Forestil dig et gotisk science fiction-univers, hvor sindssyg teknologi og vampyrer møder vanvittige videnskabsmænd, der fremstiller vederstyggelige monstre. Det er nogenlunde præmisset i spillet med det ufatteligt lange navn: The Incredible Adventures of Van Helsing II.
Frit baseret på Bram Stokers bog Dracula har ungarske NeocoreGames opfundet en karakter, som er søn af den legendariske monsterjæger Van Helsing. De fleste associerer nok dette navn med vampyrer og varulve, og det har spiludgiverne udnyttet til fulde. Universet og skabningerne i spillet er således hvad jeg forventer, når jeg ser titelfigurens navn. Og mere til. Faktisk er universet det mest positive, jeg oplevede i den meget korte closed beta-udgave. Men lad os først lige slå fast, hvad spillet handler om.
Der er tale om et action-rollespil, hvor man som Van Helsings Jr. slagter sig gennem grupper af mildest talt groteske skabninger. Her bliver jeg nødt til at nævne, at en bestemt type monstre har været så heldige at få en uhyrligt stor motorsav i stedet for deres højre arm. Det er måske set før men ikke på daglig basis. Andre vederstyggeligheder er enormt store og vandrer rundt med dele af deres metalliske rygrad stikkende ud af huden. Det virker drabeligt, men det er hverdagskost for spillets helt og hovedperson.
Jeg spiller som en hunter, en af spillets tre klasser. Og som navnet antyder, kan jeg stå på relativ sikker afstand og nedlægge selv de mest gruopvækkende skabninger. Missionen i beta-udgaven er meget hurtigt overstået. Van Helsing og hans side-kick-spøgelse, Katarina, skal forsvare Borgovas industrikvarter mod General Harkers angreb. Borgova er hovedstaden i det opdigtede østeuropæiske land Borgovia.
Bevæbnet med riffel og sværd starter jeg fra en ende af og løber rundt i dette dystopia, hvor jeg spreder mere død og ødelæggelse, end General Harkers monstrøse stormtropper. Sådan står det på i en time, og så er min tur overstået. Hvordan historien udvikler sig, er ikke til at sige. Og så dog. Jeg sætte mine spareskillinger på, at resten af spillet kommer til at handle om det samme. Nemlig at løbe rundt og gøre det af med blodtørstige uhyrer kombineret med en form for historie. Og så handler det naturligvis om at finde en masse lækkert loot, mens man stiger i level og får nye skills.
Efter at have gennemført denne korte udgave af Van Helsing II har jeg fået en fornemmelse af universet. Og det er bestemt gennemført. Borgovas gader er en æstetisk blanding af en østeuropæisk hovedstad fra omkring år 1900 og en verden, hvor dommedag nærmer sig i skikkelse af videnskabelige misfostre i stil med Frankenstein bevæbnet med motorsav, steroider og gatling guns. Den belejrede by er mørklagt at røg fra de utallige morterer, som angriberne lader regne ned over huse og gader. Det er helt klart spillets visuelle udtryk, der lykkes bedst.
For når det kommer til selve gameplay'et, savner jeg noget tempo. Det er måske, fordi balancen mellem min figur og fjendernes styrke ikke er på plads. I beta-udgaven starter jeg som level 30, og mit gear er tilsyneladende ret godt. Jeg finder kun to items i løbet af en time, der er marginalt bedre. Men ikke desto mindre føles spillets actiontungt sammenlignet med spil som Diablo. Det er mit umiddelbare indtryk efter at have brugt tid på begge spil. Problemet for Van Helsing er naturligvis også, at det genremæssigt placerer sig i et felt, hvor konkurrencen er vanvittig stor.
Stemningen i Van Helsing II er ikke nok til at overbevise mig. Især ikke fordi den ellers lækre, dystre atmosfære hele tiden bliver ødelagt af noget, der er et forsøg på humor. Ligesom det første spil er Van Helsing II spækket med kække bemærkninger og referencer til popkultur som for eksempel Ringenes Herre og Skyrim. Det er naturligvis et spørgsmål om smag og humor, men jeg må indrømme, at jeg krummede tæer i stort set alle dialoger. Det er især min karakters side-kick-spøgelse, der går mig på nerverne.
I forhold til den første udgave af The Incredible Adventures of Van Helsing får denne to'er i serien en række nye features. Crafting bliver udbygget, så man selv kan fremstille bedre gear, og det bliver muligt at få et enormt dæmonisk kæledyr i en form af en såkaldt chimera. Noget jeg dog ikke får muligheden for at afprøve.
I 2013 udkom første spil fra NeocoreGames om Van Helsing Jr., og det er altså lykkedes det ungarske studie er fremstille en opfølger, der udkommer under et år efter det første spil. Elskede du det første, bliver det muligt at importere din gamle karakter i det nye spil, så du kan spille videre på din monsterjæger. Udgivelsesdatoen er sat til den 5. maj og spillet koster rimelige $15 som pre-order på spilfirmaets hjemmeside.
Den trivielle og tunge action kombineret med den pinagtige humor giver mig dog ikke lyst til mere. Og det kan det ellers gennemførte univers ikke gøre op for. Den færdige udgave af spillet anmelder vi naturligvis i maj.