The Last of Us: Part I

Spilremakes falder groft sagt ned i en af to kategorier. Der er den visuelle opdatering, hvor gameplayet og historien er forholdsvis urørt - tænk Demon's Souls og Shadow of the Colossus. Og så er der de mere omfattende projekter, som Resident Evil 2 og 3 og naturligvis Final Fantasy VII Remake, der genfortolker originalen oppefra og ned.
The Last of Us Part I placerer sig afgjort tættest på førstnævnte kategori. På den ene side giver det god mening. Det oprindelige spil er slet ikke blevet forældet på samme måde som netop Resident Evil 2 eller Final Fantasy VII og har derfor ikke brug for lige så omfattende ændringer for stadig at appellere til et moderne publikum. Men på den anden side er det også derfor, det ikke føles særlig nødvendigt. Der er jo allerede en yderst spilbar udgave tilgængelig for PS5-ejere.

Har man fulgt med bag kulisserne, lader der dog til at være især to grunde til, at The Last of Us Part I er blevet en realitet. For det første var projektet en måde at holde en masse ansatte beskæftiget indtil den californiske udviklers næste store projekt, og for det andet giver det de nye The Last of Us-interesserede, tv-serien formentlig kommer til at skabe et skinnende nyt spil at springe på i stedet for den let falmede remaster fra 2014, hvis manglende accessibility features som et ekstra minus er decideret utidssvarende i forhold til den linje Sony har lagt for deres store førstepartsspil de senere år.

Som tilfældet altid er med remakes, henvender The Last of Us Part I sig altså både til os der har taget rejsen før, og jer der endnu ikke har haft fornøjelsen af at blive gnavet i stykker af en kødhungrende Clicker. Men hvad er det helt præcis, vi får med denne nye udgave? Helt tørt sagt byder The Last of Us Part I på det oprindelige spils kampagne samt udvidelsen Left Behind genskabt fra bunden grafisk og med nye tilføjelser som DualSense-support og 3D-lyd, et væld af nye accessibility funktioner, gameplay modifiers samt mindre forbedringer i forhold til AI og styring. Factions er altså intet sted at finde, hvilket naturligvis ikke er en overraskelse for jer der har fulgt med i nyhedsstrømmen, men ikke desto mindre er multiplayer-delen savnet i pakken.

Det der springer mest i øjnene er, hvor stor en visuel opgradering The Last of Us Part I er i forhold til PS4-remasteren. Den version er stadig pæn, men den nye version er på et helt andet niveau. Verdenen myldrer med detaljer og føles mere levende, smukkere og tragisk end nogensinde før, og takket være en bedre AI hos npc'erne går karaktererne ikke længere i vejen for hinanden på samme måde som i originalen, hvilket var med til at bryde indlevelsen i især introens menneskemylder. Særligt storbyerne, hvor de nærmest altødelæggende effekter af Cordyceps-infektionen ses tydeligst, tager sig fabelagtigt ud med sine kaotiske gader og hastigt forladte nedslidte bygninger. Omgivelserne var også i 2013 en væsentlig medspiller i historiefortællingen og den øgede detaljegrad gør kun dette endnu mere tydeligt. Overalt fortæller itusprængte bygninger, parkerede biler og brændende lader en historie, og alle disse små historier står nu klarere frem og fortælles mere præcist og levende end nogensinde før.

Mindst lige så imponerende er karaktermodellerne og animationen af dem. Selvom det er tredje gang, jeg tager rejsen med Joel og Ellie fik flere af de store scener stadig følelserne til at boble op i mig på en anden måde, end de gjorde under min anden gennemspilning som optakt til Part II, hvilket må tilskrives de utrolig udtryksfulde ansigter. Karaktermodellerne gør også spillet mere skræmmende end før. Når en Clicker sætter tænderne i Joel, eller en Bloater river hans ansigt fra hinanden, er det svært ikke at udstøde et lille gisp af lige dele frygt og fryd over den fabelagtige udførelse. Og måden kroppe rives fra hinanden og ruder splintres af en eksplosion fra en sømbombe eller fjendernes hoveder får væggene til at ligne et Jackson Pollock maleri efter et shotgun-skud fra tæt hold, fik det til vende sig i min mave.

Med til at gøre kampene endnu mere nærværende er også brugen af DualSense-funktioner og 3D-lyd. Førstnævnte benyttes subtilt, men giver især våbnene og eksplosionerne en stor tyngde, som gør dem enormt tilfredsstillende at bruge, og sammen med den ultradetaljerede grafik skaber utrolig intense situationer. 3D-lyden bidrager yderligere til dette. I stille passager slog mit hjerte en ekstra gang, når jeg tydeligt kunne høre fra hvilket rum en spand blev væltet, mens et bagholdsangreb fra en skrigende Stalker i Pittsburghs The Hotel Grands kælder sendte mig et par centimeter op i luften til stor morskab for min bedre halvdel.

