The Order: 1886

The Order: 1886 er måske en af de titler, der er skrevet flest previews om, siden det blev annonceret. Godt nok havde jeg ikke selv fået kigget nærmere på det, men umiddelbart havde jeg ikke været specielt entusiastisk omkring det. Det så godt ud, men ikke fantastisk. Spillets historie og baggrund er ganske interessant, om end ikke særligt originalt. Det føltes kort sagt som en typisk lanceringstitel, noget der skulle have været udgivet samtidigt med PS4'erens lancering sidste år - et visuelt spektakulært værk men uden noget særligt kreativt når det kommer til historie og gameplay.

Efter at jeg nu rent faktisk har spillet det, finder jeg det langt mere interessant, og glæder mig til at prøve mere. Demoen jeg prøvede tog sit udgangspunkt i en mission hvor man befinder sig i en Zeppelin højt over jorden, og en enhed af Victorianske agenter rappeller ned langs siden af luftskibet. Det lignede en mellemsekvens da spilleren absolut intet skal gøre, og den grafiske livagtighed var dybt imponerende - det var en ren opvisning i PS4'erens grafiske kunnen.

Den grafisk høje kvalitet er som forventet høj, så lad os springe direkte til missionen. Inde i selve luftskibet er der en serie af korridorer, hvor man skal snige sig afsted, afbrudt af en række quicktime events og nogle små minispil. Der skal som i lignende spil laves stealth-takedowns, som skal udføres med et perfekt timet tryk på knapperne, og den mindste afgivelse fra perfektion resulterer i en øjeblikkelig død (og mange af dem) da der er mange vagter, der hellere end gerne vil trykke deres pistoler af i ansigtet på dig på klods hold.

AI'en der styrer soldaterne virker ikke til at være specielt avanceret. Patruljerne var ikke specielt opmærksomme på deres omgivelser, og mulighederne for at passivisere dem virker på mig til at være ganske begrænsede. Reelt set har man kun muligheden for at snige sig uden om på den ene eller anden måde, lidt mere variation ville være velkommen - for eksempel at udløse fælder- men disse er ikke at finde under demoen. Hvis du bliver opdaget, bliver du til gengæld afstraffet med en hurtig henrettelse og en genstart af banen.

Når det er sagt, så er stealth-mekanismerne ret intuitive, og ved flere lejligheder går min karakter - med det herlig navn Sir Galahad (det rigtige navn er Grayson) i dækning helt automatisk. Man kan dukke sig og krybe igennem sektioner af en bane for at undgå vagterne, ikke særlig raffineret, men det virker, og mekanikkerne bag snigerdelen af spillet fungerer ganske solidt.

Stealth-delen bliver punkteret af minispil der dog ikke er vanvittigt engagerende. Spillet er sat i et Victoriansk univers med visse sci-fi elementer, som man har set det før. Selvom det alternative univers har sin charme, så tager det for lang tid at bruge den mystiske teknologi til eksempelvis at lukke magnetisk forseglede døre op og lave andre mere trivielle opgaver. Med lidt held er det noget, der går hurtigere, når man er mere øvet.

Der er en masse historie i åbningsdelen af spillet, og selvom at det ikke var første mission jeg spillede, var det stadig på et tidligt stadie i spillet. Sammenhæng i spillets historie bliver forklaret i mellemsekvenserne. Dette giver en noget udynamisk start og stop-fornemmelse i missionerne, men det var stadig interessant nok til at jeg gerne vil finde ud af mere efter kun at have spillet en så kort del af spillet. Det er svært at undgå spoilers, men man kan hurtigt konstatere, at der er en historie med en oprørsgruppe der kæmper mod Ordenen som spillet er navngivet efter. Herudover er der en tredje fraktion, en overnaturlig fjende som er hovedmodstanderen i spillet. Jeg glæder mig allerede til at finde ud af hvordan det hele hænger sammen.

Der var interessante historiemomenter, gode visuelle effekter, og noget fængende i miljøet som blev ved med at holde mig fanget i den meget liniære indledning. Sådan cirka halvvejs kom der dog en del mere kød på spillet. Der var især en sniper-sekvens som jeg virkeligt inderligt nød i fulde drag.

