Dansk
Gamereactor
anmeldelser
The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited

The Elder Scrolls Online - Thieves Guild

Udvidelsen til Elder Scrolls Online hiver universet med ind i skyggerne. Ved at stjæle, lyve og liste har vores freelancer Katrine sneget sig igennem Thieves Guild og ud af mørket med en dom.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Uden nogen ved det, gemmer jeg mig inde i skyggerne. Jeg sniger mig langs væggene og bruger mørket som min usynlighedskappe. Vagterne kredser om mig, men jeg formår stadig at nå hen til den låste dør, dirke låsen op og træde ind, der hvor skatten venter på mig. Den nye udvidelse Theives Guild inviterer dig ind i Tamriels skyggeside. Til der hvor tyvene lever, og hvor loven ikke eksisterer. Og jeg var ret spændt på at se, hvorvidt det ville være ligeså sjovt at være mestertyv i Elder Scrolls universet denne gang, som det har været tidligere.

Hvis du er ESO plus medlem, har du allerede modtaget denne udvidelse, og ellers kan den købes i spillets butik - Crown Store - for 2000 crowns. Ligeså snart den er købt, downloadet og installeret kan du møde Quen - en high elf uden gode hensigter - som står og mangler en partner in crime. Og bare rolig. Efter du har accepteret hendes tilbud om at arbejde sammen, sejler I afsted mod Hew's Bane, og du kan nu begynde din karriere som mestertyv.
Og der er så sandeligt intet, der mangler i den centrale historie i Thieves Guild. I løbet af denne historie skal du ikke blot brillere som mestertyv. Du skal også hjælpe det tyvagtige lav tilbage på fode, efter de har lidt en række nederlag til en anden forsamling. Denne anden gruppe kaldes Iron Wheel og de har set sig temmelig sure på tyvene og vil gøre alt for at smadre både dem og deres forsamling. Du vil blive en vigtig brik i dette magtspil og gennem tyverier og snedighed kan du vende op og ned på det hele.

The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited
Dette er en annonce:

Thieves Guild har til huse i byen Abah's Landing, der ligger i det helt nye område Hew's Bane, som udvidelsen låser op for. Det ligger i det sydlige Hammerfell og er et meget tørt ørkenområde. Selvom farvepaletten bevæger sig mest i de brune, sandede nuancer, er området smukt og livligt - i hvert fald omkring byen Abah's Landing. Her kan man finde en masse missioner og opgaver både inden for Theives Guilds rammer men også rundt omkring ude i byen. Du vil både blive bedt om at fungere som lommetyv, bryde ind i forskellige hjem og stjæle vigtige genstande og meget andet. Selvom nogle missioner selvfølgelig er i stil med de gamle klassiske skaf-denne-ting eller dræb-så-mange-monstre, så er disse tyvagtige opgaver stadig et dejligt skift i tempo. De gav mig anledning til at tænke helt anderledes end jeg normalt gør i Elder Scrolls universet og lignende spil. Normalt stormer jeg frem med sværdet eller kniven klar i hånden og nedlægger min fjenden hurtigt og voldsomt, men nu kræver disse missioner, at jeg tager mig tiden til at snige mig rundt i skyggerne, at jeg gennemskuer vagternes mønstre, og at jeg tænker mere kreativt for hele tiden at spotte en god vej frem til mit mål. Det er udfordrende på den rigtig gode måde! Og det er jo lige netop denne følelse af, at man må være stille og snedig, man skal have, når man som mestertyv skal på arbejde. Denne spænding greb fat i mig helt ud på den anden side af skærmen til det punkt, hvor jeg fangede mig selv i at holde vejret, når jeg sneg mig forbi nogle vagter for ikke at blive opdaget.

