The International 13 2024 - Utrolig oplevelse, trist turnering

Vi sendte vores Counter-Strike-skribent til The International 13, der blev holdt i denne weekend - det var måske en fejl.

Okay, indrømmet. Jeg anede intet om DOTA2 eller The International, da weekenden begyndte, andet end at det var turneringen, der gennem tiderne havde haft den største præmiepulje og førstepræmie. Og at det var en League of Legends (LoL)-kopi. Det var så en fejl. DOTA (Defense of the Ancients = original titel) er et meget ældre spil end LoL og var oprindeligt en mod til Warcraft III fra 2002. Efterfølgeren, DOTA2, er fra 2013 og derfor yngre end LoL. Det ændrer ikke på det community eller hele det følge, som DOTA2 har.

Da jeg ankommer til Royal Arena, har jeg absolut ingen forventninger. Jeg har allieret mig med en god ven, der kan forklare mig alt om DOTA2, men intet havde forberedt mig på, hvad jeg skulle se i Royal Arena.

En fredag morgen kl. 10 var der allerede 3/4 fyldt. Med forbehold for alle dem, der fløj ind senere, alle dem, der ikke lige gad at se de første kampe, osv. MEN 3/4 fyldt Royal Arena kl. 10?!?!? Altså, de fleste af mine bekendte, HVIS de ikke havde arbejde, ville på ingen måde være bare ved bevidsthed på det tidspunkt. Men folk var på. Cosplayere rendte rundt omkring med meme-agtige skilte, der blev sagt smarte bemærkninger med henvisning til tidligere turneringer, og min ven var ret belastet af, at hver gang der blev sagt bare det mindste, var jeg: "Uh, betyder det noget?" eller også "Ah, er det noget sjovt?" Fordi med så lang en forhistorie og så rig en mytologi, var scenen sat for noget helt fantastisk.

Uheldigvis var kampene enormt kedelige. Startende fra kl. 10 om morgenen og videre til kl. 21 kørte der kampe i et Bo3-system. Men det blev aldrig rigtig spændende. Der var kendte navne som Gaimin Gladiators og Team Liquid samt nye, upcoming line-ups som Tundra og Extreme Gaming, men der var konstant et af holdene, der dominerede de andre, hvilket medførte, at alle kampe fra 10-21 (hvilket er en uhørt kort spilletid for så mange kampe) blev afgjort 2-0.

Og det var en kæmpe skuffelse for alle, også fordi der åbenbart bliver givet gratis skins ud (heltene kan have forskelligt tøj på) i forbindelse med "first blood" i hver runde. Med næsten rene 2-0-kampe betød det jo også, at giveaways blev skåret ned med en tredjedel - plus kampene var forudsigelige og næsten ligegyldige. Altså, de betød noget for spillerne og den endelige score, men det var som om, der hele tiden lige blev bygget en spænding op - og så døde det bare.

Og sådan gik det faktisk både fredag og lørdag. Stemningen var høj, og det var måske mere fordi hvert hold havde sine egne fans, der var tændte, så snart de så deres spillere - men udover det var de to indledende dage, trods en meget episk og eventyrfortællende baggrund, ret tamme.

Og så kom finaledagen. Alle havde ventet på dette og dagens første kamp, hvor modstanderen til Team Liquid skulle findes. Team Liquid var sejlet igennem dagene uden problemer, og nu stod semifinalekampen mellem Gaimin Gladiators og Tundra Esports. Første game gik til Tundra, og angsten for, at det endnu engang blev 2-0, utilfredsstillende og kedeligt, stod klar. Men Gaimin Gladiators ville det anderledes, og lige pludselig gik kampen i gang for alvor, hvor teamfight efter teamfight endte med, at Gaimin Gladiators tog game 2, og så var vi langt om længe ude i det, som crowden brølede efter: spænding og et 3. game.

Og her må man sige, at hverken Tundra eller Gaimin (som i øvrigt havde dansk repræsentation ved Ace/Marcus Hoelgaard og deres træner Cy/Aske Larsen) holdt sig tilbage. Alle teamfights kørte på det højeste, dog uden nogen endelige vindere, men Gaimin Gladiators havde den bedste strategi. De svækkede Tundras Ancient, og mens de afledte opmærksomheden, teleporterede en af deres heroes ind og gav dem derved sejren 2-1.

