The Last Guardian er et af de sværeste spil jeg nogensinde har fået til opgave at anmelde, og det siger ikke så lidt. Aldrig før har jeg været så meget i tvivl, så splittet omkring hvad der gør op for hvad, hvad der betyder noget og hvad man kan tilgive. Hvordan er ét aspekt så fortryllende vidunderligt, at man kan begynde at se bort fra andre, tydelige fejltagelser i designet? Hvornår har en spiloplevelse mast sig så meget ind i hjertet på dig, at du mister muligheden for at tænke kritisk?
The Last Guardian har taget 10 år at lave... Det har taget 10 år for denne oplevelse, denne skrøbelige historie om en drengs forhold til et gigantisk dyr, at nå mine hænder. Det er et svært faktum at kapere, og om det er rimeligt at måle forventningerne op, altså de forventninger der har vokset som spillets udviklingstilstand er blevet mere og mere mytisk med årene, ved jeg ikke. Jeg har bare oplevet The Last Guardian, og den historie jeg kan fortælle om min oplevelse er en fortælling om dualitet.
Fumito Ueda formår at indgyde sine spiloplevelser med en helt særlig stemning, en atmosfære, en x-faktor om man vil, som man kun glimtvis kan finde andre steder. Fans af både Ico og Shadow of the Colossus, udviklerens to tidligere på projekter, kan nikke genkendende til dette, og derfor er det vigtigt at pointere så hurtigt som muligt, at denne helt særlige stemning eksisterer i overflod i The Last Guardian, og det er fra allerførste frame. Takeshi Furukawas smukke, nærmest fløjsbløde musik skylder nærmest henover dig, imens hovedpersonen vågner i en oplyst grotte, hvor den sårede Trico hviler sig foran dig. Allerede her, allerede i det allerførste scenarie spillet præsenterer for dig, er det ganske tydeligt at atmosfæren er helt særlig, er helt speciel og vigtigst af alt er dybt, dybt personlig.
Narrativet er ganske sparsomt leveret igennem en række indre monologer, hvor en voksen person af den dreng du spiller som fortæller om sine oplevelser med Trico. Der er dog, for det meste, flere spørgsmål end svar, og det er til spillets fordel. Du vågner i ruinerne af et gammelt tempel, du har kroppen overdækket med symbolske tatoveringer, dette gigantiske væsen ønsker at følge dig og undslippe med dig og du ønsker at finde hjem til din landsby - mere er der sådan set ikke i det. Men netop fordi narrativet er så sparsomt og gennemsigtigt af natur, giver det mulighed for nogle langt mere interessant at udvikle sig, nemlig forholdet imellem dig og Trico.
At skabe et håndgribeligt, passioneret og fremfor alt troværdigt bånd imellem et menneske og et dyr er en sjældenhed i vores kære spilbranche, og endnu mere sjældent er det at hele kvaliteten af oplevelsen afhænger af denne ene tråd. Heldigvis forholder det sig sådan, at Trico er blandt de mest ægte spilkarakterer jeg nogensinde er støt på. Det er ikke bare bevægelserne, altså animationerne, men også den dyriske måde dyret kigger på dig og betragter dig på. Trico er bare et dyr, og indlevelsen i dette forhold er så dyb og ægte, at du hurtigt glemmer at der er tale om kunstig intelligens.
Trico er ikke bare levende, nej, dyret er også smukt. Ligesom meget andet i spillet er der kunst overalt omkring spilleren i The Last Guardian, og selvom mange af teksturerne er flade, og tro mig, det kommer vi til, er der en skøn simplicitet overfor spillets udseende. Intet kommer i vejen for spillets skønhed og den der oplever den - og det er nærmest befriende så "ren" en oplevelse der er tale om her. Solens varme stråler, bladene på træerne der svajer i vinden og ruinerne af det gigantiske tempel der tårner foran dig, The Last Guardian er en visuelt udsøgt oplevelse.
... Og så alligevel ikke, for historien om spillets udseende ender desværre ikke her. Ser du, The Last Guardian påbegyndte sin lange rejse i de tidlige PlayStation 3-dage, altså før udviklere kunne finde ud af at benytte maskinens kræfter på en så effektiv facon, at vi kunne få spil som The Last of Us. Derfor er der, hvis man ser bort fra den kunstneriske retning, nogle åbenlyse grafiske tegn på, at The Last Guardian er født i en anden æra. Teksturer har lav kvalitet, opløsningen halter og billedehastigheden har det med at hoppe rundt og det er særligt på en PlayStation 4.
På den måde kan man faktisk på ganske paradoksal vis påstå, at The Last Guardian både er blandt de mest og mindst imponerende spil i år rent visuelt - det er opgøret imellem kunsten og teknikken, og denne dyst har sjældent været så tydelig som her.
Går man dog lige så meget op i at lytte som at se, så er der heldigvis ikke noget som helst at være splittet over her. Takeshi Furukawa leverer endnu et soundtrack af så høj kvalitet, at det er svært at finde et sidestykke i branchen, og dette bruges sparsomt igennem hele oplevelsen. Dette betyder netop, at når du først står på klippekanten og kigger ud over afgrunden med vinden svajende i træerne bag dig, så føles de meget få klavertoner og de underspillede stryger netop af så meget kraftigere. Det er musik der rør dig, det er helt sikkert. I det hele taget er lydbilledet dæmpet, subtilt og intet får lov til at komme imellem dig og Trico. For det meste kan du kun høre den karakteristiske knitren fra de mange fakler i de dunkle haller, og drengens uskyldige stemme der kalder på Trico - det er lige som det skal være.
Men nu kan vi vist ikke danse rundt om den varme grød længere, for ligegyldig hvor stemningsfyldt, hvor atmosfærisk og hvor romantisk en spiloplevelse er, så er vores kære spilmedie ultimativt en interaktiv oplevelse, så hvordan "spiller" The Last Guardian? Se det er her den førnævnte dualitet viser sit grimme ansigt, og det er her at problemerne starter med at gøre et indtog. For det første er selve styringen. Drengen kan umiddelbart kun liste eller løbe i fuld sprint, som kan skabe nogle irritationsmomenter når spillet kræver en mere finjusterede tilgang til de udfordringer du bliver stillet overfor. Bevægelser er lidt for rå i det til tider, de mangler lidt den finjustering der normalt skal til før man føler sig reelt i kontrol over sin karakter. Dette er særligt irriterende når selv samme karakter skal løse fysiske puslespil med kæder der skal trækkes i, ting der skal bæres og hop der skal eksekveres. Dette hjælpes ikke synderligt på vej af et mangelfuldt kamera, som ikke altid kan finde ud af justere vinklen, og det gælder specielt når Trico også befinder sig i billedet, og pladsen bliver trang. Spillet befinder sig mekanisk et årti bagefter, og det giver måske meget god mening når man tager historien om udviklingen i betragtning, men det er stadig spillets største irritationsmoment.
Hvis ikke du nærmest øjeblikkeligt forelsker dig i alle de subtile kvaliteter der ligger sig rundt om den kerneoplevelse det er at interagere med spillet, så vil The Last Guardian irritere dig. Det er det triste og uomtvistelige faktum som desværre er allestedsnærværende igennem hele spillet.
Derfor har det at anmelde The Last Guardian været en utrolig svær opgave. Spillet er magisk, storslået, enestående og tryllebindende, men for hver gang man overvældes af magien bliver man mindet om at spillets mekanik simpelthen ikke kan følge med kunsten, at interaktion altid halter.