The Matrix: Path of Neo

Kan du huske det? Suset i maven første gang du overværede det fantastiske første afsnit af Matrix-trilogien. Det var ren filmhistorie og et af de få tidspunkter, hvor film bliver til ren magi. At de to efterfølgende film gjorde deres bedste for at forvirre, forpurre og afskrække de forventningsfulde fans, var et uventet antiklimaks, og at det første spil bygget over filmen fulgte samme stil, gjorde det ikke bedre. Trilogiens antiklimaks var dog småting i forhold til hvad fans af det talentfulde udviklerhold Shiny skulle trækkes igennem.

Den lille amerikanske udvikler med den karismatiske Dave Perry i front, havde, inden de gik i gang med fortolkningen af filmen, udviklet alt fra successerien Earthworm Jim til et af spilhistoriens mest undervurderede strategispil, Sacrifice. Pressede deadlines og kravet om kreativ kontrol fra instruktørbrødrene bag filmen, som aldrig havde arbejdet med spil før, resulterede i et papirtyndt actionspil, som med rette blev begravet i bandeord og forundring af den samlede presse. Vel vidende at der skulle ske noget radikalt anderledes, har det derfor været ekstremt sparsomt med informationer fra Shiny de sidste to år. Langt væk fra pressens søgelys og til tider paparazzilignende nysgerrighed, har firmaet nemlig arbejdet på deres personlige fortolkning af, hvordan trilogien i første omgang skulle være præsenteret som spil.

Path of Neo er en nøje udvalgt sammensmeltning af den samlede historie fra de tre spil, som delvist fortælles via filmklip og scener, hvor du får lov til at gengive de kendte actionscener med kontrollen over verdens eneste redning, Neo. Med kameraet placeret i tredjeperson, er det op til dig at dele prygl ud til alle der måtte stå i din vej, og dette gøres ligesom i filmen bedst med en blanding af slag, spark, skydevåben og slow-motion effekter.

Desværre lyder det ikke kun som det katastrofale spil, vi i de forgangne år har prøvet at glemme - det både ligner og føles også som mere af det samme, selvom det er tydeligt, at Shiny har prøvet at dreje og pille ved de skruer og bolte, der udgjorde de mest fatale fejl ved det forrige spil. Kampsystemet er blevet kraftigt udbygget og byder nu på langt flere kombinationer og specialtricks, som både giver mere variation og som i højere grad får kampene til at ligne noget fra filmene. Desværre har det udvidede sortiment af bevægelser også betydet, at du i enkelte situationer vil skulle bruge tre til fire knapper samtidigt, og det er oftest alt for besværligt i kampens hede. Kontrollen virker desuden ulogisk opbygget og det giver en dårlig smag i munden, når du er omringet af adskillige bevæbnede fjender og har svært ved at forsvare dig selv, fordi du aldrig helt ved, hvor de forskellige funktioner ligger på kontrolleren.

Selv med et rodet kontrolsystem, var det absolut mest frustrerende ved den tidlige udgave af spillet dog, at det simpelthen ikke virkede, som om den aldrende spillemaskine kunne følge med. Min PlayStation 2 hostede og spruttede, mens den prøvede at pumpe billeder op på skærmen i en rimelig hastighed, og det skyldtes givetvis, at Shiny simpelthen har prøvet at uddrive for meget af konsollen.

Lige fra udviklingen af RT-DAT grafikmotoren, der i sin tid var revolutionerende og muliggjorde spil som Messiah og Sacrifice, har Shiny været kendt for at skubbe til de tekniske grænser. Med Path of Neo har det betydet, at spillet er et af de første, der bruger Normal Mapping, som er den virkelighedstro måde at lave grafik på, og som man blandt andet har set i Chronicles of Riddick på Xbox. Oven i hatten har man kommet endnu et utal af effekter i og afsluttet det hele med den forfærdelige blur-teknik, der specielt er kendt fra Metal Gear Solid-serien. Resultatet er et spil, der skulle have skubbet de tekniske grænser på platformen, men som at dømme ud fra min tidlige udgave, ender i en haltende, hakkende, grafisk mudderpøl, vi kun kan håbe på bliver pudset gevaldigt op inden spillet kommer i handelen.

Jeg havde håbet på, at muligheden for selektivt at plukke de bedste scener fra de tre film, havde resulteret i et originalt og gennemarbejdet actionspil, men da jeg afsluttede den forsmag på spillet, og ikke havde lavet andet end at banke et næsten uendeligt antal soldater og agenter, følte jeg mig en smule berøvet. Hvor var spillet, som skulle give det samme sus i maven, som det første kapitel i filmtrilogien? Hvor var de overdådige effekter, der karakteriserede filmens revolutionerende actionscener? Hvor var kvaliteten, Shiny engang var kendt for? På min skive fandtes intet af det.

Det skulle alt sammen have resulteret i et sandt eventyr for den lille dygtige udvikler, der endelig fik sit helt store gennembrud med en af tidens største licenser i ryggen, men indtil videre har jeg svært ved at se, hvordan det skal ende lykkeligt. Det er muligt at min tidlige udgave endnu står overfor en finpudsning af episke proportioner, og vi har stadig ikke glemt hvad Shiny er i stand til, men det hele ser unægtelig lidt mørkt ud lige nu. Neos evner til at forme verdener, som han ønsker, synes stadig ikke avancerede nok til også at kunne resultere i et ordentligt spil.