The Incredible Adventures of Van Helsing

Jeg husker tydeligt den sommer, jeg første gang læste Bram Stokers Dracula. Det er en bog, der er mig meget kær. Den beskriver detaljerigt den umiddelbare hovedperson Jonathan Harkers rejse til det forjættede og tågede Transylvanien, hvor han stifter bekendtskab med den stærkt krydrede og varme gullasch og den iskolde og stendøde grev Dracula. Men bogen viser sig at være en sand godfather skrækroman, da den exceptionelle professor Van Helsing gennemspidder hjertet på en ung kvinde, der er blevet forvandlet til en vampyr. Det er hård kost, og siden har Van Helsing-figuren da også været synonym med den mørke greves endeligt.

Hvis man lægger romanen fra 1897 lidt til side, kan man så stadigvæk løfte historien om vampyrer, monsterdræbere og andet udenjordisk her i 2013 uden at drage en en pæl gennem hjertet på det etablerede univers? Neocore Games har modigt nok valgt at hamre pælen helt igennem den gamle bog og kickstarter derved Van Helsing-historien på en helt ny måde i deres seneste action-rollespil The Incredible Adventures of Van Helsing.

Van Helsing er blevet en gammel mand efter at have tævet vampyrerne i tidernes morgen, og da et brev dumper ind ad døren om problemer i det fjerntliggende Borgovia, sender han sin trofaste søn, der med sit spøgelse-sidekick Katarina tager afsted på eventyr. Her venter der både varulve, vampyrer og den galeste af de gale videnskabsmænd.

Det er i bund og grund afsættet uden så meget udenomssnak, for det er jo den lede action, det hardcore loot og den evige vej mod højere levels og nye skills, der virkelig tænder for alle lamperne i et spil af denne type. Leverer Van Helsing så på disse klassiske punkter? Ja, bestemt - på både godt og ondt.

Det første man bemærker er, at der ikke er nogle klasser, som vi ellers så godt kender det. Torchlight har tre, Diablo har en milliard (cirka) og Van Helsing han har bare sig selv at have det hele i. Magiker, monk, og fanden og hans pumpestok skal man lede længe efter.

Men Neocore har da forbarmet sig en smule, og giver lidt til enhver smag, for Van Helsing kan både være ond med sværd, knive og andre skarpe ting, men også pløkke monstre i stride strømme med håndkanoner, der vil få NRA til at tabe kæben og miste mundvandet.

Den måde man gør det på, er i evnetræet hvor begge skill-flader er dækkede, og ved hvert nyt level, kan der så mikses og matches mellem ranged og melee-angreb. Helt frit fra leveren, hvilket der kan komme ret sjove kombinationer ud af. Med en dødsstråle i den ene hånd og et sværd i den anden kan der deles klø ud på både kort og lang afstand i en lystig kombination, imens man ved et hurtigt skift kan gå over til eksplosive kugler i geværet og en fireball, der slår fjenderne omkuld. Det er cool, men der hvor det så bliver lidt ekstra interessant, er ved at hælde nogle ekstra skillpoints ind i hvert nyt level modifiers. Ved at aktivere disse modifiers, kan man opbygge Rage separat. Så når pulsen på Van Helsing virkelig er i top, og så kan man give ens skills et ekstra los bagi. På papiret er det en god ide, men vi kommer tilbage til hvorfor det ikke helt virker lidt senere i anmeldelsen.

Ranged våben virker i øvrigt alt for stærke i starten af spillet, og det er af den simple årsag, at fjenderne ikke er særligt raffinerede væsener i løbet af de første 1-2 timer. Et koppel varulve, sirener og andet utøj overmander Van Helsing som den eneste gangbare strategi, men er man vaks på fødderne, bevæger man sig blot lidt rundt og piller fjenderne ned på afstand. Det er ikke synderligt strategisk og tvinger ikke spilleren til at udnytte at man kan skifte imellem sine skills og våben på stedet. Heldigvis bliver der rodet bod på den udåd i spillets andet kapitel, hvor store solide Strongmen kan hale spilleren ind på kort afstand og levere nogle kraftige slag, imens de Søren Kierkegaard-lignende alkymister smider alverdens forbandelser over Van Helsing i deres ranged attack.

Dertil skal lægges de mekaniserede varulve, tinsoldaterne DeadKnechts og de forvoksede og forbyderiske rotter, der lægger små klamme bomber ved ens fødder - og så har man faktisk et ganske habilt og sjovt designet udvalg af krævende fjender, og det er imod dem, i kampens hede, når man konstant er tvunget til at overveje skill-kombinationer og skifte mellem våbnene, at spillet folder sig fuldt ud.

