The Legend of Zelda: The Wind Waker HD

Hast har aldrig været en dyd for Nintendo i forbindelse med udviklingen af nye spileventyr. I stedet har det til stadighed virket som om den japanske gigant har givet deres spil lov til at få den udviklingstid, de har krævet for at leve op til deres potentiale.

I en verden hvor digitale spilbutikker altid står klar med nye, billige spiloplevelser, og hvor kampen mellem Sony og Microsoft betyder at vi nærmest ugentligt bliver bombaderet med nye actionbrag, har den beslutning ikke altid gjort den tålmodige, japanske gigant populær. Men selv klageskrig fra alverdens utålmodige fans har førhen ikke kunnet rokke mastodontens tillid til egne vaner. Noget virker dog til at have ændret sig.

Som de fleste der regelmæssigt følger med i spilnyhederne ved, har Wii U det hårdt, og lever salgsmæssigt ikke op til forventningerne. Det skyldes i høj grad at Nintendo aldrig før har været så lang tid om at være klar med nye eventyr til konsollen. Vi er godt nok blevet lovet nye Mario, Donkey Kong og Zelda-eventyr, men de er alle stadig et stykke ude i fremtiden, og med det i tankerne er det svært ikke at se Kyoto-gigantens første HD-opdatering som andet end lidt af et hurtigt sammensat plaster på såret.

Det lyder måske alt sammen en smule sortseerisk, men uanset om der er hold i konspirationsteorierne eller ej, glemmer man det hurtigt når Wind Waker HD toner frem på skærmen. For sjældent kan jeg huske at have oplevet et spil emme så meget af eventyrlyst og blåøjet gåpåmod, blot et par minutter efter det er startet.

Fortællingen starter stort set ud som i alle seriens andre kapitler, men udvikler sig senere med et par twists, der i Zelda-regi gør den til en af seriens mest fængende. Alt hvad du behøver at vide er dog, at Link slår sig sammen med en gruppe pirater for at redde sin kidnappede søster, samt at Ganondorf naturligvis er den ondskabsfulde skyggeskabning, der planlægger at overtage magten via den magiske Triforce.

At Wind Waker er et eventyr fra en anden tid, får man tydeligt at smage inden for de første par timer. På den første egentlige bane skal man således infiltrere et fort, hvilket blandt andet skal gøres ved at snige sig afsted og undgå både vagter og spotlys. Snigeriet er hverken særligt passende for serien eller særlig sjovtt, og det virker mere som en beslutning taget af en udvikler, der på daværende tidspunkt lod sig influere lidt for meget af resten af spilverdenen.

Den kedelige start er dog hurtigt glemt, for efter at have mødt den vise, talende båd King of Red Lions, åbnes der lige så langsomt op for et eventyr, hvor udforskningen står i højsædet. Friheden har sjældent været større i serien. At sejle verdenen tynd mens man søger efter nye øer, skattekister og sjove personligheder, fungerer så godt at der ikke er noget at sige til, at Nintendo sidenhen har genbrugt ideen et par gange.

At krydse det enorme hav i HD-versionen af Wind Waker tydeliggør dog igen en af eventyrets mere uheldige sider, for med så meget plads at sejle på, kan det hele godt komme til at virke en smule tomt engang i mellem. Ligeledes var et af de store kritikpunkter ved udgivelsen af spillet, at det ofte tog alt for lang tid at sejle mellem de forskellige steder, og selv om det er et problem Nintendo har forsøgt at fikse, undrer jeg mig over deres løsning. Man kan således finde det såkaldte Swift Sail som gør det hele nemmere og hurtigere, men at skulle bruge ekstra tid på at finde løsningen på en spil-skavank, i stedet for blot at udstyre spilleren med det fra starten, virker mildest talt mærkværdigt.

Personlighederne og opgaverne i særdeleshed gør dog mere end op for de til tider lange og tomme sejlture. Med den tegnefilmslignende grafikstil lykkedes det i sin tid udvikleren at give de mange figurer flere udtryk og dermed mere personlighed, end hvad der tidligere havde været muligt i Zelda-universet, og det element af eventyret holder stadig. Man kommer hurtig til at holde af hovedpersonerne, og selv Ganondorf viser hen mod slutningen mere dybde og motiv end tidligere.

Det bør dog ikke komme som nogen overraskelse, at det er de puzzle-fyldte missioner, der er oplevelsens højdepunkt. Her bliver ikke leget særlig meget med originaliteten, og du kan derfor forvente den typiske blanding af kamp og puzzles som skal løses via de trofaste værktøjer som boomeranger, bomber, buer, magiske armbånd og naturligvis gribekrogen. Banedesignet er dog virkelig godt, og består på typisk Zelda-maner af opgaver, der både er udfordrende og logisk opbyggede.

Det er også i missionerne at Wii U-controllerens trykfølsomme skærm bedst kommer til rette, for det fungerer rigtig fint, at man hurtigt kan placere de forskellige værktøjer på de forskellige knapper, uden at skulle igennem spil-stoppende menuer. Det kan også lade sig gøre at sigte fra første person ved at bruge skærmen på controlleren, men for mit vedkommende gjorde det sjældent oplevelsen nemmere.

Den grafiske opdatering fortjener også ros, og selvom det faktisk er begrænset hvor meget Nintendo har pillet ved det originale udtryk, er her tale om en smuk oplevelse, som for det mest får en til at glemme at det faktisk originalt blev udgivet for knapt ti år siden. Farverne er blevet peppet op, overfladerne har fået fjernet deres kanter, og det hele er tilsat bløde skygger og lys. Resultatet er et udtryk, der for det meste er smukt og afsindigt passende til selve eventyret, og kun sjældent byder på host i billedhastigheden samt vinkler hvorfra det nye lyssystem eksponerer de få mangler hist og her.

Uden at genopfinde oplevelsen er Nintendo gået effektivt til værks med opdateringen af The Legend of Zelda: The Wind Waker, og selvom man godt kunne have ønsket sig decideret nye missioner, hjælper det at udvikleren i det mindste har balanceret de værste fra originalen langt bedre i denne omgang. Med andre ord er jagten på Triforce-stykkerne nu knapt så utålelig.

Der er dog ingen tvivl om at Wind Waker er et af de mest traditionstro Zelda-eventyr der nogensinde er lavet, og hvis du allerede har erkendt, at du er blevet træt af formularen, vil det her med al sandsynlighed ikke være noget for dig. Både Twillight Princess og Skyward Sword forsøgte på hver sin vis at forny flere af seriens mest standardiserede elementer, og det får fra tid til anden Wind Waker til at virke ældre og mere umoderne end det egentlig er.

Hvis den kritik ikke rammer dig, bør du dog hurtigst mulig anskaffe dig The Legend of Zelda: The Wind Waker HD til din hungrende Wii U, for det er stadig en aldeles underholdende eventyr, der er fyldt til bristepunktet med charme, sjove personligheder og udfordrende missioner.