The Godfather II

Så er EA's Godfather II her endelig, spillet som lader dig kæmpe hele vejen op til status som mægtig Don. Som navnet sikkert har fortalt dig er dette også spillet baseret på filmen, og selv om Al Pacino desværre mangler er flere af skuespillerne klar til at indtage deres roller igen. Som fan af filmene og mafiosohistorier generelt, må jeg indrømme at det var med stor begejstring jeg gav mig i kast med Godfather II.

Handlingen i mafioso eposet starter på Cuba, hvor hovedpersonen Dominic er tilstede som Aldo Trapanis næsteleder og bodyguard. Cubas rigdomme skal deles mellem en række mafiafamilier, men planerne får en brat afslutning da Castros revolution eskalerer. Du, i skoene på Dominic, får til opgave at lade de andre familiemedlemmer i sikkerhed på flypladsen hvor det hele forgår, gennem vejspærringer og skudkampe. Aldo bliver dræbt på vej til flyet, og på flyvningen ud af Cuba erklærer Michael at Dominic skal være Aldos efterfølger. Dermed er vejen mod mafiaboss godt i gang.

Der er tre byer som skal erobres i Godfather II, og den første er New York. Efter Aldos pludselige besøg til de dødes rige, er der lige pludselige magtkampe om hvem der skal overtage territoriet. En strategisk udvidelse af virksomheden må til for at tage livet af konkurrenterne, og dette gøres hovedsagligt ved at styre Dominic i tredjeperson.

Tredjepersons sandkassespil er efterhånden en hårdt prøvet genre, og for os som er bevandret i genren er der langt mellem at man mister pusten over et nyt spil. Her kan jeg også røbe at Godfather II ikke er et af disse spil.

Så hvor sejt er det egentlig at være Don i Godfather II? Her må jeg desværre kun svare: rimelig. Spillet er desværre ikke så innovativt når det kommer til gameplay som EA havde held med i det forrige spil. Som i det første spil er et af de store plusser "Black Hand" kontrollen. Det er slet og ret sjovt at gå løs på fjenderne, med de valgmuligheder man bliver givet. Vil du slå, kvæle, skalle eller kaste modstanderen gennem et vindue? Vil du slå ham mod væggen, eller nøjes med at introducere hans hoved til bordpladen? Kort og godt er det herligt at dele tæv ud i Godfather II.

En andet markant plus er rekutteringen af familiemedlemmer. Der findes seks færdigheder et medlem kan være specialiseret i: sprængstoffer, brandstiftning, nævekamp, indbrud, pengeskabsknækker og førstehjælp. Disse færdigheder afgær hvilke jobs du kan bruge dine mænd til, så når du vælger dine soldater er det vigtig at opgøre på hvilken måde du vil spille.

Foruden at bruge banden til specialjobs, gør de en væsentlig forskel i skudkampe. Færdigheder som eksempelvis førstehjælp kan kun bruges i kamp, og et dygtig medlem med evnen kan genoplive mange en overivrig Don. Dominic kan også bruge familiemedlemmerne til enkle, strategiske manøvrer i kampsituationer. Du kan vælge om de skal holde sig tæt til dig og beskytte, eller om de aggressivt skal prøve at klare eventuelle problemer selv. Din bande kan også opgraderes med dine indtjente penge, og når det lærer dem at søge dækning samt ramme bedre, er det en velkommen ressource til en mafiafamilie i krig.

Et andet facinerende element ved Godfather II er at du ved at etablere et monopol på eksempelvis bagerier eller stripklubber, får særlige bonusser i din fremtidige jagt mod toppen. Bonusserne er dog også tilgængelige for dine modstandere, og derfor er det en god ide at ødelægge fjendtlige monopoler så hurtigt som muligt. Skudsikre veste, bedre våben og flere penge er bare nogle af de ekstras man kan optjene, og man behøver ikke være en raketforsker for at se at dette er vejen frem.