I sin kerne er kampene således stadig tilfredsstillende og medrivende - faktisk mere end nogensinde før. Men jeg savner Part II's mere åbne områder, og dette spils fleksible tilgang til stealth, hvor man nemt kunne lave små præcise angreb, for derefter at forsvinde som en anden Predator. I The Last of Us Part I gøres der i højere grad brug af to-tre korridorer, og Joels mere tank-agtige styring og jernhårde næver fordrer en lidt mere basal tilgang til kampene, som med tiden bliver en smule monotone.

Hvor kampene med de ovennævnte forbedringer dog stadig har meget at byde på, fremstår spillets overdrevne brug af stiger, planker, paller og vogne til at løse simple gåder efterhånden decideret komisk. Allerede i 2013 var denne del et skridt tilbage i forhold Uncharted-spillenes mere opfindsomme gåder, og i 2022 går den slet ikke længere. Dels fordi det hurtigt bliver ensformigt, men også fordi det føles kunstigt, når man for tiende gang fragter Ellie fra den ene bred af et oversvømmet område til den anden på en palle. Det bryder ganske enkelt den illusion, som den fantastiske grafik ellers skaber.

Til gengæld står historien næsten stærkere end før. The Last of Us' fortælling kan med rette betegnes som "sad dad" spillenes gudfar, men ingen af de spil, der kommet efter kan matche Joel og Ellies både rørende men også skrøbelige forhold. Og den ludonarrative dissonans spillet fik kritik for i tiden efter den rosenrøde modtagelse, er med Part II's begivenheder in mente mindre udtalt.

Som nævnt foroven er udvidelsen Left Behind også en del af pakken. Her eksperimenterer Naughty Dog med en form, hvor interaktioner med miljøet og bedsteveninden Riley fylder mere end kampene, og det er svært ikke at se det som den direkte forløber til Part II's fremragende museumsbane. Inklusionen af Left Behind er glædelig for udvidelsens glimrende fortælling fortjener naturligvis også det nye lag maling og de forbedringer, hovedspillet er blevet forkælet med.

På trods af mine anker er hovedspillet og Left Behind stadig glimrende oplevelser især i de nye udgaver, men det er svært at komme uden om det misforhold, der for mig at se er mellem pris og indhold. Jeg har forståelse for, at The Last of Us Part I som projekt ikke har et omfang, der tillader mere de omfattende ændringer som ville få det op på Part II's niveau gameplaymæssigt, og der er ikke en finger at sætte på de forbedringer, der har fundet vej til remaket. Naughty Dog er bare fantastisk dygtige til deres håndværk. Men når ændringerne nu trods alt ikke er flere og Factions ikke er en del af pakken, virker prisskiltet på 594 kr. på PlayStation Store bare for højt. Sony har i de senere år haft prissat glimrende spil som Uncharted: Lost Legacy, Spider-Man: Miles Morales og mest relevant Shadow of the Colossus til ca. 2/3 af et fuldprisspil, og dette niveau havde nok også været mere passende til The Last of Us Part I. For med det dyre prisskilt i nakken, bliver man nødt til at anskue spillet som en helt ny udgivelse og granske dets kvaliteter og mangler med nutidens briller, frem for den lidt mere overbærende tilgang vi ofte har, når gamle spil genudgives.

Om spillet er pengene værd, er selvfølgelig en smagssag og er du enten erklæret fan af serien eller mangler helt at opleve den, er der en fremragende oplevelse i vente. Faldt du derimod ikke for originalen eller remasteren, er der nok ikke noget her, der vil få dig til at ændre mening, for på trods af forbedringerne læner det sig i sidste ende meget op ad disse.

The Last of Us Part I føles ikke som en bydende nødvendig udgivelse her i 2022, og set med nutidens mere kritiske briller er særligt de uinspirerede gåder et levn fra fortiden, ligesom encounter designet og styringen fås meget bedre i efterfølgeren. Alligevel nød jeg virkelig min tid hovedspillet og Left Behind. Den enormt imponerende nye grafik er for mig nok grund til at retfærdiggøre endnu en gennemspilning og øvrige forbedringer som især DualSense-funktionerne og 3D-lyd højnede min oplevelse yderligere. Vi er nok mange, der havde ønsket os mere omfattende forbedringer fra et remake, men jeg kan ikke komme uden om, at det der er her, er af virkelig høj kvalitet. Og det har også noget at skulle have sagt, når nu vi snakker om en af de bedste spilhistorier nogensinde.