Selv for en udenforstående var det en fantastisk spændende kamp, og mine forhåbninger for finalekampen, en Best of 5, var vakt. Jeg forudså en lige kamp mellem Gaimin Gladiators og Team Liquid. I øvrigt en finale, der tidligere var blevet spillet, men hvor Team Liquid sidste gang kom ud som de endelige vindere. Og en finale, hvor der var utrolig meget historik bag. En 2-dobbelt vinder, der kunne skrive DOTA2-historie og tage The International back-to-back. En tidligere udstødt pro-spiller, der i sin ungdom var blevet taget i forskellige fejl og selvforskyldt var blevet smidt ud, men nu var blevet ældre og havde sonet sin brøde. Der var så megen historik og forhistorie, at denne kamp bare måtte blive kulminationen af 3 dage, hvor kun én kamp havde leveret. Dette måtte være kampen, der skulle vise, hvad The International 24 egentlig betød for Royal Arena og for DOTA2.

Det blev en 3-0-sejr til Team Liquid, der totalt smadrede Gaimin Gladiators. Team Liquid var i en helt anden klasse. Det begyndte okay med det første game, hvor Liquid tog kampen med 24-15, men det virkede stadig overkommeligt. Men næste game gik næsten dobbelt så hurtigt, og Liquid tog den med 22-12. Gaimin Gladiators rystede posen i deres hero pick, men... det hjalp ikke rigtigt, og i 3. game var begge hold forholdsvis forsigtige. Ja, der var lyspunkter, men slutresultatet blev endnu engang et stomp.

Helt klart tillykke til Team Liquid, det var en fantastisk sejr, overlegen og velfortjent. Men som tilskuer til dette, så var det ud af 3 dage og 10 kampe, hvor kun 2 endte med 3 maps (og en af dem var en Bo5), godt nok en lidt tam turnering. Hvis jeg var fløjet fra den anden side af jorden (Argentina og Kina var heftigt repræsenteret) og skulle betale omkring 3.000 kr for en weekendbillet til alle dagene, ville mit jyske hjerte nok skrige sig i søvn hver aften de næste par år.

Det må siges til gengæld: Hold op, hvor var der meget udenom. Bedste kortfilm blev kåret, omhandlende DOTA2-helte, der lavede... well, andet end DOTA2-ting eller netop DOTA2-ting. Bedste cosplay blev lavet, og jeg er imponeret over, hvor meget tid og anstrengelse der bliver lagt i det, for hold op, hvor var de gennemførte.

Noget helt unikt, som kom som en overraskelse for alle, var præsentationen af en ny hero, Kez. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i så stor en forsamling, hvor ALLE blev helt stille. Man kunne høre folk hoste på den anden side af Royal Arena. Og da Kez kom frem på skærmene, en piratpapegøje eller hvad i alverden det end var, gik alle amok. Jeg så pressefolk komme løbende til med kameraer og stå med åben mund og polypper. Og det er DET, som DOTA2 kan.

Og overalt, hvor man så, var der et eller andet i gang, der relaterede sig til DOTA2. Og de fans, der stort set fyldte hele Royal Arena, var tændte. Skuffede, men tændte. En af de små dimser, som jeg faktisk kom til at elske, var de blinkende armbånd. Med tidligere erfaringer

fra Fortnite- og CS-turneringer var det en kuriositet, som jeg aldrig havde set før. De blev styret centralt fra Valve-admins eller teknisk smarte folk, og når der så skete noget, kunne de blinke i forskellige farver, intervaller og styrke. Og når alt lyset blev slukket, og reaktionerne på scenen blev afspejlet i publikums armbåndslys, gav det en helt speciel følelse igennem publikum - og det var bare så fedt. Så ja, publikum, stemning, events, casters, analytikere og opsætning: helt fantastisk og gennemført. Turneringen i form af kampene med åndeløs spænding: nope.

Så ville jeg nogensinde vove mig væk fra mine Bo12 og mit elskede Counter-Strike for at se endnu et MOBA? Helt klart. The International med DOTA2 igen? Absolut. Fordi hele setuppet og alt, der havde med det at gøre, viste mig et fantastisk community, som desværre for mange danskere er noget, de er gået glip af. Cosplay, shorts, castere, streamere, mytologi og forgyldte spillere (nogle af de mest kendte spillere er danske, og Troels Lyngholt "syndereN" Nielsen havde en video, hvor han viste sig selv og sin origin story... den begyndte med, at han opladede sin computer i en vindmølle - jeg håber, det var for sjov...).

Prisen på de 3.000 kr for en billet til alle tre dage er gusten. Men der er helt klart værdi for pengene. Så ja, hvis man regner sig for at være esportsfan og er interesseret i gaming, så er The International helt klart en turnering, man bliver nødt til at have på sit CV som oplevelse. Fordi selvom vi danskere nok ikke er de største DOTA2-fans, så var dette her helt klart en oplevelse for livet, hvis chancen byder sig.