The Last of Us

The Last of Us er ikke Uncharted.

Det står rygende klart i løbet af den cirka halve time, jeg tilbringer i spillets hærgede og forfaldne udgave af storbyen Boston. Gennemgående er det to vidt forskellige bæster, og det gælder ikke bare tone og tema, men alt fra kameraføring i de (få) mellemsekvenser til styring, grænseflade, action - you name it.

Man skulle næsten ikke tro at det var samme studie, der stod bag Nathan Drakes letsindige matinefilmsinspirerede eventyr, og denne her omgang.

Da jeg for lidt over et år siden rejste til Santa Monica for at besøge Naughty Dog i forbindelse med spillets formelle afsløring, blev spillet mest af alt præsenteret som survival horror. Mange messer, præsentationer og demoer senere ser spillet mere genrekrydsende ud, endda i en grad så nogle af vores læsere har udtrykt bekymring over hvor meget rendyrket action, der så ud til at være.

Demoen her er til gengæld helt tilbage i survival horror-lejren, og skammer sig ikke over det. Joel, Ellie og Tess (Joels makker, der blev afsløret hen mod slutningen af sidste år) befinder sig som sagt i Boston, der består af en blanding af forfaldne bygninger og deciderede ruiner. Demoen fortæller intet om hvorfor de er der, hvor de skal hen, eller hvor langt inde i spillet, vi er.

Alt der står klart, er at de skal mod byens rådhus, og skal gennem både højhuse og tuneller for at komme dertil.

Byen er for det meste mørklagt - her er ikke mange tegn på liv. Myndighederne bombede den i sin tid, i et forsøg på at tilbageholde og standse smitten, den svamp der har gjort store dele af klodens befolkning til zombie-agtige vanskabninger, forklarer de to voksne til Ellie, der aldrig har set noget lignende i sit liv.

Og der går ikke længe, inden vi får det første møde med de svampesmittede. Det første offer, vi møder, er heldigvis død for længst - svampen er i så fremskredet et stadie, at staklen nærmest er vokset fast til væggen. Derfra går der ikke længe, til vi støder på dem, der stadig er levende.

Runners, bliver de kaldt. De er blodtørstige, og færdes ofte i flok. Heldigvis er de ikke særligt kvikke, så med lidt list kan man snige sig ind på dem og enten kvæle dem eller stikke dem hurtigt ned med en shiv, en improviseret kniv, der bliver ødelagt i processen.

Murbrokker og tomme flasker kan samles op og kastes for at skabe afledninger, men runnerne har stadig deres syn. Derfor gælder det om at holde sig skjult, da de ellers hurtigt kan overvælde en. Joel har heldigvis gode ører, og med den ene skulderknap kan vi se konturerne af de omstavrende fjender gennem vægge og gulve - men kun inden for en relativt kort rækkevidde, og kun så længe de rent faktisk laver lyde.

Bliver man opdaget, er der sjældent nogen vej uden om at slås. Jernrør og slagvåben hjælper selvfølgelig, og man kan tilmed opgradere dem med skarpe genstande så de bliver langt mere effektive - som et mindre fjollet Dead Rising. Men de går hurtigt i stykker, og ofte må man klare sig alene med sine bare næver.

Modsat Uncharted er her ikke noget med et hjælpsomt ikon, der viser hvornår man kan lave counter på fjendes udfald. For her er ingen counters. Kort sagt er der kun én metode i kamp, og det er at slå, hamre og smadre, indtil de ligger stille. Kameraet rykker tæt ind bag Joels skulder i disse kampe, så man reelt ikke har nogen anelse om hvad der foregår omkring en, og det gør disse kampe stærkt risikable - da runners jo som sagt færdes i flok, og larmende slagsmål tiltrækker sig opmærksomhed.

Man har selvfølgelig også en pistol. Men kugler er en mangelvare (vi starter med seks, og finder fire mere undervejs - hvoraf to sidder i en pistol af en anden kaliber), og rekylet sparker fra sig. Det meste af tiden er man bedst tjent med list og brug af de våben og genstande, man kan bygge ud af løsdele.

Man finder nemlig en del vraggods af forskellig art undervejs. Skarpe genstande, stof, flasker med alkohol og mere til. Sakseblade og stof kan bruges til at fremstille førnævnte shivs, mens stof og alkohol kan bruges til medkits - eller molotov-cocktails. Hvad man helst vil have, er et spørgsmål om prioriteter. Andre dele kan som sagt bruges til at opgradere ens slagvåben, så man i hvert fald for en stund kan ekspedere runnerne hurtigere.

Efterhånden som jeg styrer det lille selskab gennem Bostons ruiner, støder jeg på en mere frygtindgydende fjende - kaldet clickers. Hos dem er svampeinfektionen så fremskreden, at den har ædt det meste af deres ansigt. Derfor er de blinde som mulvarper, men laver høje klikkelyde, der fungerer som sonar. De orienterer sig via lyd, og får de fat på en, er man færdig - her er ikke plads til nærkamp eller snigangreb. Enten sniger man sig uden om, uden at blive opdaget, eller også skal der decideret ildkraft til. Alt andet er den sikre død.

Det er en intens oplevelse at forsøge at snige sig stille rundt og ekspedere runners uden alt for meget larm, mens en clicker vakler omkring og leder efter en. Jeg dør flere gange undervejs, og ender til sidst med at bruge halvdelen af mine pistolskud på at nedlægge en af dem. Headshots har tilsyneladende ikke den store effekt - eller også er rekylet bare for voldsomt til at jeg kan ramme.

Bedst som jeg tror at faren er drevet over, fører vores rute os ind i en mørklagt bygning forbundet med undergrundsbanen, der nærmest kravler med clickere. Men det store antal viser sig næsten at være en fordel, da jeg kan distrahere de fleste af dem ved at kaste en flaske, og netop som de står i flok og skriger over glasskårene, tager jeg livet af de fleste af dem med en velrettet molotov. Det føles næsten som at snyde. En enkelt af dem overlever og kommer lige lovligt tæt på, men han får et skud i sækken med det haglgevær, jeg har fundet i mellemtiden. En sidste clicker, der tilsyneladende bevogter vores udgang, sendes på afveje med endnu en knust flaske, og snart er vi atter ude i det fri, og i relativ sikkerhed.

Et par enkle puzzles senere, og demoen er slut. Jeg døde tre gange undervejs, og dræbte måske ti inficerede. Den flinke Sony-mand fortæller mig, at det er muligt at slippe igennem helt uset, og uden at dræbe nogen. Hvis man er til den slags.

Det er svært at konkludere noget ud fra demoen. Den kører som smurt, men samtidigt er det også et meget snævert og meget vertikalt udsnit, der formodentlig kun viser nogle få brudstykker af den samlede oplevelse. Jeg vil have mere.

Dog er det som sagt helt tydeligt, at The Last of Us ikke er Uncharted. Alt føles anderledes i forhold til Naughty Dogs eventyrserie, fra præcisionen i styringen (Drake føles nogle gange som en vaklende drukkenbolt, efter min mening) til brugen af kameraet, der slet ikke kaster sig ud i de samme filmiske skud, som Uncharted er kendt for. Det hele føles meget mere jordnært.

Vi har stadig en masse ubesvarede spørgsmål om hvad for en størrelse, The Last of Us bliver. Men indtil videre er der intet i vejen med den brøkdel af svar, vi har fået.