The Last Worker

Kurt siger altid, at han arbejder hjemmefra. Eller, sandheden er nok mere, at han bor på sit arbejde - under mildest talt usle forhold. Kurt er den sidste arbejder på JFC-1 (Jüngle Fulfillment Center 1), verden største pakkecentral, hvor han i 25 år har sørget for, at sende pakker ud til forventningsfulde kunder og dermed opfylde deres inderste drømme. Eller det er i hvert fald mantraet i Jüngle Corporation.

Kurt havde engang tusindvis af kolleger, men det hele er nu blevet automatiseret, for at opnå endnu større effektivitet og endnu højere kundetilfredshed. Han bevæger sig rundt i den enorme pakkecentral, side om side med massevis af automatiseringer og bots, der udfører lignende arbejde - bare langt mere effektivt. Man forestiller sig lidt, at det er sådan Amazons pakkecentraler og centrallagre ser ud om ikke ret længe.

The Last Worker er et underligt spil - ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting. Der er her tale om et narrativt eventyrspil og historien er da også spillets stærkeste del. Kurt har altså været ansat i nærmest en uendelighed, men en dag bliver hans loyalitet bliver sat på prøve, da han bliver kontaktet af Hoverbird, som er medlem af en mystisk gruppe aktivister, der beder ham hjælpe med at vælte Josef Jüngle, verdens rigeste og mest indflydelsesrige mand og manden bag Jüngle Corporation - og Kurts arbejdsgiver. Herfra udvikler historien sig i uforudsete retninger og løbende lærer Kurt om hans chefs mørke sider og han må nu snart vælge mellem sit job eller aktivisme.

Man tager kontrol over Kurt og man bevæger sig rundt på hans JünglePod, en blanding af en palleløfter og en svævende scooter. Normalt plejer Kurt at passe sit arbejde med at bevæger sig rundt mellem kilometerlange hylder med pakker, som skal ud til kunder. Kurt skal sørge for, at pakkerne kommer afsted til tiden ved at transportere dem til afsendings-området, han skal huske at kassere pakker, som har enten den forkerte størrelse, den forkerte vægt eller som er blevet beskadiget.

Med sig har Kurt altid hans robot-sidekick og gode ven, Skew (en sjov fortolkning af SKU), som er en lille flyvende robot med en sød lille propel. Deres dialog er ganske underholdende og den leveres virkelig med overbevisning - mere om det lige om et øjeblik. Ved siden af at sørge for at pakkerne kommer ud til kunderne, så han ikke vækker opmærksomhed, så drager Kurt, sammen med Hoverbird og Skew, ud på mindre stealth-baseret missioner rundt omkring i JFC-1's mere mørke afkroge. Efterhånden får Kurt flere og flere egenskaber, så han blandt andet kan hacke låste døre og skyde vagt-bots ned. Det er simpelt gameplay og det er helt klart historien, som holder spilleren fanget og som giver lysten til at fortsætte.

Grafikken ser ganske flot ud og den har en kraftig tegneserie-stil. Karakterer og omgivelser er baseret på koncept-tegninger fra tegneserie-legenden Mick McMahon, som har stået bag Judge Dredd, Slaine og The Last American tilbage i 1980'erne og 1990'erne. Jeg er ikke vild med designet af Kurt, som virker lidt underlig malplaceret, men resten, lige fra menuer til selve verdenen det hele foregå i, virker ret gennemførte.

Som nævnt ovenfor, så leveres spillets dialoger med stor overbevisning. The Last Worker er tungt besat med diverse skuespillere, som lægger stemmer til spillets karakterer - og det kan man godt høre. Bag stemmen til hovedpersonen Kurt, står den islandske skuespiller Ólafur Darri Ólafsson (Murder Mystery, The Tourist, Banshee) og han gør det virkelig godt. Resten af skuespillerne leverer også overbevisende præstationer og her kan nævnes Jason Isaacs (Harry Potter, Star Trek: Discovery) som Skew, Clare-Hope Ashitey (I.T., Riviera, Seven Seconds) som aktivisten HoverBird og David Hewlett (Suits, Midway, Stargate) som Josef Jüngle. Musikken er i øvrigt skabt af Oliver Kraus, der tidligere har arbejdet sammen med artister som Adele, Christina Aguilera, Sia og Pink.

Alle disse navne kan dog ikke redde The Last Worker for mig. Det er som sagt et lidt underligt spil - og det fik aldrig rigtig fat i mig og man efterlades med indtrykket af et spil, som bare ikke er særlig spændende. Gameplayet er meget simpelt og det kan nogle gange være svært at regne ud, eller se, hvad man skal, så jeg sad fast flere gange. Derudover er der, mod slutningen af spillet, nogle underlige Flappy Bird inspireret minispil, som både er frustrerende og virkelig trælse. Det er på den anden side underligt tilfredsstillende at hente pakker og levere dem til de rigtige områder i Jüngle pakkecentralen og flere af stealth sekvenserne fungerer såmænd fint, men så kan der pludselig komme en sekvens, hvor man bliver efterladt uden at vide hvad man skal.

Endelig oplevede jeg flere gange, at events ikke blev aktiveret i spillet, så jeg måtte genstarte en opgave for at kunne komme videre. Der var andre mindre tekniske udfordringer, så i sidste ende endte det hele med at blive en lidt frustrerende oplevelse, selv om der under de frustrerende elementer, ligger en ganske interessant historie, som bliver leveret med overbevisning. Det kan desværre bare ikke opveje for spillets andre problemer.

The Last Worker fås til en lang række platforme og til PlayStation 5 og PC kan det i øvrigt spilles i VR, med PSVR2 og Meta Quest 2.