Dansk
Gamereactor
previews
The Elder Scrolls Online

The Elder Scrolls Online

Gamereactor har været i London for at stifte bekendtskab med den tredje faktion i The Elder Scolls Online, og drage på eventyr i en af spillets dungeons.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det er med en smule træthed i kroppen, men også spænding, at jeg ankommer til Zenimax Online Studios' kontor i London, hvor jeg skal se nærmere på deres kommende spil, The Elder Scrolls Online. Jeg bliver pænt modtaget i lobbyen af en herre fra firmaets PR-afdeling, og effekterne af den tidlige morgenflyvning fortager sig hurtigt, da jeg vises ind i et stort lokale, meget sparsomt indrettet med fire computere, hvoraf den ene står tændt, og venter på mig på karakterskaber-skærmen.

The Elder Scrolls Online

Nu har flere skribenter fra Gamereactor efterhånden fået lov til at kigge nærmere på Elder Scrolls seriens første skridt ind i MMO-genren, og mine forventninger er store da jeg sætter mig foran computeren, klar til for første gang selv at få lov til at prøve spillet.

Efter en kort forklaring af styringen får jeg lov til at lave min figur, ved hjælp af spillets meget omfattende karakterskaber. Alt fra min figurs højde til ansigtstræk kan justeres, og jeg vil ligefrem sige at mulighederne for at skabe en virkelig unik figur er større end før i serien. Mine muligheder er begrænsede til racerne Khajiit, Woood Elf, og High Elf, som alle hører under Aldmeri Dominion, der af en af spillets tre alliancer. Det er første gang at denne alliances gameplay vises frem, og mit valg falder på den sidstnævnte race, Wood Elf, og som spillerklasse vælger jeg troldmand.

Dette er en annonce:
The Elder Scrolls Online

Aldmeri Dominions mission i Tamriel er at sørge for at de yngre racer, såsom menneskene, ikke får magten over landet. Alliancen blev skabt, da menneskelige støttere af den onde daedra prins, Molag Bal, tog magten i The Imperial City, og den sværger at forsvare Tamriel fra de katastrofale følger, de yngre racers kamp for magt risikerer at bringe med sig.

Som ny Aldmeri Dominion-spiller vågner jeg i bedste Elder Scrolls stil op i en celle, hvor spøgelset af en gammel mand viser sig og beder om hjælp. Jeg skal finde en anden fange, og sammen med hende finde frem til den gamle mand, der vil hjælpe mig med at undslippe den onde Molag Bal's dimension, hvor sjæle holdes fanget som slaver i al evighed.

Derfra starter spillet, og for en øvet MMO-spiller som mig føles det hele meget velkendt. Der er dog stadig en snert af Elder Scrolls, blandt andet i styringen, hvor musen bruges til at dreje sin figur og sigte, i stedet for den klassiske cursor baserede styring. Også kameraet kan ændres, så man kan spille i første person, ligesom man plejer at spille de tidligere spil i serien. Dette vil sikkert begejstre fans, ikke mindst fordi det faktisk fungerer overbevisende, med våben og sigtekorn hvor de plejer at være på skærmen.

Dette er en annonce:
The Elder Scrolls Online

Selve kampsystemet er også en sjov blanding af klassisk MMO og Elder Scrolls. Man sigter frit, som man tidligere har gjort i serien, men fjender markeres med et rødt omrids, så et targeting system er tydeligvis taget i brug. Det fornemmes også at fjenderne låser sig mere fast på ens figur end man er vant til, da enkelte bevægelser fra side til side sjældent er nok for at undgå slag og ildkugler, og man skal benytte dodge systemet, hvor to tryk i samme retning resulterer i et rullefald, der kan hjælpe spilleren med at undvige slag. Det fungerer fint nok, men for en hardcore Elder Scrolls spiller, kræver det nok lidt tilvænning.

Jeg finder frem til min medfange, og vi bevæger os gennem den dystre dimension, på jagt efter den gamle mands celle. Der er rig mulighed for at beundre spillets flotte grafik undervejs, med mørke skyer på himmelen, og et konstant blåviolet skær i lyset. Desværre mangler lidt af de tidligere spils grafiske charme, som de blødere lyseffekter, der gav spillene en hvis varme, og rundere former både i arkitekturen såvel som i karaktermodellerne. Det er svært at sætte fingeren på hvad der præcis gør det, men jeg ender med at sidde med fornemmelsen af, at jeg har et spil foran mig, der mere efterligner et Elder Scrolls-spil, fremfor egentlig at være det, som når animatoren på en kendt tegnefilmsserie skiftes ud, og den ikke føles helt rigtig mere.

