The Dark Pictures: Directive 8020 er Until Dawn + The Thing

Jeg misunder ikke Supermassive Games. Efter at have etableret sig med Until Dawn og skabt et af de mest markante horrorspil i 2010'erne, er forventningerne store ved hver ny udgivelse, og fans håber altid, at det seneste kapitel i The Dark Pictures-serien kan overgå alle de andre. Det må være en svær opgave konstant at skulle slå sin egen standard, og de har skuffet en række gange også.

Directive 8020 bevæger sig væk fra de traditionelle elementer af folk horror, som Supermassive har udforsket i over et årti, og sætter i stedet kurs mod stjernerne. Vi starter på et rumskib, der skal etablere en ny koloni for menneskeheden. I spillets første kapitel spiller vi som et af to besætningsmedlemmer, der skal holde øje med resten af besætningen, mens de er i stasis.

Da et objekt, der ligner en meteorit, rammer skibets skrog, må vi naturligvis undersøge, hvad der er sket. For at undgå spoilers vil jeg ikke gå for meget i detaljer, men som man kan forestille sig, hvis man har hørt noget om spillet, er meteoritten langt mere, end den giver sig ud for at være, og snart befinder vi os fanget sammen med en formskiftende rædsel ombord på skibet.

Directive 8020 gør det hurtigt klart, at der er mange narrative beslutninger at tage. Ét blik på story-menuen viser dusinvis af forgrenede stier, men i det første kapitel kan meget lidt ændre sig med hensyn til, hvem der lever, og hvem der dør - i hvert fald ifølge udviklerne. Det minder lidt om åbningen af Until Dawn, men gennem mine valg og gameplay fik jeg dog sendt en advarsel til resten af besætningen om den nærtstående fare. Mange af de forgrenede historier eksisterer primært for at give smag og vise, hvordan man former sin historie. Først i det færdige spil vil man kunne se, om hver beslutning virkelig har betydning, eller om alle veje leder til lignende konklusioner.

Der er dog mange forskellige handlinger, man kan tage, og måder at gøre sin historie unik på. Omvendt tillader Directive 8020 også, at man kan ændre beslutninger stort set med det samme, man træffer dem. I stedet for at gennemføre en ny gennemspilning for at udforske en karakters Destiny eller se, om man virkelig kan redde alle, kan man bare lave sin "perfekte" gennemspilning løbende. På den ene side giver det spillerne frihed, men på den anden side bryder det det narrative flow for dem, der gerne vil ændre beslutninger, indtil de er tilfredse. Denne mekanik kan slås fra, hvis man ønsker at leve og dø efter sit instinkt, men det rejser spørgsmålet om, hvorfor den overhovedet er inkluderet. Det virker som et forsøg på at tilfredsstille alle, og selvom det måske bliver populært, forbliver jeg skeptisk.

Gameplay-mæssigt minder Directive 8020 meget om de andre The Dark Pictures-spil. Man vælger dialog, ser cutscenes udfolde sig, løser simple puzzles og holder controlleren tæt under QTE'er. I dette spil er der dog en langt større vægt på survival horror-elementer. Stealth-sektioner er blevet videreudviklet og er nu en nøglemetode til at opleve historien. De tilføjer en ekstra spænding, og det var her, jeg følte mig mest nervøs. Jeg er spændt på, hvordan Supermassive ellers vil udvikle gameplayet for at give spillerne en mere aktiv rolle, men det bliver vigtigt at undgå, at man blot sidder fast i et action loop, når man egentlig gerne vil føle frygten på et skib midt i rummet med et frygtindgydende monster.

Directive 8020 skaber en utrolig effektiv atmosfære og spænding. Verdenen og universet er fascinerende, og jeg ville gerne have spillet mere, hvis demo-tiden havde tilladt det. Alligevel føler jeg mig lidt forsigtig over for nogle af de mekaniske ændringer, Supermassive indfører i denne seneste iteration af sine horror-spil, især med de øjeblikkeligt genafspillelige beslutninger, som føles mere som om, de fjerner tyngde fra fortællingen end giver spillerne en større følelse af frihed.