The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom udkommer til Nintendo Switch i morgen. Der blev åbnet op for anmeldelser over hele verden i dag kl. 14.00 og kort efter kunne OpenCritic meddele, at spillet var det højest ratede nogensinde på tjenesten med en gennemsnitsscore på 97,223.
Også Metacritic kunne kort efter embargoen på anmeldelser var blevet løftet, melde ud at The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom nu var det bedst ratede spil i år med en samlet score på 97 og var dermed også det bedst ratede spil i de sidste fem år på tjenesten.
I skrivende stund er scoren dog faldet ned på 96 på Metacritic, mens det stadig ligger på 97 på OpenCritic.
Den samlede netværkskarakter på tværs af Gamereactor sites landede på 9,4 og du kan læse Troels' anmeldelse af spillet her. Er du klar til det nye Zelda i morgen?