The Last of Us: Left Behind

Hvis du vil undgå spoilers af enhver art (også selvom de er ganske, ganske milde), så lad mig opsummere sådan her. Left Behind er en fremragende udvidelse, der føles lige så velpoleret, velskrevet og velspillet som The Last of Us gjorde, og var du fan af grundspillet, kan du roligt hoppe ind på PSN-butikken og købe den med det samme. Du bliver ikke skuffet.

Så er det af vejen. Left Behind er, for dem der ikke ved det, den første og eneste DLC-pakke til The Last of Us, der handler om singleplayer. Både den forrige og den kommende DLC fokuserer på multiplayer, men i Left Behind får vi cirka tre timers supplement til grundspillets forrygende historie.

Left Behind foregår dels mellem efterår- og vinterkapitlerne i The Last of Us' fortælling, dels som flashbacks til tiden før Ellie mødte Joel, før hun opdagede at hun var immun over for den parasitsvamp, der gør folk til zombie-agtige tingester og har udryddet civilisation som vi kender den. Vi spiller som Ellie hele vejen, og fra et rent gameplay-mæssigt perspektiv er her ikke rigtig noget nyt under solen - alt fungerer som det plejer.

Men historiefronten er en hel anden snak. Vi møder Ellie, mens hun stadig går på militærkostskole (hvilket åbenbart er ganske almindeligt i spillets univers), før hendes verden så at sige falder sammen, og hun er nødt til at flygte ud af Boston med Joel og Tess. Mens hun stadig er uskyldig, med andre ord, eller så uskyldig man nu kan være i en verden, hvor der er rift om basale nødvendigheder, og verden uden for bymuren er fyldt med muterede væsener og skruppelløse folk, der vil slå en ihjel.

Og så møder vi også Riley, Ellies bedste ven. De to har haft et massivt, potentielt venskabsødelæggende skænderi, og har ikke set hinanden i månedsvis. Men en tilfældig nat vender Riley tilbage uden varsel, dels for at lappe venskabet sammen igen, dels for at fortælle at hun har sluttet sig til oprørsbevægelsen, the Fireflies. Og hun insisterer på at de tager på eventyr, for hun har noget, hun vil vise Ellie.

Det havde været let for Naughty Dog blot at flække en hurtig bihistorie sammen og strø en masse actionsekvenser som dem, vi allerede har spillet bunkevis af, ud over, men nej. De har taget sig langt bedre tid, og skabt et kapitel, der på nogle punkter måske blot er en sidebemærkning, men på alle måder emmer af den sammen gennemarbejdede kvalitet, der kendetegnede The Last of Us.

Balancen mellem nutidsscenerne, hvor Ellie febrilsk forsøger at finde nogle medicinske forsyninger, og flashbackene til hendes (relativt) lykkelige fortid, er forbilledligt elegant. Her er actionsekvenser, både med inficerede og røvere, men de er tilpas få og godt pacede, så de hverken bliver dominerende eller opslidende.

I stedet er det historien om Ellie og Riley, der er i højsædet, og den er fortalt med al den indlevelse og empati, Naughty Dog kan mønstre. Vi lærer Ellie langt bedre at kende, og kemien mellem de to stråler ud af skærmen på en måde, så det ganske enkelt bare er rart at tage del i deres eventyr. Der er glæde, varme og mest af alt humor, så man ikke kan lade være med at smile og grine sammen med dem.

Hvor for eksempel Freedom Cry-udvidelsen til Assassin's Creed IV: Black Flag tydeligvis ikke havde samme lag af polering eller en lige så fængende historie som grundspillet, så er Left Behind præcis lige så vellavet som The Last of Us var - ja, enkelte steder eksperimenterer Naughty Dog ligefrem med formen, og det med stort held.

Så som jeg sagde i starten, hvis du er fan af The Last of Us, så hent Left Behind med det samme. Udvidelsen oser af kvalitet, og lever på alle måder op til den standard, grundspillet satte. Naughty Dog er kongerne af den cinematiske spiloplevelse, og kan som ingen andre skabe troværdige og menneskelige figurer, som vi føler, griner og græder med. Og det bekræfter Left Behind med sikker hånd.