HQ

Mens du sniger sig rundt under en mission, eller når du tømmer lommerne på uskyldige ofre, må du hele tiden holde øje med et barometer i venstre hjørne. Dette barometer viser den dusør, der hænger over dit hoved. Hver gang en vagt eller en civil får øje på dig, et sted hvor du ikke burde være, stiger denne dusør, og når du engang kommer ud af det forbudte område, vil vagterne holde godt øje med dig. Dusøren falder over tid, men får en vagt øje på dig mens du stadig er eftersøgt, bliver du tvunget til at betale dusøren - hvis altså du ikke har lyst til at læge dig ud med disse højtlevelede NPC'er - for at kunne bevæge dig frit i gaderne igen.
Får en vagt derimod øje på dig, mens du befinder dig et sted, du ikke burde være, så bryder helvede løs. De arbejder ud fra den politik at dræbe først og stille spørgsmål senere. Al håb er dog ikke ude, selvom du bliver spottet af vagterne. Der findes nemlig nogle utroligt ulogiske og urealistiske gemmesteder som for eksempel nogle usandsynligt store kurve eller tønder, og når du hen til et sådant sted, mens en vagt er efter dig, vil de straks opgive deres jagt og vende tilbage til deres oprindelige post, mens du selv kan snige videre. Det giver ikke rigtig mening fra et realistisk standpunkt, men i spillet fungerer det dog alligevel. Man må hele tiden have et mentalt kort over, hvor det nærmeste gemmested er, hvis nu man skulle blive opdaget.

The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited
Dette er en annonce:

Som skrevet var jeg stor fan af denne følelse og spænding det gav mig at være mestertyv. Desværre var der dog tidspunkter, hvor nogle tekniske uheld var skyld i, at denne spænding blev en smule ødelagt. Nogle af vagterne der patruljerer synes nemlig at reagere en smule mærkeligt. I nogle tilfælde spottede de mig på steder, hvor de hverken burde kunne høre eller se mig, mens jeg andre gange kunne snige mig lige forbi dem, uden de så meget som fortrak en mine. Derfor kunne missionerne til tider blive afgjort af held i stedet for snilde, hvilket er lidt ærgerligt. Det frarøvede mig en lidt af succesfølelsen fordi jeg på en måde følte at jeg havde snydt mig frem til målet.

Efter du er færdig med den centrale historie i Thieves Guild, er det dog langt fra slut. Der er stadig meget af give sig til. En af de ting, er de daglige heists, der er blevet tilføjet. Disse heists er en ny type mission i Thieves Guild, som sender dig ud i landets varehuse, forskellige hjem eller grotter for at få fingrene i de godter, der ellers er låst væk og bevogtet. Du får en bestemt tidsramme til at nå frem til skattene og får besked på ikke at blive set undervejs overhovedet. Det er en fremragende måde at tillære sig nogle gode tyvagtige færdigheder samt at vedligeholde dem, eftersom det hver dag er muligt at afprøve en ny heist. Det er også et godt incitament til at vende tilbage til Elder Scrolls og Thieves Guild.

Jeg var også ret glad for at se, at der selvfølgelig var blevet tilføjet nogle nye skills, der hjælper dig i din lovløse karriere. Du kan blandt andet forhøje succesraten for lommetyverierne, få din dusør til at falde hurtigere eller lignende. Disse nye skills er faktisk en god hjælp undervejs, og det føltes godt at kunne bruge mine skillpoints på dem.

The Elder Scrolls Online: Tamriel Unlimited

Theives Guild rummer en masse gode udfordringer. Faktisk føltes udvidelsen til tider som et helt separat spil i sig selv, fordi det gav mig en helt anden følelse og oplevelse end jeg ellers har haft i Elder Scrolls Online. Det fik mig til at tænke helt anderledes og mere kreativt som spiller og til at lægge min voldsomme tilgang fra mig og i stedet gå ad den stille, mørke vej. Udfordringen i at nå frem til ens mål var mesterligt balanceret, så selvom jeg blev frustreret undervejs, fik jeg hele tiden øje på en ny rute, jeg kunne tage for at nå hen til målet, og det gav mig lyst til at prøve igen og igen.
I min tid med Theives Guild følte jeg mig virkelig som en tyv. Jeg sad virkelig med fornemmelsen af at være en lovløs, smooth criminal. Spændingen greb mig helt ud på den anden side af skærmen, hvor jeg også selv forsøgte at sidde helt stille for at ikke at blive opdaget i spillet. Jeg har været fan af Thieves Guild i tidligere Elder Scrolls spil - og jeg er også fan af Theives Guild i Elder Scrolls Online.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Interessante nye karakterer, spændende historie, kreative og sjove stealth-missioner, god genspilningsværdi i de daglige heists.
-
Upræcise reaktioner fra vagter.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

The Elder Scrolls Online - Thieves GuildScore

The Elder Scrolls Online - Thieves Guild

ANMELDELSE. Skrevet af Katrine Baumgardt

Udvidelsen til Elder Scrolls Online hiver universet med ind i skyggerne. Ved at stjæle, lyve og liste har vores freelancer Katrine sneget sig igennem Thieves Guild og ud af mørket med en dom.



Indlæser mere indhold