Godfather II har dog også sine faldgrupper, og når det kommer til grafikken kan spillet ikke følge med. Byerne mangler den lille ekstra smule liv som får dem til at virke som mere end kulisser, og flere af animationerne er stive og mekaniske. Ingen af delene er decideret dårlige, men kan altså ikke følge med konkurrenterne.

En svaghed som desværre viser sig tidlig, er det dårlig banedesign. Man vælger hvilke forretninger skal erhverves, og actionsekvenserne fungerer fint, men at bevæge sig rundt i de områder der skal overtages er ikke nødvendigvis en logisk affære. For at gøre ejerne af forretningerne mest utilgængelige, har udviklerne designet områderne så lineære som mulig. Det vil sige at man altid har et minimum af veje at tilgå en mission, enten den længste hvor man skal skyde sig igennem samtlige vagter, eller en kortere som kun er tilgængelig hvis man har de rigtige færdigheder i familien. Dette betyder at man kommer til at bruge svært meget tid på at løbe mellem A og B. Hvorfor EA har fokuseret ikke har prøvet sig med mere spændene baner, og bedre kunstig intelligens forstår jeg ikke, for som det er her er der sjældent tale om egentlig udfordring.

Dette giver mig anledning til at nævne en anden indvending - sværhedsgraden. Jeg har sjældent, måske aldrig, prøvet et spil hvor jeg har haft så let ved at sende fjenderne i hver deres kiste. Denne mangel på udfordring resulterede også i et antiklimaks, da jeg i længere tid ventede på udfordring, for pludselig at blive erklæret Godfather og så spillets sluttekster rulle over skærmen.

Ser man bort fra det irriterende banedesign, så er de mere konventionelle dele af Godfather II faktisk ganske ok. Desværre er det punkt udvikleren har snakket højest om, også det hvor spillet underleverer mest. EA har markedsført Godfather II med skræmmende innovativt med den nye strategiske dimension der er blevet navngivet Don's View, som dog desværre viser sig ikke at være mere end et detaljeret kort. Man kan godt nok sende sine familiemedlemmer på sabotageaktioner, eller til at angribe en forretning, men bevæge sig kan man ikke på kortet. Det er mildt sagt underligt at Dominic ikke kan hurtigrejse fra denne del af spillet, når nu spillet foregår over tre overlappende byer, samt at dine familiemedlemmer ikke har problemer med at rejse alle steder hen på et par sekunder.

Skulle du være midt på en bane, skal du altså bruge adskillige minutter på at finde ud igen, for at kunne bevæge dig mod det næste mål, og det er simpelthen for langsomt. Værre bliver det kun når en af de erobrede forretninger pludseligt angribes i en anden by, og jeg ikke selv kan tage af sted uden at skulle finde en lufthavn, men med et par enkelte klik kan lade mine håndlangere være der på under et par sekunder.

Yderligere bliver man givet muligheden for at lade sin familie overtage forretninger og klare skærene selv, i hvert fald i teorien. Fra Don's View kan man sende op til fem mænd afsted på mission der typisk tager op til ti minutter, men som dog ikke garanterer succes, samtidig med at man naturligvis selv stiller sig mere sårbar for modangreb. På den måde sætter man selv sine egne familiemedlemmer ud af spil mens de er på mission, og det virker ikke særlig smart. Vælger man selv at overtage butikkerne kan det gøres på få minutter og med næsten sikker succes, hvilket hurtig lærer dig en lektie om at gøre alt selv.

Godfather II er absolut et brugbart spil, men det løfter på ingen måde genren til nye højder. Selvom man denne gang begynder eventyret som Don, synes der ikke at være den store forskel fra fyren som arbejder sig helt op fra bunden. Eftersom Don's View heller ikke fungerer optimalt, stiller det også kun de andre mangler i fokus: Der er ingen fængende minispil, ingen god grafik og så videre.

Dermed er det dog ikke sagt at du ikke kommer til at kunne lide dette spil. Jeg morede mig og anbefaler det helt sikkert til fans af genren. Til de andre som bruger deres penge lidt mere nøjsomt, vil jeg dog anbefale en ekstra time i tænkeboksen.