The Elder Scrolls: Blades

Spillet befinder sig lige nu i Early Access, og anmeldelsen er baseret på version 1.00.750819. GameReactor tager sig friheden til at anmelde titler i Early Access fordi udviklerne tager penge for spillets mikrotransaktioner.

Jeg har igennem mine snart 40 år på denne jordklode spillet The Elder Scrolls i halvdelen af dem. Den store kærlighed kom med Morrowind, som jeg spillede i timer, dage, måneder og år, efter det udkom. Jeg elskede den enorme frihed, det sus man følte mens man løb igennem Vvardelfells meget fremmede områder. Jeg blev overrasket da jeg fandt en guds hjerte i det røde bjergs vulkan, se det er stærke minder. Jeg elskede efterfølgerne lige så meget, men sprang dog The Elder Scrolls Online over, da MMO'er simpelthen hverken er eller bliver min ting. Så mens mine abstinenser blev mere og mere alvorlige, fik jeg ideen om at prøve det nye The Elder Scrolls: Blades. "Hvor slemt kan det være?" tænkte jeg naivt, for Todd Howard havde jo trods alt stået på scenen på E3, og sagt at Blades "at its core is a true Elder Scrolls game". Nu virker den tanke så frygtelig langt væk, for jeg glemte der Bethesdas opførsel omkring Fallout 67. Jeg kom til at tænke firmaet, der efter efter min mening gik fra singleplayer-spillets redder til grådighed og inkompetence indenfor et år.

The Elder Scrolls: Blades er udviklet til mobile enheder, og er dags dato i "Early Access", så de fejl og mangler jeg nævner, vil forventeligt blive opdateret væk i løbet af de næste måneder.
Efter man har installeret spillet, som i øvrigt fylder omtrent 1GB, på sin telefon eller tablet, så skal man vælge sin karakter, og her ligner spillet sine forgængere ganske meget, og på en god måde faktisk, for man vælger imellem de kendte The Elder Scrolls-racer, og indstiller sin karakters udseende med de kendte bjælker, som ændrer udseendet på alle mulige måder. Man vælger køn, og så kommer man ind i spillet. Her får man serveret en overordentlig omgang eksposition på lidt kluntet vis, man får at vide at kejserens eliteenheder, de såkaldte "Blades", er blevet gjort forbudte, og bliver jagtet af Thalmor-faktionen. Efter man lærer at bruge ens sværd, hvilket jeg vil komme ind på senere, ankommer man til ens by, som er næsten brændt ned til grunden. Man får at vide at "Bloodfall-dronningen" har sendt lejesoldater til byen for at opkræve skatter. Noget gik galt, og byen blev badet i blå flammer, som satte ild til de fleste af bygningerne.

Mere får man egentlig ikke at vide i starten, og jeg stod med en underlig tom fornemmelse efter introen. Godt nok er dette normalt for et mobilspil, men Todd Howards ord rungede stadig i baghovedet, for denne introduktion er både kluntet og giver ikke rigtig nogen motivation til spillere. På grund af spillets format får man efterfølgende kun mikroskopiske historiebider hen ad vejen, da alt er bundet til ventetid. Ja, det er det denne Elder Scrolls-oplevelse er defineret af - ventetid. Hvad vi har at gøre med her er et spil hvor du samler smykkesten, som du bruger til at betale for opgraderinger af forskellige art, men selve det at opgradere tager tid, og du kan så skippe disse lange stilstandsperioder ved at give Bethesda penge. Det skal siges her, at jeg har valgt at spille spillet uden at bruge penge på det, da jeg synes mikrotransaktioner er skruen uden ende i spil som The Elder Scrolls: Blades. Hvis man ikke betaler, skrider historien enormt langsomt frem, og jeg glemte den flere gange i løbet af mine timer med spillet. Spillets historie er nemlig ret kedelig, og er man ikke det rette niveau kan man simpelthen ikke overleve de missioner, som får historien til at skride frem. Det er super ærgerligt, for historien er utroligt vigtigt i andre The Elder Scrolls-spil, men her bliver den holdt som gidsel, for at få penge ud af de utålmodige, og man skal være guddommelig, for at kunne leve med det tempo spillet skrider frem med. Det er så synd, for det er en plet på The Elder Scrolls-serien, synes jeg.

Noget som The Elder Scrolls-serien gør enormt godt, er fornemmelsen af udforskning af de tit enorme verdener, som Bethesda har skabt. Sådan fungerer The Elder Scrolls: Blades på ingen måde - faktisk er det helt modsat. Verdenen og missionerne er ekstremt lineære, og man tager alle missioner fra enten menuerne, eller ved at snakke med karakterer i ens by.

