The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim

The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim er New Line Cinemas tilbagevenden til The Lord of the Rings-franchisen, ti år efter afslutningen af The Hobbit-trilogien. Det er en film, der, som mange påpegede, da den blev annonceret i 2021, er blevet lavet for, at New Line Cinema (datterselskab af Warner Bros. Discovery) kan beholde filmrettighederne til netop Lord of the Rings, The Hobbit og dens appendikser. Så ja, på en måde svarer det til de underlige Spider-Man spin-offs fra Sony eller det forfærdelige 2015 Fantastic Four reboot fra Fox, lavet kun med det formål at beholde IP-rettighederne.

Heldigvis er den bedre end nogen af disse film, da den præsenterer et forfriskende anderledes take på en verden vi alle efterhånden kender ret godt: det er en anime-film fra en kendt japansk instruktør, Kenji Kamiyama (instruktør af Blade Runner: Black Lotus og Ghost in the Shell: Stand Alone Complex). Dens animeformat ender med at være den eneste ting, der retfærdiggør filmen, da du har set denne historie før (nogle steder næsten bogstaveligt talt), men nu ser du den som animation i stedet for live-action. Og selv det har alvorlige begrænsninger, for selvom animationen er teknisk god - med nogle smukke billeder - foregår den på for få fysiske lokationer og føles for begrænset og kedelig, når man tænker på potentialet i en animeret genfortolkning af Middle-Earth. Så ja, jeg ved ikke rigtig hvad jeg forventede, men mine forventninger blev i hvert fald ikke rigtig indfriet.

Publikum er allerede blevet underholdt af (eller udsat for, alt efter hvem man spørger) Prime Videos The Rings of Power, som er let inspireret af filmenes æstetik, men bygger alt op fra bunden, så de vil måske føle sig lidt forvirrede, når de hører Howard Shores ikoniske score i begyndelsen af The War of the Rohirrim.

For at maksimere båndene til filmene, hvilket ender med at være kontraproduktivt, indtager Miranda Otto også sin rolle som Éowyn (i virkeligheden er hun bare en navnløs fortæller), og filmen genbesøger velkendte steder fra kernetrilogien: Kingdom of Rohan og Helm's Deep, dog før det blev kendt som Helm's Deep. De ser præcis ud, som man husker dem fra The Two Towers, hvilket vil være et plus for fans, men også føles som en ulempe for dette animerede alternativ, da alt føles for velkendt.

Historien er inspireret af bilagene i The Lord of the Rings om Rohan-dynastiet og foregår 183 år før The Lord of the Rings, hvor den fortæller historien om Helm Hammerhand og hans datter, som J.R.R. Tolkien ikke navngav. Manuskriptforfatteren Philippa Boyens, som skrev alle de seks tidligere The Lord of the Rings-film, besluttede at fokusere på hende og gav hende navnet Héra, efter Hera Hilmar, den islandske skuespillerinde fra Mortal Engines. Som Tolkien selv, der baserede en stor del af Rohans hær på middelalderens England, baserede Boyens Héra på den historiske figur Æthelflæd.

Historien er meget ligetil. Forvent ikke mange politiske intriger mellem de kongelige familier i Rohan og Gondor, da det begrænsede antal karakterer er ret endimensionelle, især den svage skurk. Der er også nogle meget korte tilbageblik på historien om Sauron og ringene, men filmen er i høj grad bygget op omkring Héras historie, hendes familie og en konflikt, der mangler ægte følelsesmæssig ræsonans.

The Rings of Power, Amazons tv-serie, er blevet stærkt kritiseret for at have for mange karakterer og steder og generelt være kedelig. Men efter at have set The War of the Rohirrim har jeg sat meget mere pris på den, fordi den afprøver nye ting, den er visuelt fantastisk (også uanstændigt dyr), og selv om mange af dens plotlinjer kun rammer i brede træk, og havde en meget hård start, vil den, hvis du har lidt tålmodighed, føre dig til virkelig fantastiske øjeblikke, som det skete i den meget undervurderede anden sæson.

Med The War of the Rohirrim er denne fornemmelse det stik modsatte. Den er meget let at følge, og det hele føles lettere uambitiøst, animationsstilen til trods. Det er simpelt, tilforladeligt og ligeledes bare kedeligt. Belejringen af Helm's Deep er et af de bedste øjeblikke i The Lord of the Rings-trilogien, og denne film beder dig om at se det igen med karakterer, du lige har mødt, uden nok baggrund eller tid til at holde af dem.

Det er alarmerende og ærligt talt skuffende, at en animationsfilm føles så reduceret i omfang og ser så almindelig ud på trods af, at den er teknisk velkonstrueret. Blandingen af realistiske baggrunde og effekter og 3D-kamerabevægelser med håndtegnet animation er nogle gange lidt mærkelig, men det fungerer. Der er bare ikke så meget at kigge på, for man har jo set det hele for 22 år siden.

The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim er en flot og underholdende film. Den har også smuk musik. Men historien er simpelthen ikke veludviklet eller relevant nok til at retfærdiggøre, at den er sin egen to timer lange film, når de fleste af nøglescenerne føles som en gentagelse af The Two Towers, sammenkædet med et svagt plot. Filmen har nogle antydninger af efterfølgere undervejs, men ingen af dem prioriteres eller er attraktive nok, når man kender dens placering i Middle-earth-tidslinjen (der foregår mindre end to århundreder før The Lord of the Rings).

Det er forståeligt, at New Line Cinema ikke ønsker at miste filmrettighederne til en af de største filmtrilogier nogensinde, men de er nødt til at finde bedre og mere ambitiøse historier. The War of the Rohirrim er ikke en dårlig film i sig selv, men den lever i skyggen af det, der kom før. Og dens største redning, at det er en anime-film, er også dens største mangel. Animation skal bruges til at lade kunstnernes fantasi løbe løbsk, ikke bare til at kopiere det, der allerede blev bygget for 20 år siden.