The Dark Pictures: The Devil in Me

The Devil in Me er det fjerde og sidste afsnit i første sæson af The Dark Pictures serien, som er en række filmiske horror-spil, der hver har en ny handling, en ny setting og nye hovedpersoner og spillene har ikke umiddelbart have noget med hinanden at gøre - andet end at de alle udspiller sig i Supermassives mørke og grufulde univers.

Det første spil hed Man of Medan og handlede om fire unge mennesker og deres skipper, der efter at være blevet fanget i en storm på åbent hav, nu befinder sig ombord på et mystisk spøgelsesskib, et ombygget fragtskib fra 2. Verdenskrig, hvor der naturligvis sker grusomme ting. Det andet spil, Little Hope, havde rødder i Andover hekseafbrændingerne i 1700-tallets Massachusetts. Her er kører fire college-studerende og deres professor en sen aften galt i deres bus efter en udflugt og strander i den lille by Little Hope. Byen er indhyllet i en mystisk tåge og gemmer på en grusom historie.

Det tredje spil, House of Ashes, tog serien i en lidt mere action-præget retning. Det udspiller sig i Mellemøsten i 2003, hvor en gruppe soldater bliver sendt på en vigtig mission, da der er mistanke om at der ligger kemiske våben begravet i den irakiske ørken. De vestlige styrker falder dog i et baghold og befinder sig snart i et enormt underjordisk tempel, som er beboet af en ubeskrivelig ondskab. Altså tre meget forskellige spil, rent handlingsmæssigt.

Nu er det fjerde spil i serien, The Devil in Me, så udkommet. Det bygger på fortællingen om H. H. Holmes, den første amerikanske seriemorder, der i 1896 blev dømt og henrettet for 27 mord, men man mener, at han kan have dræbt mere end 200 mennesker. H. H. Holmes drev blandt andet et hotel i Chicago, hvor flere at rummene, faktisk en hel etage, var indrettet til at dræbe. En lille gruppe af dokumentarfilm-skabere er netop ved at lave en film om H. H. Holmes, da de modtager en mystisk invitation om at besøge en kopi af hans hotel, som en excentrisk rigmand, der har arvet nogle af H. H. Holmes tegninger over det oprindelige hotel, har bygget. Dette er en oplagt mulighed for de håbefulde filmskabere, endelig at skabe en banebrydende dokumentar og måske endda få deres kommercielle gennembrud. Det lille filmhold finder dog hurtigt ud af, at de bliver overvåget - og snart er deres vigende seertal deres mindste problem.

The Devil in Me kan, ligesom de forrige spil i serien, bedst beskrives som en interaktiv fortælling, da der ikke er det store gameplay i det. Det meste af tiden bruger man på, på skift, at styre de fem karakterer rundt og undersøge omgivelserne, løse simple opgaver og foretage en masse valg, som både sender handlingen i forskellige retninger og kan have fatale konsekvenser for de fem hovedpersoner. Hvad det ikke har i gameplay, har det dog i historiefortælling. Historien er intens, der er interne splittelser på det lille filmhold og historien fortælles ganske overbevisende - og så er det bedst ikke at være alt for sart, for man får sig nogle seriøse chok undervejs og volden er udtalt, grænsende til det syge i hvert fald ét sted.

I forhold til de forrige spil, er der lidt nyheder i The Devil in Me. Hovedpersonerne har nu langt flere bevægelser; de kan nu for eksempel løbe, kravle, hoppe og ikke mindst gemme sig, når der er fare på færde. Styringen er stadig lidt stiv i det og er ikke særlig præcis, men den fungerer til et langsomt spil af denne type. Der er nu også tilføjet en inventory, da de fem hovedpersoner har forskellige ting med sig, som de bruger til at løse puzzles med. For eksempel har lederen af filmholdet, Charlie, et visitkort, som kan bruges til at lirke låste skuffer op med, lydteknikeren Erin har en mikrofon, så hun kan høre hvad der foregår bag vægge og fotografen Mark har et kamera, som han kan bruge til at dokumentere de forbrydelser teamet støder på.

De to multiplayerdele, Shared Story og Movie Night vender også tilbage. I Shared Story spiller man historien sammen med ven i online co-op, hvor begge spillere udforsker spilverdenen, nogle gange sammen - andre gange forskellige steder i spillet og fra forskellige vinkler. Movie Night er en lokal multiplayer mode for op til fem spillere, hvor controlleren går på omgang og man skiftes til at spille dele af spillet. Cirka 3 måneder efter udgivelsen af spillet her, vil der blive frigivet en gratis Curator's Cut udvidelse, som indeholder nye scener, nye valg og nye vinkler på historien set fra andre personers perspektiv end i hovedhistorien - og er dermed en god anledning, til at tage endnu en tur gennem H. H. Holmes' syge hotel. Har man forudbestilt spillet, vil denne Curator's Cut blive låst op, så snart man har gennemført historien.

Stemningen i The Devil in Me er god, grafikken er flot og det gamle hotel er fyldt med visuelle detaljer. Som altid er ansigterne i Supermassives spil virkelig fremragende og man se frygten i de forskellige karakterers øjne og ansigter. Lydsiden er glimrende, specielt i de sekvenser hvor man bruger Erins mikrofon og man lader sig guide af lyden. Stemmeskuespillerne er glimrende og i hovedrollerne støder man blandt andet på Jessie Buckley (Chernobyl, Fargo), Paul Kaye (Game of Thrones) og Pip Torrens vender i fin stil tilbage som fortælleren The Curator.

The Devil in Me er skåret over den samme skabelon som Supermassive Games' andre spil; det er lineært, der er ikke voldsomt meget gameplay, men til gengæld er det en virkelig glimrende, fængende og velfortalt fortælling. Spillet er igen krydret med sekvenser, hvor der skal trykkes på de rigtige knapper, på de rigtige tidspunkter og helst inden tiden løber ud. De vil som altid dele vandene; enten hader man dem, ellers har man ikke noget imod dem. Der er ikke voldsomt mange af dem og lige meget om man kan lide dem eller ej, så kommer man ikke uden om, at de tilfører lidt spænding og interaktion til sekvenser, der ellers bare kunne have været en almindelig filmsekvens.

Selv om den smule gameplay der er, er blevet udvidet og giver flere muligheder, synes jeg The Devil in Me er det svageste af de fire spil i The Dark Pictures serien. Jeg tror det har noget med settingen at gøre. Det er skræmmende at en enkelt mand kan stå bag alle de her rædsler, men det er stadig ikke helt så sofistikeret eller spændende som handlingen i de to første spil, der altså udspillede sig på et spøgelsesskib fra 2. Verdenskrig og i en lille by i ​​Massachusetts indhyllet i tåge. Det her minder mere om en anderledes udgave af Saw filmene og de kan næppe beskyldes for at være sofistikeret. Det er skræmmende, man får nogle seriøse chok, men jeg blev ikke grebet af stemningen på samme måde som i Man of Medan og Little Hope.

Da The Devil in Me er sæsonfinalen, er det også det største spil i serien og det tog mig omkring 7 timer at gennemføre, hvilket er tæt på dobbelt så lang tid som de første spil tog.

The Devil in Me er en glimrende fortælling og en fin afslutning på første sæson af The Dark Pictures serien. Jeg tror dog, at Supermassive Games og Bandai Namco bliver nødt til at ryste posen lidt til sæson 2, som i øvrigt blev teaset efter rulleteksterne, for formlen er ved at være en lille smule slidt, på trods af at den har udviklet sig lidt hen over de fire spil.