The Crew

Min Mercedes SLS AMG brøler, og får de gigantiske New Yorker-skyskrabere til at vibrere som stemmegafler. Dækkene hviner og giver endelig slip, og bilen bliver kastet rundt i svingene omkring Central Park. Ned ad The Avenue of the Americas går det med 250 kilometer i timen, og pludselig får jeg selskab af mit crew, der har fået samme idé som jeg. Et race, route 66, hele vejen til vestkysten i Los Angeles. Efter en kort og selskabelig tur til Chicago hvor startskuddet skal lyde, holder vi klar midt i den travle storby. Folk er stoppet op for at tage billeder af de mange muskelmonstre, der holder klar i den glinsende sol. Gult lys. Jeg planter foden på speederen og gør klar til en grand tour af dimensioner. Grønt lys. Så kører vi.

The Crew er en historie om størrelser. En gigantisk co-op-orienteret arkaderacer med adgang til hele USA, en chokerende lille mængde biler, en uhyggelig stor mængde indhold og en lang række interessante miljøer. Ubisofts Ivory Tower har skabt en gigantisk, storslået, irriterende sandkasse fyldt til randen med tekniske småfejl, tonsvis af MMO-inspireret progression og en ukuelig sans for spilleglæde.

Det lyder lidt forvirrende ikke? Det kan jeg godt forstå. For sandheden er den, at jeg, trods min objektive og analytiske distanceren, er blevet fuldstændig hooked på The Crew. Ubisofts store racersatsning der i år skal op imod Microsofts Forza Horizon 2 og Evolutions Driveclub. Det har en lang række skønhedsfejl, og nogle ret fundamentale designmisforståelser, men MMO-opbygningen har gjort, at jeg konstant gennemsøger det gigantiske kort efter vragdele, challenges så jeg kan opgradere mine biler og spændende løb, der konstant titter frem i de forskellige stater. The Crew er et enormt rodet mesterstykke, og her er hvorfor.

Lad os få det åbenlyse af vejen først. The Crews store hovedattraktion er, at det er en form for bil-MMO, der finder sted i en spilificeret udgave af hele USA. Du kan frit køre fra New York til Los Angeles og stoppe ved både Salt Lake City oppe i Mountain States, og nyde Las Vegas i Nevada-ørkenen på halvvejen. På sådan en rejse er der tonsvis af sideopgaver, der involverer zig-zag, præcision, politiundvigelse og rampehop. At udføre disse opgaver giver penge, nye dele til den bil du har gennemført opgaven med og XP-point. Det er netop dette, du bruger det meste af din tid på i The Crew, og ved første øjekast virker det tilforladeligt simpelt, men kommer du ud over en slatten tutorial, en lidt kikset historie- og karakterintroduktion samt et lidt kedeligt begynderkøretøj, åbner The Crews enorme og interessante verden sig for dig.

Nu kommer vi til det der hook, jeg talte om før. The Crew kan nemlig byde på meget mere end bare størrelse, for dens MMO-progressionssystem er både forbandet veldesignet og uhyre afhængighedsdannende. Mængden af biler er lille sammenlignet med Forza Horizon 2 ja, men hver af disse har en række forskellige "specs" altså specialiseringer, der tuner bilerne til et bestemt underlag og derfor en bestemt type race. Min Ford Focus RS kan derfor både være en hårdfør og beskidt dirt-racer eller en poleret og pimpet street-drifter og denne dynamik bilerne imellem gør jagten på bedre tuning-dele konstant og forlænger hver enkelt køretøjs levetid markant.

På trods af denne diversitet føles bilerne dog ikke helt lige så sprøde, som det efterhånden forventes af en arkaderacer. Fartfornemmelsen er så sandelig til stede, men bilernes individuelle fysik og den måde vægten bevæger sig ud over hjulene, er både ujævn og svær at forudsige. Denne følelse forsvinder gradvist som bilerne bliver dyrere, men i starten, når du fræser gennem Detroits gader i din street-racer, er styringen både skæv og forvrænget. Samme kritik kan uddeles om spillets ujævne overliggende fortælling, en fortælling om hævn og bedrageri i en racer-klike kaldet The 5/10's.

Du er Alex Taylor, mesterligt spillet af Troy Baker, der indgår en aftale med FBI, efter at Taylors bror bliver skudt af en korrupt politikommissær. Historien tager dig naturligvis gennem alle de forskellige racing-typer i forskellige dele af landet. Street i Detroit, Dirt i Maine-skovene, Performance i sydstaterne, Raid i Midwest-ørkenen og Circuit-race i L.A. Diversiteten sørger for at holde spilleren nysgerrig og sulten efter nye spændende løb/bil-kombinationer, men selve fortællingen er fyldt til randen med klichéer og forglemmelige karakterer.

Men når du er færdig med fortællingen, og USA står tilbage som åben sandkasse med alle racing-specialiseringerne åbne, afslører The Crew sit sande ansigt: PvP og PvE-indhold. Hver eneste mission, hver eneste sideopgave og den åbne sandkasse i det hele taget kan opleves i selskab med tre venner, der tilsammen former et crew. I sand MMO-tradition er verdenen selvfølgelig fyldt til randen med andre spillere, men dit crew består af dine racer-venner, som kan hjælpe dig med at vinde races og nye dele. Samtidig kan dit crew konkurrere mod andre crews i spillets PvP-del, hvor du som del af én af fem faktioner, kan opnå status ved at vinde over andre faktioner og crews. Disse tiltag tilbyder dybe progressions-systemer, der holder dig på tæerne og forhindrer køreoplevelsen i at blive ensformig.

Hvad The Crew dog gør bedst, er følelsen af at pløje gennem et stort detaljerigt område med solnedgangen i "bakspejlet" og foden på speederen, i nogle af de lækreste biler på planeten. Lyden af både motor og dæk er hverken forfærdelig eller banebrydende, og grafikken er hverken kvalmende eller prangende, men selve det at køre fra New York til L.A er en fantastisk oplevelse, som ingen af årets konkurrerende racer-titler kan eftergøre. Hver eneste gang jeg havde mere end 15 kilometer til mit mål på kortet, faldt jeg i en slags køretrance, hvor jeg bare nød vejen, lyset fra den nedadgående sol over de tykke nordamerikanske granskove og lidt klassisk rock fra det alsidige soundtrack.

Du kan godt høre, at jeg hooked ikke? The Crew er så sandelig ikke perfekt, langt fra faktisk, men alligevel formår MMO-designet kombinereret med den interessante spilificering af USA, at imponere gang på gang. Menuerne føles rodede især i starten, historien er klichéfyldt og bilerne føles lidt intetsigende til tider, men for hvert aspekt, som The Crew kikser, er der to, der gør helt rigtigt. Ja, The Crew er fortsat en historie om størrelser, men det eneste der er større end spillets sandkasse, er min respekt for den.