The Last of Us

Lad mig slå noget fast fra starten: Jeg har et anstrengt forhold til Uncharted-serien. Kort sagt synes jeg den er overvurderet. Man kan ikke tage fra Naughty Dog, at de kan finde ud af at skrue en cinematisk oplevelse sammen, og der er næppe nogen udvikler, der er lige så dygtige til at instruere mellemsekvenser og actionscener, som de er.

Men i Uncharted, især i treeren, sker det ofte på bekostning af gameplayet, i en grad så man til sidst føler sig som en statist, der skal nå frem til næste scenemærke, så den næste scriptede sekvens kan skydes i gang. Det så godt ud, men man følte ikke den store kontrol over det, der foregik.

Jeg siger det her, for at understrege hvor imponeret jeg er over The Last of Us. Naughty Dogs seneste virker som kulminationen på alle de erfaringer, de har gjort sig under arbejdet med Uncharted, samtidigt med at de undgår alle de problemer, den Indiana Jones-inspirerede eventyrserie i mine øjne havde. Fortællemæssigt er The Last of Us efter min mening en milepæl i spilhistorien. Jeg har aldrig før oplevet et spil, der så konsekvent har ramt mig lige i føletøjet, og har skildret sine figurer, deres tanker, følelser og reaktioner på det, der sker om omkring dem, så overbevisende.

Hvor Uncharted mest af alt var et letbenet popcorn-eventyr, er The Last of Us anderledes råt. Det er ikke nogen rar verden, vi befinder os i, og de barske begivenheder står nærmest i kø. Hvilket også bare gør de få øjeblikke, hvor man oplever en smule varme, tryghed eller forløsning, så meget mere effektive.

Vi befinder os i en halvnær fremtid. Cordyceps-svampen, der hidtil kun har angrebet insekter, er muteret så den nu også kan inficere mennesker og gøre dem til hyperaggressive, hjerneløse dræbere. Der er gået 20 år, siden det første udbrud, og det meste af menneskeheden er blevet udryddet. De få overlevende, der er tilbage, lever enten i karantænezoner styret med hård hånd af militæret, eller i små enklaver ude i vildmarken, hvor der ingen lov eller orden er.

Vi spiller som Joel, en mand sidst i 40'erne, der lever af at smugle forsyninger ind i karantænezonen i Boston og sælge dem på det sorte marked. Det er en hård tilværelse, men 20 år på randen af verdens undergang har gjort Joel mere end hærdet nok til jobbet. Men han må snart lægge sin relativt stabile tilværelse i Boston bag sig, da han som en tjeneste for en gammel ven bliver nødt til at fragte den 14-årige pige Ellie tværs over USA, eller resterne af det.

Det siger sig selv, at det er en farlig rejse, for vildmarken er fyldt med farefulde ruiner, nådesløs natur, morderiske psykopater og, nåhja, zombier - vi kan lige så godt kalde en spade for en spade.

På papiret lyder det måske som en ret spektakulær omgang, men The Last of Us er overraskende jordnært. Tonen er sober men dyster, og her er ikke meget kunstigt og overophedet drama. Det er det interne forhold mellem Joel og Ellie, og deres reaktioner på de folk, de møder, der er spillets midtpunkt.

Joel, der har levet et liv fyldt med bitre erfaringer, møder de fleste med kølig afstand, afmålt forsigtighed, og en hånd på pistolskæftet. Ellie har derimod levet en mere beskyttet tilværelse, og selvom man ikke kan kalde hende naiv, er hun dybt fascineret af verdenen uden for murene.

Når The Last of Us fungerer så godt som det gør, skyldes det to ting. Det første er manuskriptet. Naughty Dog har sammenstrikket et persongalleri og en fortælling, der som sagt er enormt jordnær og dybt overbevisende. Det er småt med stereotyperne, og selv de voldsmænd, man møder rundt omkring, virker som mere end bare endimensionelt pistolføde, hvis man stopper op og lytter til deres samtaler.

Tab, desperation og menneskelig tragedie er gennemgående temaer, og det er svært ikke at blive en smule følelsesladet, når man vandrer gennem ruinerne af nu afdødes tidligere så (relativt) sikre og trygge tilværelser, både fra før og efter udbruddet. Og disse pointer bliver leveret med en nuance og et raffinement, der gør at The Last of Us aldrig kommer i nærheden af at blive melodramatisk eller sødsuppeagtigt. Det er et spil, der hellere vil hviske end råbe.

Den anden ting er stemmeskuespillet. Troy Baker, der spiller Joel, leverer for anden gang i år den bedste præstation, jeg nogensinde har set eller hørt i et spil (den første var i Bioshock Infinite, hvor han spillede hovedpersonen Booker DeWitt). Ashley Johnson brænder ligeledes igennem som Ellie, og formår gang på gang at sige meget mere med sine replikker, end ordene alene lægger op til.

