de kører alligevel til lejren, hvilket senere viser sig at være en dårlig ide, af grunde jeg ikke vil spoile.
Efter prologen vender vi tilbage til lejren noget tid efter de to lejrledere ignorerede betjenten. Her møder vi en ny flok unge lejrledere, som efter at ungerne er taget hjem, er ved at pakke deres grej, da de skal rejse hjem samme dag. Flere af de unge mennesker er blevet lidt varme på hinanden, og det hele minder meget om Until Dawn. En af de unge mennesker, som hedder Jacob, er blevet forelsket i den smukke, unge influencer Emma, og han saboterer derfor den bus de alle skulle køres hjem i. Det hele oser af B-film, af slasher-stemning, af ja, Until Dawn.
Men som det så oftest er med slashere og B-film, så stødte jeg også her på et ret enormt plothul, som jeg faktisk føler er værd at nævne. Selv jeg der aldrig opdager plothuller studsede noget så groft over det her. Kan du huske Jacob, der saboterede bussen hjem for at kunne tilbringe mere tid med Emma? Han spørger nemlig Kaitlyn, som er en af de unge kvinder i lejren, om hvordan man i givet fald kan sabotere en bil, så den ikke kan køre, men nemt kan repareres. Dette glemmer hun senere i spillet, da de ikke kan få bussen til at køre, kun kort tid efter Jacob spurgte. Det føles ikke som et godt tegn i forhold til resten af historien, at der er så store plothuller allerede i spillet. Jeg ved godt at Supermassive går efter en B-film atmosfære, men derfor behøver der ikke være sekvenser, hvor man tager sig til hovedet.
Man kunne lokkes til at tænke at Until Dawn og The Quarry er meget ens, men jeg synes karaktererne føles mere realistiske i sidstnævnte spil. Jeg var selv stor fan af Emma, som hurtigt kunne mistænkes for at være den typiske cheerleader-hystade, som man har set i så mange amerikanske film, men hun er faktisk ret sej, og intelligent, selvom hun kan være lidt hård mod Jacob, så er det absolut fortjent, da han er skyld i alt, de unge kommer til at opleve den sidste nat i lejren. Ryan, der er en mere stille gut, som elsker at høre podcasts om paranormale begivenheder, er også en ret fed karakter, mest fordi der er to andre karakterer der prøver at score ham, men han er ret ligeglad. Jeg kan godt lide karaktererne, og det at de er mere realistiske får mig også til at tro og håbe, at resten af spillet ikke er en stor gyserfilm, som Until Dawn var det, men at der også bliver ro til at se dem udvikle sig.
I stedet får jeg tydelige X-Files vibes med den del af historien jeg har oplevet, hvilket lige er mig. Så de mange unge mennesker og de større skuespillere, der er i spillet, gør at jeg glæder mig til at opleve historien i sin helhed. Disse er legender som førnævnte Ted Raimi, som jeg elsker, da han, i min verden, er en meget undervurderet skuespiller, og som spiller fabelagtigt i den bid af spillet jeg har oplevet. Lance Henriksen er også med, som man kan finde i film som Alien-serien, og David Arquette som man har set i Scream-serien. Så der er en masse kendte ansigter i spillet, og det tyder godt for resten.
Rent mekanisk er The Quarry i bund og grund et eventyr med en masse såkaldte "quicktime"-sekvenser, og har du spillet tidligere Supermassive-titler, så er det ikke fordi den dybe tallerken genopfindes konsekvent her. Så for at overleve forskellige scenerne med de diverse karakterer, der tilsyneladende kan kradse af hvert øjeblik det skal være, så skal man indtaste sekvenser af knaptryk på sin controller. Der er også sekvenser hvor man skal holde sit vejr igennem de samme knaptryk. Dette er som taget ud af Supermassives The Dark Pictures-serie. Jeg er ikke personligt stor fan af disse hurtige knaptryk, som The Quarry benytter sig af, men jeg må indrømme de giver en vis spænding, og de kan også fører til at scener kan ende helt forskellige steder. The Quarry har dog muligheder for at man helt kan undgå disse knaptryk, så spillet selv tager sig af dem, men det betyder også at sværhedsgraden falder ret drastisk til hvad jeg kun kan beskrive som latterligt nemt. Muligheden er der dog, skulle man have svært ved disse hektiske sekvenser.
Udover disse sekvenser, så styrer man rundt med sin karakter, og skal lede efter beviser, som sammen skal give en ide om hvad der foregår. Hvis man for eksempel finder en tegning fra et barn i lejren, vil der under det være flere spørgsmålstegn, som bliver til udråbstegn når man finder andre relevante beviser, og på den måde kan man få sandheden at vide, for sandheden er jo som bekendt derude et sted.
Pointen er at det igen bliver historien, karakteren og hvor meget spillet tillader spilleren at forme sin egen fortælling der bliver det afgørende, snarere end mekanisk dybde. Supermassive ved, om ikke andet, hvad det er de går efter her, og man kan kun respekterer dem for at satse hårdkogt på nogle få ideer, i stedet for at favne for bredt.
Supermassiver siger ikke bare at dette er deres mest tilpasselige spil til dato, men også det flotteste, og gud hvor har de ret. Det er godt nok et flot spil. Jeg kunne køre spillet på de vildeste grafiske indstillinger, og i visse scener kunne jeg ikke se forskel på grafik og virkelighed. Det vil sige at det så ud som en film, selvom det var 3D-grafik. Det var umådeligt smukt. Der var dog nogle grafiske fejl hen ad vejen, især de unge menneskers hår, som gik amok og opførte sig meget kaotisk. Samlet set er jeg dog uhyre imponeret, og jeg glæder mig virkelig til at se om denne kvalitet bibeholdes senere i spillet.
The Quarry, ser virkelig spændende ud, baseret på det jeg har spillet om ikke andet, og jeg håber det kan leve op til det potentiale der har været fremvist i den demo jeg har spillet.