Ved siden af de aktive og offensive evner har Van Helsing også en række passive og aktive support-skills, såkaldte auras og tricks, der bl.a. kan byde på instant healing eller et hurtigt teleport. Man skal bare være opmærksom på, at cooldown-perioden kan være enormt led for en uopgraderet skill, og hvis den samtidig trækker på Van Helsings brug af mana, ja så står man hurtigt med håret i postkassen på selv den letteste sværhedsgrad. Van Helsing er til den lidt hårdere kerne af entusiasterne, og meget grønne casual spillere bør lige tænke to gange, inden der bliver trykket køb på Steam.

Bemærkelsesværdigt er selvfølgelig også spøgelset Katarina, der bliver en vigtig allieret, og som også har en række opgraderbare skills, og som man selv kan vælge hvilken spillestil og hvilket loot hun skal benytte. Men som en vigtig karakter reduceres hun uheldigvis til et irriterende sidekick. En popsmart bemærkning kan være sjov i ny og næ, men Van Helsing er konsekvent proppet med popbemærkninger, metakommentatorspor og "sjove" easter eggs - og ja, det står i gåsetegn, da jeg simpelthen ikke synes det er morsomt de fleste gange. Men det er jo en smagssag. Det er det Tarzan-svingende kvalitetsniveau for musikken og stemmeskuespillet desværre ikke, og det glider i bananskrællen mere end én gang, imens det i bedste fald er tåleligt.

Rent visuelt spiller Van Helsing heldigvis med mere habile kort på hånden. Igen virker det som om en sløv og klichefyldt start med nåleskove, landsbyer og sigøjnervogne, men da man endelig når til spillets andet kapitel og den industrielle storby Borgovias hærgede og slidte noir-inspirerede gader, så lysner det hele flot op.

Der er enkelte gange, hvor kameraet kommer i karambolage med bygninger på de hånddesignede baner, og selvom det ikke er et stort problem, er det dog til stede. Desuden var der i den udgave vi har spillet et lille dyk i frame-raten fra tid til anden, når samtlige grafiske kaniner bliver trukket ud af hatten på én gang. Men det var yderst sjældent i nogle meget store baner med mange fjender og på en meget kort loadetid, og det skulle gerne været rettet af udvikleren, når du læser dette, så det ser vi lige lidt stort på.

Skal man pege på et sted, hvor der kunne lægges flere kræfter rent visuelt, er det i spillets præsentation, hvor den brune menu og de uinspirerende stats ikke hæver sig meget over den gennemsnitlige danskers hvilepuls. Det fejler som sådan ikke noget, men det kunne nemt have været mere inspirerende, og jeg savner især et lidt mere ophidsende loot, der visuelt aldrig rigtig fik mig i stødet. Det samme kan siges om mellemsekvenserne og spillets intro, og der kan Neocore altså ikke komme op på helt på den samme store klinge af produktionsniveau som konkurrenterne på markedet.

Nu hvor vi er ved det med afsavn, så kan man som tiden går godt savne en større variation af quests og et bedre tempo gennem spillet. Det er ganske givet, at man ikke altid kan justere fx musikken i en genre som action-rollespillet, men der er andre måder at bygge en stemning op på og det formår Van Helsing desværre ikke helt så ofte. Uden en fornemmelse af drama eller gameplaymæssige højdepunkter, så ender gameplayet med at sidde på den lettere repetitive stol med de vanlige fetch quests, escorts og lidt ligegyldige missioner. Selv med et så velfunderet og underholdende kampsystem, så er det ikke helt nok til at sætte Van Helsing op i de allerhøjeste karakterer på skalaen.

Dertil mangler der en højere grad af finpudsning i spillet, både ved de små justeringer blandt andet ved det førnævnte rage-system, hvor man godt kan blive i tvivl om den øgede effekt af ens skills i de store bosskampe, hvor man kun sjældent føler, at man skal benytte nogen særlige taktikker. Et eksempel er ved første kapitels allersidste boss, en mekanisk boreorm der er gået hel fra snøvsen, hvor skal man aktivere en række strømførende tårne og sende en portion strøm igennem dyret, så selv Dong Energy-direktøren ville få sved på panden. Her var lydeffekterne ikke justeret rigtigt i mixet, så hverken de strømførende tårne eller siden hen ormens sårbarhed går op for spilleren med det samme, hvis ikke man har øjnene direkte på monsteret - og sådanne små raffinementer finder man hos Runic Games og Blizzard.

Det ændrer dog ikke på, at Van Helsing med to ord er solidt håndværk. Det blæser måske ikke sokkerne af de virkelig luksustilvænte rpg-afficionados og på præsentationssiden bider Van Helsing i det halvsure hvidløg i forhold til konkurrenterne. Men som et sandt isbjerg af indhold der snildt underholder 10-12 timer under overfladen (endda med et tower defence minispil og 4-player co-op!), er det et nemt køb, hvis man kan leve med at det ikke altid er lige velpoleret.