The Dark Pictures: Switchback VR

Er du som mig er gammel nok til at kunne huske glæden ved at blive sluppet løs i Professor Olsens Spilleland med en stak mønter i hånden, er der næsten statsgaranti for, at light gun-genren kan bringe varme følelser frem. For mig var titler som House of the Dead og især Time Crisis fast inventar på enhver tur i arkaden, men modsat mange andre genrer, gik charmen tabt, når oplevelsen blev flyttet ud af arkaden og ind bag hjemmets fire vægge.

Med VR har den nærmest stendøde genre fået en livline. Den store skærm og bevægelseskontrol som helt naturligt følger med VR, er nemlig oplagte til genren, og da fri bevægelse i bedste fald er svær at få til at føles naturlig og i værste kan være kvalmeinducerende for mindre VR-trænede personer, føles dens on-rails natur heller ikke så begrænsende som i traditionelle konsolspil. Et af de spil der tidligt beviste hvor godt et match de to ting er, var Supermassive Games' Until Dawn: Rush of Blood, og nu er den britiske udvikler så klar med en opfølger, der godt nok ikke giver meget mening, men ikke desto mindre formår at være særdeles underholdende og flot fremviser en af PSVR2's nye funktioner.

Hvor Until Dawn: Rush of Blood tog udgangspunkt i udviklerens gennembrudsspil, henter The Dark Pictures: Switchback VR, som titlen antyder, sin tematik fra de fire spil, der udgør første sæson af The Dark Pictures-antologien. Det er på sin vis oplagt. Med en færd der bogstavelig talt er på skinner og en jumpscare bag hvert hjørne, føles det som en tur i forlystelsesparkens spøgelseshus, som jo også gerne er kraftigt tematiseret. Så langt så passende. Til gengæld giver de fire distinkte temaer ingen mening i forhold til den undskyldning for en historie, Supermassive Games har trukket ned over hele oplevelsen. Uden at gå i detaljer (ikke at der er mange af dem) kan jeg røbe, at det tager udgangspunkt i en almindelig togtur i New York, der i mere end en forstand kører af sporet, hvorfor du pludselig befinder dig i en form for skærsild, som af en eller anden uvis årsag er manifesteret gennem de fire førnævnte titlers omgivelser og fjender.

Det er på sin vis spøjst at opleve den normalt meget historiefokuserede udvikler behandle denne del så lemfældigt, og egentlig ville spillet nok have været bedre tjent med at droppe alle forestillinger om at skulle fortælle en historie og kalde en spade for en spade. For heldigvis leverer The Dark Pictures: Switchback VR langt bedre, når det handler om at konstruere et interaktivt, digitalt spøgelseshus, med alt hvad det indebærer.

Centralt står stemningen selvfølgelig. Et spøgelseshus der ikke får hårene til at rejse sig, er som en burger uden bøf. Mangelfuld. Med tyk teatertåge, dæmonisk dukkelatter og en konstant følelse af at være omringet, skaber Supermassive Games en effektiv omend ikke videre elegant ramme for løjerne, især (billige) jumpscares er en lige lovlig stor krykke for udvikleren. Det hele får et hjælpende skub af den 3D-lyd, jeg ofte glemmer er en del af PlayStation 5's repertoire, men her fungerer en gysende hvisken i dit øre som en kilde til at lokalisere, hvor den næste fjende angriber fra.

For fjender er der selvfølgelig nok af. Zombier, ansigtsløse dæmoner, mannequiner og hvad der nu ellers dukker op i The Dark Pictures. De angriber dig oftest til fods fra skiftende vinkler og kan oftest ryddes af vejen med nogle velplacerede skud fra dine to håndpistoler eller de shotguns, smg'er eller seksløbere, som spillet på udvalgte tidspunkter beriger dig med. Det er ikke det mest opfindsomme encounter design, men det virker, og dine våben føles præcise og tilfredsstillende at affyre. Nogle fjender er dog mere genstridige. En særlig type kan for eksempel kun ryddes af vejen ved hjælp kontekstuelle fælder som et elektrificeret gulv, som i øvrigt kræver et særligt våben at aktivere. Der er også en håndfuld egentlige bosser. Visuelt er der kun et par af dem, der for alvor skiller sig ud fra fodtudserne, men mekanisk har de en del mere at byde på, hvad end det er unikke angreb som hjemsøgende iskrystaller eller en lille indbygget gåde, som skal løses for at skade dem.

Bedst er dog de sekvenser, hvor fjenderne skal besejres med andre midler end kugler og højspænding. The Dark Pictures: Switchback VR er det hidtil bedste eksempel på, hvordan PSVR2's eye tracking kan udnyttes på en meget direkte måde. Visse fjender bevæger sig nemlig kun, når du blinker, hvilket skaber nogle hårrejsende frydefulde øjeblikke, hvor du desperat forsøger at holde øjnene åbne af frygt for både dit digitale liv, og det hårrejsende syn, der venter på den anden side af det nyligt fugtede øje. Andetsteds leverer spillet sit eget take på Marios Boo-fjende, som i VR får nyt liv gennem en hektisk øvelse udi at lægge blikket det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Alle trusler kommer dog ikke fra de levende (døde). Undervejs er det nemlig også nødvendigt at løse en række relativt overkommelige gåder. Nogle handler om at skyde de symboler i omgivelserne, der svarer til dem over en aflåst dør, mens andre handler om at følge rør for at kunne afgøre, hvilken eltavle der skal slås fra, hvilket lyder mere tørt, end det i realiteten er, da et forkert valg vil medføre øjeblikkelig død som følge af at blive flamberet, hakket i småstykker, eller hvilken sadistisk fælde, du nu engang stå over for. Som du nok kan forestille dig, er de ikke hovedattraktionen her, men de skaber den nødvendige variation, som er nødvendig for en god forlystelse.

Med tanke på, at Supermassive Games ofte formår at skabe grafisk imponerende spil, er det en skam at billedsiden lades i stikken af for mange texture pop-ins og områder med lav detaljegrad. Kimen til noget godt er der ofte, men det er sjældent, at helheden står frem som oprindelig udtænkt, hvilket er en skam. For de steder der ikke skæmmes af førnævnte problemer, som for eksempel et gigantisk underjordisk hulesystem fra House of Ashes eller en balsal fra helvede fra The Devil in Me, er oprigtigt hjemsøgende og imponerer i VR's enorme skala. Forhåbentlig kan Supermassive Games få styr på det tekniske snart, for de har bestemt talent for visuelt skrækindjagende scenarier.

Som det forhåbentlig fremgår, er The Dark Pictures: Switchback VR et spil med klare fejl og mangler. Billedsiden er ujævn, historien mere påklistret end mine børns tatoveringer, og tendensen til at forlade sig på jumpscares bliver hen mod slutningen mere trættende end skræmmende. Men fra øjeblik til øjeblik er det oftest en skamløst underholdende oplevelse fuld af frydefulde gys, og den glimrende udnyttelse af PSVR2's eye tracking får det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Stor kunst er det måske ikke, men hver gang jeg tager VR-headsettet på, er det som at blive transporteret tilbage til Professor Olsens Spilleland - og det er vel også en eller anden form for kunst.