Og fordi det her er et Naughty Dog-spil, er det nærmest en selvfølge, at niveauet er højt over hele linjen. Jeg kan ikke mindes noget andet spil, der har stemmeskuespil af så konsekvent en kvalitet, selv ikke for de små roller, der kun er på skærmen i en enkelt scene eller to.

Som interaktiv fortælling er The Last of Us ganske enkelt det bedste, jeg har oplevet. Hvor mange andre spil forsøger at skabe spænding og drama gennem vildt opskruede konsekvenser og bombastiske scenestykker, opstår de her som en naturlig udvikling af figurernes indbyrdes forhold, deres drifter og ønsker. Når Nathan Drake klatrer rundt på en bjergside eller husmur eller lignende, knækker snart sagt hver anden afsats eller greb, han tager fat i. Det sker ikke en eneste gang her.

Men hvordan er The Last of Us så som spil? Ja, det er straks en anden sag, og her vokser træerne desværre ikke ind i himlen. Det er ikke fordi gameplayet på nogen måde er dårligt - mekanikkerne er solide og fungerer - men det føles på mange måder ordinært og konventionelt. Og set i lyset af hvor fuldstændig forrygende, præsentation og historie er, virker det en lille smule undervældende.

De fleste møder med fjender kan tackles på flere måder, og det er op til en selv, om man vil gå aggressivt til værks med rygende pistoler og klirrende molotovs, eller om man vil være mere stille og metodisk, og tage modstanderne lydløst ud med kvælertag, knivstik eller bue og pil - eller måske forsøge at slippe helt uset forbi dem.

Det sidste er mange gange den foretrukne løsning, for våben og ammunition er kort sagt en mangelvare i The Last of Us' postapokalyptiske verden. Kugler er værdifulde, og man bander og svovler, hver gang man rammer ved siden af. Hvilket i øvrigt er ret let, uden autoaim eller snap-on, når man sigter med L1-knappen.

De improviserede knive, man lydløst kan stikke fjender ned med, går i stykker ved brug, og genstande som førnævnte molotovs, sømbomber, healthkits og så videre skal man selv bygge af de stumper man finder rundt omkring. Det samme gælder våbenopgraderinger, og derfor lærer man hurtigt at afsøge hvert et hjørne efter skjulte godter.

Fjenderne er en varieret flok, fra kordinerede soldater til lidt mindre koordinerede røverbander, over forskellige zombie-variationer i de forskellige inficerede. Her er runners, der helt klassisk styrter hovedløst mod en for at rive, bide og flå, men også de langt mere skumle clickers, der er blinde og navigerer efter lyd, og slår en øjeblikkeligt ihjel, hvis de kommer i nærkontakt.

Tempoet i spillet er generelt roligt, og der kan gå lang tid mellem man ser skyggen af fjender. Når det endelig kommer til kamp, føler man også at de er overstået inden for rimelig tid. Nærmest endeløse bølger af forstærkninger er her ingen af.

Det meste af spillet går med at finde vej gennem omgivelserne, der spænder over storbyruiner og vild natur, både over og under jorden. Det er krydret med en lind strøm af små puzzles, der dog aldrig bliver alvorligt svære at greje.

Det er alt sammen meget fint lavet - som sagt fejler gameplay'et ikke noget, der er bare ikke i nærheden af samme ambitionsniveau som resten af oplevelsen. Ens følgesvendes AI kan også opføre sig lidt fjollet til tider, så Ellie for eksempel kan finde på at løbe et par meter og hoppe over et rækværk for at indhente en, mens man selv sniger sig stille omkring. Det bryder indlevelsen en smule, selvom jeg ikke har opdaget at det havde nogen reelle konsekvenser. AI'ens eventuelle fejltrin gør ikke, at man pludselig bliver opdaget, med andre ord.

The Last of Us er altså et jævnt og ganske fint action-spil, der er pakket ind i en fuldstændig forrygende præsentation og historie. For når det kommer til fortællingen, sætter The Last of Us den gyldne standard, alle spil i mange år fremover vil blive sammenlignet med. Det virker helt ærligt som om at Naughty Dog med denne titel rykker grænserne for, hvad spilmediet som helhed er i stand til på denne front, og får serier som Call of Duty og alle dens efterabere til at virke decideret latterlige.

Og det er dét, karakteren herunder afspejler. Har du en PlayStation 3, vil jeg på det kraftigste opfordre til, at du under dig selv denne oplevelse. For selvom gameplayet kun er fornuftigt, er resten af The Last of Us simpelten så stærkt, at det skal have min varmeste anbefaling.