Sværhedsgraden kan man se inden man tager afsted, og er den over fire kranier, advarer spillet en med beskeden om, at missionen måske er for svær for en. Er den tre kranier kan den med besvær gennemføres. For at får kranieniveauet til at falde skal man via sin smed opgradere sit udstyr, men det koster også tid, eller naturligvis smykkesten. Derudover skal der bygges en smed i første omgang, hvilket igen tager timer, og efterfølgende tager opgraderingen også tid. Spillet burde hedde The Elder Scrolls: Ventetid, for ens by skal også genopbygges, hvilket kræver ressourcer, og, I gættede det, ventetid. Man kan dog tage nogle tilfældigt genererede missioner, som er utrolige kedelige, hvor man skal samle fire Frost Salts, eller dræbe seks banditter, bare for at give to spændende eksempler.

Missionerne forgår altid i et næsten lineært designet område, hvor man måske kan gå 10 skridt udenfor den givne rute, og finde en rod som giver lidt hit points, eller en trækiste, men udover det er det en enormt kedelig omgang at bruge fem til 10 minutter på disse missioner. Dette er noget, som jeg synes går imod alt hvad The Elder Scrolls står for. Til sidst skal det lige nævnes at man også her kan betale smykkesten for at udføre disse missioner, hvilket jeg synes er vildt latterligt. Disse smykkesten koster nemlig ret mange penge, og man får dem sjældent af spillet selv. Du kan købe 1200 smykkesten for 75 kroner, og du kan få én af de bedste kister for den pris. Det kan godt være det tillokkende, men husk at alt koster disse glimtende sten, så har man en månedsløn man vil af med, kan man sagtens komme det i The Elder Scrolls: Blades. Det er som om, man betaler for at spille spillet som det var tiltænkt, før hastighed blev sænket til kravlehastighed.

Lad os snakke lidt om styringen. Man bevæger sig ved at trykke på jorden med sin finger, hvorefter et punkt sættes, som man løber hen til. Man kigger til højre og venstre ved at stryge i de samme retninger, og det fungerer egentlig ganske fint. Når man så kommer i kamp, bliver kameraet låst fast på ens modstander, og man skal så holde fingeren nede for at slå ens våben. Slipper man rettidigt, så gør man ekstra skade, gør man ikke gør man mindre. Man optjener erfaringspoint ved at kæmpe imod fjender og klare missioner, og disse giver point som man kan komme i tre Skill Trees - Spells, Perks og Abilities. Så magi, fordele og evner, og her kan man så sætte point, som skal hjælpe i de småkedelige kampe. Evnerne gør ikke den store forskel i min erfaring, andet end nogle modstandere har visse immuniteter og svagheder, som kan udnyttes, men 80% af kampene er sværd og skjold.

Magi og evner hænger sammen med en Mana- og Stamina-bjælker, som kan fyldes via diverse drikke, som man brygger med ting man finder i løbet af missionerne, eller i de mange kister som man også finder. Hvis man da gider at vente seks timer på at guldkisten åbner sig. Ja, det er endnu en fornærmelse. I løbet af en mission finder du masser af kister, men kun én af disse tæller ned til at kunne blive åbnet ad gangen. Naturligvis kan du betale smykkesten for at åbne dem med det samme. Det er da klart. Man kan blokere med sit skjold også, og noget at det eneste sjove ved disse kampe, er at time ens blokade med modstanderens slag. Det er et meget simpelt kampsystem, men det virker, om end det godt kan blive meget kedeligt mod svagere modstandere.

Til sidst lidt ros til spillet, for det ser godt nok flot ud. Det er vildt at se hvad mobile enheder kan nu til dags, når det kommer til grafik, og det kører flot på min Samsung Galaxy S9. Sjældne gange hoster grafikken lidt, men det er sjældent, og siden spillet er i Early Access, så bliver det sikkert rettet hen ad vejen. Grafikkvaliteten ligger mellem The Elder Scrolls: Oblivion og Skyrim.

Jeg synes at det er synd, at Bethesda ikke giver en lov til bare at købe spillet for at fast beløb, så man kan spille det uden alle disse kunstige systemer, som skal sætte hastigheden ned. Dette er ikke tilfældet desværre, og derfor er spillet unaturligt langsomt, og faktisk ret kedeligt. Det er dog gratis, og der er da et par timers spil inden tingenge går næsten i stå, men jeg vil ikke anbefale spillet til almindelige gamere og specielt ikke til ludomaner.