Da jeg skuede gennem kikkertsigtet, var jeg i stand til at nedlægge fjendtlige soldater, og som flere og flere kom til, blev tingene mere og mere hektiske. Som ved alle andre pressepræsentationer var sværhedsgraden ikke specielt høj, og de følgende kampsekvenser blev overstået uden at en genstart var nødvendig. Eneste genstart kom efter en qucik-time event. De er umiddelbart den svageste del af spillet, og er desværre spredt rundhåndet ud.

Sniper-delen af spillet endte med at være en traditionel "hjælp dine venner med dækild", men skududvekslingen var nu ganske underholdende. Fjenden overraskede mig ikke på noget tidspunkt, men de er snedige nok til at stikke deres våben ud og skyde løs, mens de selv holder sig bag skjult bag et hjørne - og med et sigte, der er ret imponerende for personer, der skyder i blinde. Det var et rent skydetelt, og det skal nok blive sjovt med en højere sværhedsgrad.

Udover sniper-scenariet var der også en del skudvekslinger i blandt andet et køkkenmiljø. Ikke noget fancy, men dog stadig ganske overbevisende, også rent visuelt, medmindre at man tager det det faktum i betragtning, at det skal forestille at foregå ombord på en Zeppeliner. Imod slutningen af demoen jagtede jeg en fjende igennem luftskibets indre stuktur (som er en masse forstærkninger, skelettet om man vil), i et desperat forsøg på at undgå at fjenden nåede sit mål. Der var et dejligt øjeblik, dog en mellemsekvens, hvor mindre luftballoner forlader luftskibet som en del af en større evakuering grundet en eksplosion. Hver af disse redningsfartøjer var fyldt med NPC'er, og svævede i sikkerhed. Den fjendtlige patrulje blev naturligvis ombord, for der er jo intet sjovt i at undslippe uskadt. Kort efter endte demoen. Efter at have sluppet controlleren var mit indtryk ret positivt, langt mere positivt end da jeg startede.

Det er dog en forholdsvist almindelig shooter, og ligesom sit victorianske miljø føles designet rimeligt konservativt. Men når spillet åbner sig op, gemmer der sig nogle gedigne skududvekslinger i spillet, man kan næsten mærke den kinetiske energi, der bliver afgivet fra ens våben, og det at skifte våben giver en markant anderledes fornemmelse. At kunne ramme er essentielt og belønner straks spilleren med en hurtigere fremgang i spillet. Selvom at jeg næsten glemte at bruge granater (vi var trods alt på et luftskib fyldt med eksplosiv gas), så giver de også ekstra muligheder til spillet. Der er ikke overdrevet mange, men de er der, og det var nok til at holde mig fanget.

De liniære sektioner er næppe det, der kommer til at sælge spillet, de åbne område er begrænsede i antal, men til gengæld ganske underholdende. Hele opsætningen af Zeppelinbanen var ganske spændende, og de uforudsigelige momenter var spændende, om end det som sagt føltes lidt underligt at være i heftig ildkamp ombord på et luftskib højt over skyerne, omgivet af mange eksplosive gasser. Der var en masse snig-elementer, mere end i E3 demoen, der var langt mere action-orienteret. Da jeg ikke har spillet begge giver det dog ikke de store muligheder for at sammenligne. Det har Nick Holmberg fra vores GRTV-afdeling dog, og han foretrak den mere acitonbaserede E3-udgave.

Hvis udvikleren Ready At Dawn formår at lave det rigtige forhold mellem snigeri og hardcore-skydespil har de fat i den lange ende. De har under alle omstændigheder overgået mine personlige forventninger. Der er lidt for mange quick-time events til min smag, og minispillene er som i alle andre spil, hvor de optræder, ikke rasende interessante.

Resten af spillet var dog ganske underholdende, og fremtræder ikke som et spil der stadig er under udvikling. Men det handler om balance, og jeg ser frem til at kunne spille det hele til februar. Meget vil afhænge af hvordan spilstudiet kan bibeholde de gode dele af spillet, således at det ikke bliver trukket ned af de mere generiske dele af spillet. Når de rammer de gode dele, når kuglerne flyver om ørerne på dig, og når du har større handlefrihed, er spillet nemlig rasende sjovt.