The Dark Crystal: Age of Resistance Tactics

Før jeg spillede, The Dark Crystal: Age of Resistance Tactics, havde jeg ingen anelse om, hvad The Dark Crystal var for en fætter. Jeg havde hørt fra andenhånds kilder, at der var en film i firserne, som nu har fået en serie på Netflix, og at det havde noget med Jim Hensons dukker at gøre. Ham der fandt på de evigt sjove Muppets, og Fragglerne. Sidstnævnte er et glædeligt minde fra min egen barndom i firserne. Så The Dark Crystal: Age of Resistance Tactics, kan da umuligt være helt dårligt? Eller hvad? Lad os kigge på det. Jeg har spillet det på PC, men det skulle eftersigende, også kunne spilles på Nintendo Switch og PlayStation 4 og Xbox One. Spillet er udviklet af BonusXP og Udgivet af En Masse Entertainment.

Da jeg først fik spillet i sidste uge, var det nærmest uspilleligt. Magiske angreb var ti sekunder om at lande, og i den fjerde mission, hang spillet sig, når visse monstre døde. Dagen efter kunne jeg slet ikke starte spillet op uden det crashede. Det var et dårligt tegn, men jeg prøvede igen i weekenden, og det må være blevet opdateret, for pludseligt virkede alt som det skulle, bortset fra at det laggede lidt, når der virkeligt var gang i den. Jeg må indrømme, jeg er glad for jeg fik mulighed for at give spillet den behandling det fortjente, for det er faktisk et ganske habilt forsøg på at lave et godt strategi-spil.

Spillet foregår i Dark Crystal universet, og historien er ret kompliceret. Planeten Thra var et idyllisk og hyggeligt sted, indtil de fuglelignede Skeksis kom til. Disse klamme væsner overtog magten, da de fik lov til at passe på den kæmpe sandhedskrystal, som de langsomt fordærvede. Dette gjorde at normalt venlige væsner blev onde, og snart efter begyndte de små beboere at kæmpe imod de onde Skeksis. Hvis man vil se alt dette kan man se den nye serie på Netflix, som fortæller denne historie. Jeg må indrømme, jeg var nødt til selv at se et par afsnit, for at alle de henvisninger spillet kommer med, gav mening. Man bliver nemlig smidt i, hvor vandet er dybest, når spillet starter. Man spiller som de forskellige figurer, man ser i serien, og man skal kæmpe mod Skeksis-fuglene med disse. Der er seks klasser, med alt fra krigere til healere, og alt derimellem. Karaktererne har de roller som man ser i serien, og man skal så bruge dem, og deres evner til at kommer igennem de mange scenarier, man bliver en del af. Jeg vil kommer ind på mekanikkerne senere, men koncentrere mig om historien. The Dark Crystal: Age of Resistance Tactics har ingen stemmeskuespil, hvilket ville have været en god ting. Mellemsekvenserne er lavet lidt som tegneserieruder, og i starten troede jeg faktisk det var et mobil-spil, på den måde det var bygget op på.

Hele historie foregår i talebobler, men heldigvis er der ikke meget der skal læses, men det havde hjulpet på stemningen, havde alle disse karakterer snakket med de stemmer de havde i serien, men det er nok blevet for dyrt for udvikleren, gætter jeg på. Historien går i store træk ud på ,at man skal finde og befri frihedskæmpere, som man kan hverve, og hvis evner man så kan bruge. Disse har små problemer, som man skal løse for dem, og når de er læst, bliver de en del af de kæmpere man kan vælge imellem før missionerne. Der foregår dog også en overordnet historie og frihedskampen, som man nogle gange bliver en del af, men det er sidehistorierne der fylder mest. Så overordnet er historien en smule tynd, og har man ingen viden om universet, giver det man hører fra karakterne igen mening på nogen måde. Jeg begyndte først at kunne nyde det jeg så læste, da jeg havde set to afsnit af serien, hvilket ikke er positivt. Spillet burde i stedet have givet spillerne introduktion, og det faktum at den ikke gør det, får mig til at tro, at spillet er møntet på dem, der har set serien eller filmen.

Selve spillet er et taktik-spil, så det minder en del om X-Com, i den måde banerne er bygget op på. Man vælge hvilke helte man vil have, og hvilke klasser de skal have inden, og så skal man ellers kæmpe mod diverse fjender. Kampene er tur-baserede, så man skal rykke sine helte en af gange og computeren det samme. I PC-versionen klikker man på den helt hvis tur det er, og så kommer der et hjul op, hvor man kan vælge de evner man gerne vil bruge. Der er ingen genveje til disse, og man skal igen og igen trykke på karakteren, ind i hjulet, vælge at flytte karakteren hen til fjenden. Klikke på hjulet igen, vælge sit angreb og så gentage dette for op til seks karakterer. Det bliver godt nok ensformigt hurtigt, og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan vælge angrebet, og karaktererne selv går hen til fjenden og angriber. Jeg oplevede missioner, hvor jeg skulle går fra den ene ende af banen til den anden, på denne møjsommelige måde. Det var ikke fedt. Heldigvis slutter de fleste missioner med, at man slår den sidste fjende i gulvet. Dog ikke alle desværre.

I mellem missionerne kan man så uddele point til de forskellige evner. Når man når level fem, kan man så få det spillet kalder et sekundært job, hvor man kombinerer to klasser med hinanden. For eksempel er kriger og healer ganske brugbart sammen. Disse job bliver så endnu mere specifikke ved level ti, hvor man så kan specialisere krigerrollen for eksempel, så man kan blive en defensiv eller offensiv kriger, og senere kan man specialisere sig endnu mere, med medfølgende evner. Der er tre hovedklasser, spejder, kriger og healer, og disse bliver mere og mere foldet ud som man stiger i niveauerne. Det er fedt system og gør at alle de helte, som virker så ens i starten, hurtigt får deres egne måder at skille sig ud på. Dette giver også spillet en stor genspilbarhed.
Selve kampsystemet er ret simpelt, man trykker på sin karakter, hvilet viser hvor langt man kan rykke, og så rykker man som man har lyst til. Man kan så kombinere karakternes evner, og spillet opfordrer til at man bruger synergien mellem klasserne, ved at nogle evner kun virker hvis man bruger andre på fjenderne først. Det er faktisk ret fedt, og noget af det jeg nød mest ved spillet. Man kan så imellem missionerne købe nyt udstyr til ens helte, og det skal man så også holde ved lige, for eller bliver de svage inden man har set sig om. Jeg er ret stor fan af denne måde at gøre det på, og det gør også, man begynder at holde af sine helte, og hurtigt kun bruger sine favoritter. Spillet er ganske svært også, så der er en god udfordring for dem der kan lide det. Den megen gentagelse gør bare, at jeg ikke personligt kommer til at spille det igen på den hårdeste sværhedsgrad.

Grafisk er spillet ikke noget at råbe hurra for. Det fungerer, og banerne er meget små, sammenlignet med noget man ser i X-Com. Derudover kan man se hele kortet, og alle fjender og hvad de gør, så der er ikke nogle overraskelser at hente der. Musikken og lydeffekterne er heller ikke specielt fremtrædende, andet en titelmelodien, som er meget bombastisk, og høj at lytte til. Det hele virker, men aboslut ikke mere end det.
Så alt i alt er The Dark Crystal: Age of Resistance Tactics, en generelt god oplevelse, men det føles virkelig som et skrabet spil, og det mangler I den grad stemmeskuespil. Det har nogle gode ideer, som gør det en gennemspilning værd, men jeg tror ikke personligt, jeg vender tilbage til det efter jeg har skrevet denne anmeldelse.