Efter en længere kamp mod horder af forskellige fjender, og samtaler med nogle af de småtossede lokale beboere af skyggedimensionen, finder vi endelig frem til den gamles celle, og efter et kort ritual befrier vi ham. Her bliver jeg stillet overfor et af spillets mange store valg, hvor min beslutning vil have konsekvenser for min figur gennem resten af dens spiltid. Jeg får forklaret at disse konsekvenser vil kunne mærkes ganske individuelt, som for eksempel hvis jeg vælger at redde en gruppe soldater, mens min ven vælger at lade dem i stikken. Derfra vil jeg kunne se og tale med de overlevende i byen, mens min ven ikke vil kunne se dem. En sjov detalje, som jeg ikke håber skaber for mange akavede situationer, hvor man forgæves prøver at forklare at man står med soldaterne, mens ens ven ikke har en chance for at vide hvad man taler om.

The Elder Scrolls Online

Efter at have truffet mit valg, hvor jeg vælger at lade min medfange tage den gamle mands plads i cellen, hjælper jeg manden med at udføre et ritual, der åbner en portal til de levendes verden. Vi træder gennem portalen, og min figur ender ganske passende for mit valg af alliance i Elseweyr, hvor kattefolket Khajiit hører til. Den gamle mand viser sig en sidste gang for mig i spøgelsesform, og forklarer at han endnu ikke ved hvor han selv er endt, men at vi nok vil mødes igen.

Herfra åbner spillet op, og jeg er fri til at udforske den lille ø hvor jeg er vågnet. Det første jeg bemærker er omgivelserne, idet de nyere spil i serien ikke før har fundet sted i tropiske miljøer. Den frodige natur, med palmer og grønt græs, samt de flotte sandstrande, hvor vandet glimter, og mine fodspor tydeligt kan ses i det våde sand, er ikke ligefrem hvad man normalt forbinder med Elder Scrolls.

Jeg går i gang med at tale med de lokale, og det varer ikke længe før min quest log er godt fyldt, så jeg bevæger mig ud i vildnisset, hjulpet på rette vej af mit trofaste kompas, der er en tro kopi af det man kender fra Skyrim. Det varer ikke længe før jeg atter ender i kamp, denne gang med øens mindre venligtsindede dyreliv, og pludselig går det op for mig, at følelsen af at spille Elder Scrolls er forsvundet en smule. I stedet for at udforske områder og til tider løbe ind i fjender og monstre tilfældigt, er fjenderne meget tydeligt grupperet i områder, hvor de konstant patruljerer de samme fem kvadratmeter, og man som spiller skal relativt tæt på, før man bliver opdaget. Det er en smule svært at leve sig ind i spillet på grund af dette, og jeg begynder pludselig at kunne nikke genkendende til skeptikernes nervøsitet for spillet som helhedsoplevelse.

Efter at have fået lov til at spille i et par timer, får jeg at vide at de nu gerne vil vise mig The Banished Cells, som er en dungeon for level 15-figurer. Vi får derfor selskab af yderligere en PR mand, samt en spiludvikler, og jeg får lov til at lave en ny figur, der automatisk starter med det rigtige level. Vi får lidt hjælp af en udvikler, der sidder i Dublin, med at få gearet vores figurer ordentligt, og efter kort tid bevæger vi os gennem dørene til fangehullet.

Vi starter stille og roligt ud, og jeg finder mig som garvet MMO-spiller næsten som hjemme her. Vi har alle fordelt os indenfor de tre forskellige arketyper, der ofte er at finde indenfor genren, nemlig Tank, Healer og DPS, hvor jeg selv med min troldmand hører under den sidstnævnte. Fjenderne er som forventet en del mere hårdføre end dem, jeg tidligere kæmpede imod, men ved hjælp af koordinerede angreb, hvor Tanken får lov til at holde fjendernes opmærksomhed, mens healeren holder ham i live, og jeg, sammen med min damage dealer makker, sørger for at dræne monstrenes liv hurtigt og effektivt.

