The Pale Blue Eye

Selvom navnet "Scott Cooper" ikke ligefrem er en fast del af popkulturen, så er han faktisk efterhånden ret indflydelsesrig instruktør, der har skrevet og instrueret en række skelsættende film der vandrer balanceret på linen imellem mere intim indie-filmmageri og noget langt mere grandiost.

Hans film kommanderer budgetter, byder på stærke præstationer fra et dedikerede ensemble casts, men det ville være svært at kalde dem "easy viewing". Film som Out of the Furnace og Hostiles er decideret hårde at se, da de portrætter desperate skæbner og uhyggelige scenarier. Naturligvis har han også lavet mere traditionel popcornunderholdning, såsom Black Mass og senest den kedelige gyser Antlers, som vi gav nogle særdeles hårde ord med på vejen.

Hans nyeste film hedder The Pale Blue Eye, og er på papiret et slam dunk. Christian Bale vender tilbage, og får denne gang selskab af skuespilleren bag Dudley Dursley fra Harry Potter-filmene, Harry Melling (og der er sket rigtig meget siden da). De to flankeres af stjerner som Gillian Anderson, Charlotte Gainsbourg, Robert Duvall og Toby Jones - det er virkelig ikke for sjov det her.

Filmen er baseret på romanen af samme navn, og tager udgangspunkt i en række grusomme mord begået omkring det amerikanske militære akademi i West Point, New York i 1830. Her kalder øverste kommando på efterforsker Augustus Landor, spillet af Bale, fordi ikke bare er en kadet blevet hængt - hans hjerte er blevet skåret ud efterfølgende. Han får desuden hjælp af en ung Edgar Allan Poe, der spilles af Melling, og som endnu ikke har påbegyndt sin litterære rejse.

The Pale Blue Eye følger tæt i samme spor som Coopers tidligere værker rent tonemæssigt, og består af lange skygger, dunkle hensigter og mennesket når det er allermest egoistisk, brutalt og hyklerisk. Coopers film handler altid om det værste i os, men også om de forståelige bevæggrunde der ligger bag voldsomme handlinger.

The Pale Blue Eye er en detektivfilm i brede træk dog, og vi præsenteres for en efterforskning fra ende til anden, hvor Landor, på bedste Sherlock Holmes-vis, konstant indikerer overfor seeren at han er ét skridt foran. Jo, der er komplikationer, og ondsindethed, men Cooper formår altid at forankre det i naturen. Her er det de snedækkede New York-egne, stearinlysbelyste tavernaer og pompøse obduktionslokaler, og det kombineres til en film man vist kun kan kalde visuelt fængende fra ende til anden.

Alle leverer desuden afmålte men overbevisende præstationer. Særligt Bale er decideret underspillet her, men formår altid at fremmane en central troværdighed i sine karakterer. Han er bare en af de bedste skuespillere i verden, ingen tvivl om det. Det er dog Harry Melling der stjæler opmærksomheden takket være hans skrøbelige, poetiske og til tider en kende overspillede udgave af Edgar Allan Poe. Jeg spår ham en lysende karriere dog, og overfor Bales bryske gemyt er det en ret effektiv duo.

Det er ikke det samme som at The Pale Blue Eye ikke har problemer. Det er evidens her og der efter en film der er blevet stykket noget anderledes sammen i løbet af den sidste fase af produktionen, som om at noget mangler hist og her. Det er ofte tilfældigt i de her moderne "whodunnit"-film, og det er ikke fordi at den ikke fungerer. Men visse konklusioner sker for brat, uden den rigtige fanfare der skaber den nødvendige suspense. Der er et par scener der simpelthen mangler den gravitas som filmen ønsker at skabe, og det er enormt ærgerligt, når nu det med at "indhente" alt det som Landor allerede ved er et afgørende narrativt værktøj.

Det er ikke Coopers fineste værk, men beviser endnu en gang at han visuelt og narrativt er en man så absolut skal holde øje med, og du kan altså bruge tid på langt, langt værre film her i begyndelsen af det nye år.