The Flash

Forventningerne til The Flash er tårnhøje, og til dels også løbet løbsk. DC selv, Warner Bros. Discovery og de mange millioner fans verden over higer efter et gedigent hit, et tegn på himlen om at de går bedre tider i møde efter et usikkert årti, og derfor får filmen ansvaret for ikke bare at binde en pæn sløjfe om det såkaldte "Snyderverse" vi nu efterlader bag os, der i øvrigt er overraskende vemodigt for nogen, men den skal også byde os velkommen til en ny, frisk fremtid.

"Forsegl fortiden, byd velkommen til fremtiden, fortæl en enkeltstående og tilfredsstillende historie, og gør det også uden at være for langtrukken - tak". Okay, så en umulig opgave.

Der vil uden tvivl fortsat være nogen der efter at have forladt biografmørket vil føle The Flash lykkedes mere med nogle af arbejdsopgaverne på førnævnte checkliste end andre, men hvad der stod soleklart for mig selv efter at have set Andy Muschiettis storfilm for et par uger siden, er at The Flash kommer så tæt på at nagle det hele på én gang, at man næsten må elske den alene af den grund. Næsten.

Okay, så Barry Allen er blevet mere etableret som The Flash, og har udforsket den såkaldte "Speed Force" yderligere siden begivenhederne i Justice League. Faktisk kan han, som det også blev insinueret i Batman v Superman: Dawn of Justice, nu nærmest rejse i tiden, og han overbeviser sig selv om, trods advarende ord fra Bruce Wayne (spillet for allersidste gang af Ben Affleck - RIP Batfleck) at det at ændre fortiden kan have forfærdelige konsekvenser for nutiden, at han kan redde sin mor, der på tragisk vis blev dræbt for mange år siden.

Og det hele bliver da også til en ordentligt omgang kontinuitets-kluddermor, eftersom han ikke bare formår at ændre fortiden, men at rode adskillige universer sammen. Det er sådan, han ender i en dimension, eller på en tidslinje, hvor Michael Keaton er Batman og hvor Superman er Supergirl. Det hele bliver hurtigt en stor, men relativt præcist fortalt pærevælling af overlappende narrative strenge, der igennem hvad der ligner masser af screentesting er avanceret nok til at man er engageret, uden at det bliver til en omgang vås, der kun kan reddes af kedelig, træg eksposition.

Nej, The Flash fungerer faktisk fra et narrativt synspunkt, og fortæller en involverende historie om at finde ro i de ar man samler som årene går. Nej, det er så sandelig ikke hver eneste af disse nære scener, der fungerer. Forholdet til moren bliver aldrig rigtig stærkt nok til at bære hele filmen, mest af alt grundet ret essential mangel på kemi imellem hovedrolleindehaver Ezra Miller og moren spillet af Maribel Verdú, og ligeledes er Iris West spillet af Kiersey Clemons ikke synderligt spændende.

Men det er der råd for, for ved du hvad? The Flash er en af de sjoveste superheltefilm der nogensinde er lavet - punktum. Ezra Miller leverer en Deadpool-lignende præstation, hvor skuespilleren primært spiller overfor en anden version af dem selv, og det er mesterligt på den mest akavede og selvbevidste måde. Jokes kommer mod dig i stride strømme, og rammer i flæng med nærmest Mad Max-agtigt tempo, og det fungerer nærmest hele vejen igennem. Tempoet er højt, skiftende er markante og drastiske, og når filmen først er i bevægelse, så opstår der et solidt bindevæv mellem komik, fan service og action. Det er en ret hudløst ærlig popcornfilm af en skuffe, der nærmest står i kontrast til den bredere MCU-tendens.
Det betyder også at The Flash ikke bruger nær lige så meget tid på at etablere et "nyt" DC-filmunivers som mange troede. Jo, den berører da multiverset mere end andre projekter gør, og der er sjove throwbacks og cameo-roller hist og her (inklusiv en fra vores egen Nikolaj Coster-Waldau og selveste Nicolas f**king Cage), men filmen er mere opsat på at sige farvel til den kontinuitet vi kender, og fortælle en sej, velfungerende og nærmest enkeltstående historie.

Tag ikke fejl, Michael Keaton sparker røv, Michael Shannon er stadig sej som General Zod og Sasha Calle fungerer godt som Supergirl, eller Kara Zor-El, men det er Miller, det er komikken, og det er tempoet, der redder dagen.

Du kan faktisk se The Flash uden at have set noget andet fra DC, og ligeledes synes det her at være et ret centralt vendepunkt i tone, og i kvalitet. Den er desuden ret let at anbefale. Instruktør Andy Muschietti stod overfor en umulig opgave, og han hev den hjem.