Det er en sjov instance vi kæmper os igennem, og omgivelserne er også ret flotte, med gode skyggeeffekter og en dyster belysning, der giver en god fornemmelse af at være i en fugtig og mørk fangekælder. Der mangler dog desværre stadig lidt af det tidligere nævnte Elder Scrolls-touch, med de lidt blødere former i arkitekturen, men på trods af dette er det svært ikke at blive en smule forgabt i miljøet. Der er mørke gange med fakler på væggene, skeletterne flyder på jorden, og rent stemningsmæssigt føles det faktisk igen som et Elder Scrolls-spil, hvor den her slags dungeons altid har været mangfoldige. Fornemmelsen forstærkes, da vi når et rum med tre knapper, der ganske tydeligt vil starte noget, man som spiller ikke nødvendigvis er i stand til at håndtere. Jeg bliver spurgt om jeg er klar, og får æren af at trykke på den første knap. Pludselig spawner der en stor gruppe fjender midt i rummet, og en intens kamp følger, hvor vi alle flere gange er ved at dø, men alligevel får vendt situationen i sidste øjeblik. Det er alt sammen meget underholdende, ikke mindst fordi vi alle sidder og råber ad hinanden og griner panisk, mens vi hamrer på musetaster og tastatur. Da kampen er ovre, og vi har fået samlet os, kan jeg ikke undgå at smile, da spørgsmålet atter bliver stillet: "Er du klar?".

The Elder Scrolls Online

Jeg er godt og grundigt brugt, efter vi har trykket på de to sidste knapper, og de dertilhørende bølger af fjender vasket over os. Det er helt rart at bevæge sig videre gennem de mørke gange, og kæmpe med nogle af de mere almindelige fjender for en stund. Det varer dog ikke længe før vi når et rum, hvor et stort og faretruende monster venter på os, og før jeg får set mig om, er vi endnu en gang i en intens kamp. Det er en udfordring at nedkæmpe monstret, men det lykkes os til sidst at bringe det i knæ, og til min store ærgrelse får jeg at vide at der ikke er mere tid tilbage.

Jeg sætter mig et øjeblik, og lader den sidste halve times spil i The Banished Cells synke ind. Det føltes, som beskrevet, meget som Elder Scrolls, men ved nærmere eftertanke føler jeg også at brugen af de typiske arketyper, og måden man griber kampene an på, virker en smule jævnt. Der er intet galt med formularen som sådan, men jeg havde nok forventet lidt mere nyskabelse fra Zenimax Online Studios, og ikke bare genbrug af hvad man har set utallige gange før. Selvom jeg havde det sjovt under gennemspilningen, var det ikke på samme måde som den sjov jeg har når jeg spiller Skyrim, hvilket nok er hvad fans af serien søger hos en titel, der bærer seriens navn.

På flyveturen hjem sidder jeg tilbage med meget blandede følelser. Jeg har altid været begejstret for Elder Scrolls spillene, og er glad for at se endnu et skud på stammen indenfor spillets univers, men The Elder Scrolls Online føles bare ikke helt fuldstændigt endnu. Der er masser af elementer, der er taget direkte ud af serien, såsom at kunne gennemsøge hver en kiste for guld, at skulle dirke låse op, et meget gennemført skill system, og en masse npc'er at tale med, men samtidig er andre elementer blevet udeladt, som for eksempel tyveri og kriminalitet generelt. Jeg fik dog forklaringen på dette, nemlig at udviklerne så det som en stor udfordring at implementere et straffesystem for kriminalitet med så mange spillere i verden samtidigt, men at de ikke afviser at det vil blive tilføjet på et senere tidspunkt, når spillerbasen har fundet sig til rette.

The Elder Scrolls Online ligner et bud på et godt solidt fantasy MMO-spil. Forventningerne er høje, og det er desværre tydeligt at der er et stykke vej endnu, inden disse forventninger kan imødekommes. Alt fra gameplay til grafik trænger til finpudsning, men jeg vælger at holde mig optimistisk, og tro på at udviklerne ved hvad de laver, indtil spillet udgives 2014 til Windows og Mac computere, samt Xbox One og PlayStation 4.

The Elder Scrolls Online

Relaterede tekster

The Elder Scrolls OnlineScore

The Elder Scrolls Online

ANMELDELSE. Skrevet af Oskar Nyström

Zenimax Online Studios har arbejdet i syv år, og tordner nu ud med et af de dyreste onlinerollespil nogensinde.



Indlæser mere indhold