The Legend of Zelda: Skyward Sword

Ringen er sluttet med The Legend of Zelda: Skyward Sword. Det er omega til Twillight Princess' alfa, og kulminationen på Nintendos tossede projekt, der endte med at hedde "Wii", men hvis efternavn altid vil være Revolution.

For Skyward Sword er ikke bare et spil, det er hele Wii'ens raison d'être. Det tager al den erfaring og geni, et af verdens bedste udviklerhold er i besiddelse af, og krystalliserer det til en oplevelse, der næppe kan gentages. Ikke nok med det. Dette Zelda opfylder barndomsdrømmen om at svinge med et sværd og bekæmpe monstre og skurke, redde møer i nød og flyve gennem skyerne på ryggen af en Loftwing. I min barndom var det godt nok en drage, men I forstår hvad jeg mener.

Når jeg siger at dette Zelda ikke kan gentages, skyldes det for det første at Nintendos næste konsol, Wii U, forandrer controlleren endnu mere. Tabletten vil ikke kunne matche den sublime styring, der bliver budt på her. For det andet, hvad end det skyldes tidsrammer for udvikling eller branchens retning, kommer vi næppe til at se noget som dette igen, i hvert fald ikke i mange, mange år. Og af de årsager er dette Zelda endnu mere særligt.

At tale om Zelda går langt ud over at beskrive grafik, teksturer, visuelle effekter, musik eller banedesign. Skyward Sword er en symfoni hvor alle elementer er finpudset til perfektion. Det er japansk design, men mekanikkerne har præcision som et schweizer-ur. Der er ingen overflod, og ingen mangler. Alt er her af en årsag. En sætning i starten af eventyret, blot en tilfældig kommentar fra en figur i baggrunden, kan vise sig at være et spor, der hjælper en i slutningen af spillet.

Intet er overladt til tilfældighederne, alt er gennemtænkt, og alting giver mening i sidste ende.

Skyward Sword tager fuld kontrol over dine følelser. Du vil føle dig som Kong Arthur der trækker Excalibur op af stenen, en glædelig overstadighed der kommer af at vide, at dette blot er begyndelsen, og at der er store ting på vej. I Skyward Sword vil du stå over for udfordringer, der ikke bare prøver dine evner som kæmper, men også udfordrer din kløgt. Du vil sidde fast i dungeons, udforske hvert et rum, hvert et hjørne og hver en detalje, sværge at spillet har en bug for så pludselig at se lyset og regne løsningen ud. Intet andet spil giver den samme følelse af sejr.

Og efter tyve år ville man måske tro at vi har set alt. Men nej. Det er ligesom det, der skete med Super Mario Galaxy. Hver gang vejen bugter sig, hvert nyt lokale, hvert dungeon, hver en boss... Skyward Sword mister aldrig sin evne til at overraske spilleren, og det bedste er, at det gør det med elementer, der har været en del af serien siden dens fødsel.

Det er med en vis stolthed at vi indser, at der stadig er spil der ikke bare behandler spilleren med respekt, men ærer dem for deres dedikation, belønner dem for deres studeren. Det kender sine dyder, og vil have dig til at svælge i oplevelsen.

Puzzles kommer med halsbrækkende fart, efterhånden som vi begiver os fremad. De findes ikke kun i dungeons, men også ude i spilverdenen.

Du skal holde styr på mange ting samtidigt, men det føles mere sammenhængende, og resultatet er en større fornemmelse af at have opnået noget med hvert et mål, du når. Og som om det ikke var nok, får man en helt ny verden af muligheder fra ryggen af ens Loftwing: verdenen i himlen, langt væk fra Hyrules hast og stivhed, og hvor det står en frit for at "spilde tiden" ved at deltage i væddeløb, finde skatte, eller bare nyde følelsen af at flyve.

Når du kæmper i Skyward Sword, er det dig, der bestemmer svingets retning. Du er nødt til at observere fjenden, studere ham. Du må være i stand til at finde hullet i deres forsvar og angribe med det rette slag på det rette tidspunkt.

Hvad end du bruger skjoldet eller undviger, bliver kampene en unik oplevelse, der bliver stadigt mere komplekse, indtil du når visse bosskampe, der tilbyder samme følelse af triumf som de forskellige puzzles gør. Sublimt.

Men Skyward Sword er ikke bare et spil, der skal overvindes, det skal også beskues. Måske er det mønstret i en dør, der vækker minder om barndommen med NES-controlleren i hånden. Måske er det når en ny figur præsenteres, eller vi ser en ny udgave af et kendt navn. Måske er det den ildspyende drage-gargoyl, der får os til at stirre på den i et helt minut med et fjoget grin, benovede over dens design-linjer og måden lavaen flyder på. Den simple handling af at krydse et edderkoppespind, blive fanget af det og derefter vriste sig fri med heroisk styrke er i sig selv en episk kulisse.

Fra miljøer til fjender er det hele en hyldest til princippet om kreativitet og kunst i spillerens tjeneste. Hvis en fjende har et horn hængende fra sit bælte, er det ikke tilfældigt, men fordi det vil blive brugt til at kalde kammerater til, hvis han kommer i knibe. Vi han forsøge at dræbe ham, mens han lister rundt mellem sine håndlangere, eller prøve at snuppe hornet så han ikke kan kalde på hjælp. Du kan brage gennem situationer som disse, men man bliver belønnet for at eksperimentere, og der er forskellige måder at komme gennem enhver konfrontation.

Den tegnefilmsagtige stil hjælper spilleren med fra starten at åbne sig om for en verden, der ingen begrænsninger har. De sidste bosser er af en størrelse, der ikke er set før i serien, og hver har sin egen personlighed. Det samme gælder alle andre fjender, helt ned til de mindste flagermus.

Selv lyset har sin egen rolle, og fører os til forskellige sindstilstande uden vi opdager det. Fra lavaens truende aura til den klare blå himmelverden, leger Skyward Sword med vores humør som en dukkefører.

Men hvis der er noget, der hænger ved længe efter ethvert Zelda, er det musikken, som vi for nyligt oplevede i London. En harpe spiller tre akkorder, og vi retter os op i sædet fordi det betyder, at der sker noget om lidt. Trompeter blæser, og vi griber tættere om Wiimoten, for en fjende er på vej. Vi kan endda stå midt i byen Skyloft og lukke øjnene for at nyde et stille øjeblik.

Gamle og nye melodier blandes, og skifter med lethed fra en til en anden afhængigt af hvad vi laver. De spiller på vores følelser, ja, styrer vores humør, og alligevel har vi kontrol over dem, fordi de følger vores handlinger.

Det er dét, vi talte om i starten af anmeldelsen. Skyward Sword er langt mere end summen af sine delstykker. Det er umuligt at sætte pris på dets facetter hver for sig, for de blander sig med hinanden. Styringen er et kunstnerisk mesterstykke, der gør tingene lettere for spilleren, som bevæges af musikken designet til det specifikke øjeblik i spillet og den aktuelle handling.

Skyward Sword er ikke perfekt. Det er ikke det ultimative spil. Men når du sætter det i din Wii skal du vide, udover enhver tvivl, at dette er det bedste spil, du kommer til at spille i mange år. Det kan diskuteres om det er det bedste Zelda nogensinde, men det er det bedste spil, der kunne skabes lige nu.