The Last of Us Remastered

Click...click...click. Lyden af de muterede clickers er nøjagtig så ubehagelig, som den var for mig i sommeren 2013. Jeg har halvklamme håndflader, og det er ikke sommervarmen lige nu, der får mig til at hive efter vejret, men derimod den mest skræmmende fjende, jeg har oplevet i spilform i nyere tid. At snige sig rundt, velvidende at de svampeinficerede menneskerester lurer om hvert et hjørne er nøjagtig så gribende som dengang.

Små detaljer som når mit dualshock klikker i højtaleren, hvis lommelygten tændes, er bare endnu en tilføjelse til en i forvejen solid lydside. Det er dog ikke kun lydeffekterne, der er med til at gribe mig i Naughty Dogs storspil. Troy Baker leverer et så gribende godt stemmeskuespil til figuren Joel, at der var tidspunkter, hvor jeg fik tårer i øjnene, alene grundet leveringen. Ashley Johnson er ligeledes overbevisende som pigen Ellie. Dynamikken mellen de to personer er fremragende, og efterhånden som historien udfolder sig, føler man med de to overlevende, når de begiver sig ud i det katastroferamte USA på en nærmest håbløs mission, der måske kan redde menneskeheden.

Jeg husker stadig hvordan den knugende fornemmelse af fare konstant lurede, og hvordan et af de få afbræk fra død og ødelæggelse stod for et af spilhistoriens smukkeste og mest fredfyldte øjeblikke. The Last of Us var for mig sidste års bedste spil uden konkurrence. Med The Last of Us Remastered får spillere verden over nu chancen for at tage på vandringen med endnu flottere visuelle effekter. Denne gang på PlayStation 4.

Første gang jeg sætter skiven i drevet, venter der mig en længere installationsproces, mens harddisken bliver 48 GB fattigere. Det fylder en del, og jeg er spændt på resultatet. Da jeg endelig griber controlleren og tager styringen i spillet, er jeg overrasket over hvor meget pænere det hele ser ud. The Last of Us på PlayStation 3 var en flot oplevelse, og jeg har hånden på hjertet ikke nogen ide om, hvor meget pænere, det kan komme til at se ud. Heller ikke selvom jeg ved, at udvikleren har lovet anti-aliasing, fiflen med animationerne, flottere opløsning og en superhurtig framerate (der i øvrigt kan låses til 30 FPS, hvis man ikke under nogen omstændigheder vil risikere at blive vidne til dyk i hastigheden under de travleste scener). Jeg ved at det bliver flottere at se på, men jeg er alligevel overrasket, da først spillet kører.

Det føles ganske enkelt som skiftet fra DVD til Blu-ray. Billedet er rasende meget skarpere, detaljegraden er skruet så meget op, at jeg til tider føler mig distraheret. Ligesom BD-skivens højere opløsning kunne være lidt for meget af det gode, da man skulle vænnes til det, på samme måde føles dette spring fra PlayStation 3 til PlayStation 4. Men det er ikke kun opløsningen, der er forbedret. Blændende stemningsfulde lyseffekter og reflektioner i glas og vandflader får mig til at føle, at jeg sidder med et nyt spil. Billeder gør det ikke ære, det skal opleves i bevægelse.

Easy, normal, hard og survivor var de fire sværhedsgrader på det oprindelige spil, men en ny sværhedsgrad kaldet grounded leverer så ubehagelig en oplevelse, at jeg ikke kan forestille mig nogensinde at gennemføre spillet på denne. Væk er energibarren, hints omkring knaptryk (selv på QT-events) og alle andre indikationer. Her får du en ren filmisk oplevelse uden ikoner og uden hjælp.

Den ret solide sidehistorie til The Last of Us med fokus på Ellie, som udkom efter spillets lancering følger også med på skiven (ligesom en making of video leveres med en day one-patch). Det er kort sagt den definitive udgave af dommedagsrejsen.

Naughty Dog har gjort et solid arbejde med genudgivelsen, og ligesom jeg elskede The Last of Us til PlayStation 3, må jeg atter overgive mig og give en klokkeklar købsanbefaling på PlayStation 4.

For mig havde The Last of Us en perfekt balance af varierede filmiske sekvenser, stealth, action og udforskning, og at genopleve det i en endnu flottere udgave er intet mindre end skønt. Det føles som ægte survival-horror af den gamle skole krydret med den rette mængde af action, og at snige sig rundt med følelsen af sårbarhed er stadig uovertruffent, især på de hårdere sværhedsgrader. Det er måske kun et år siden, at vi fik mesterværket på PS3, og selvom det måske kan føles lige tidligt nok at tage turen igen bare på grund af, hvad der umiddelbart virker som lidt flottere teksturer, så vil jeg klart anbefale at gøre det.

The Last of Us Remastered leverer det den skal til håbefulde fans af originalen, og det leverer en af de bedste spiloplevelser i nyere tid til resten af jer.