The Conduit

Jeg ville ønske, at jeg kunne give en eller anden fyldestgørende præsentation af Michael Ford, The Conduits hovedperson, men han er desværre en meget anonym spilkarakter. Vi ser aldrig rigtig noget til ham, ud over hans næver, der griber om forskellige våben. Imens er hans stemme en sær blanding af Solid Snakes og Mr. Burns, og jeg vil egentlig tro, at jeg har læst pegebøger, hvor jeg har levet mig mere ind i figurernes liv og historiens udvikling. Nej, The Conduit er intet Halo eller Half-Life. Men det behøver det heller ikke at være.

Historien bør ikke nævnes med mere end, at Washington D.C. angribes af fremmede fra rummet og at Mr. Ford guides rundt af en mystisk mand, der fortæller ham, hvordan han skal angribe The Grudge, spillets skurkerace. I baglommen bærer Mr. Ford rundt på sin A.S.E. - et rundt og mystisk artefakt, der gennem spillet hjælper dig med at se ting, som det blotte øje ikke kan opfatte. Visse låste døre kan eksempelvis åbnes som ved et trylleslag, bare ved at du med denne stålkugle af en cyber-pokébold scanner og tjekker de nærmeste vægge. Efter et par sekunders "snakken" mellem døren og din kugle, er du klar til at fortsætte. Din A.S.E. kan også demontere miner på afstand og samle informationsdisk #5 ud af #433.900, hvilket må være en glæde for enhver, der har en vis samlermani.

Da historien sparkes i gang, får jeg lov til, at rende rundt på meget forskellige lokaliteter som i en lufthavn, på et bibliotek, det Hvide Hus og det obligatoriske hemmelige laboratorium. Banerne er for det meste meget lineære og varierer meget i hvor underholdende de er. I et af disse øjeblikke, befinder jeg mig eksempelvis i en metrotunnel og forventer mig derfor et velkomment sceneskift, men der går ikke længe, før jeg føler mig ligeså engageret som en dørmand. En vogn, fire fjender. Næste vogn, fire mere. I vognen efter denne, fem fjender og sådan fortsætter det. Dette siger måske lidt mere om metrotunnelernes egenthed som spilbane, men i denne del af The Conduit, får jeg pludselig en stærk trang til at hive i nødbremsen og forsøge at flygte igennem et af vognens vinduer. Heldigvis kompenseres dette senere med mere frie krigsskuepladser, hvor jeg får lov til, at kæmpe mig igennem rækker og atter rækker af fjender, for at nå frem til deres Conduits, de porte som mine modstandere vælter igennem - og her er intensiteten til at mærke.

Når kampene er sjovest, så har det meget med The Conduits varierede arsenal af våben at gøre. Der skal godt nok lidt over en times spilleri til, før du har overstået det typiske arsenal af standardvåben som pistol, haglgevær og automatriffel, men da jeg får adgang til Grudge-arsenalet, så bliver spillet betydeligt mere interessant. Strike Rifle er en klar favorit - dette våben affyrer korte stød, men kan også lades helt op, for så at affyrer et stort skud, noget der igen omsætter enhver udenjordisk fjende til en simpel bunke aske. Desuden er ladegrebet lavet sådan, at det ser tilpas udenjordisk og lækkert ud. Endnu bedre er den enormt kraftfulde Hive Cannon, jeg samler op efter at have sænket en af rumnissernes chefer.

Der findes endda mange forskellige fjender, både i menneskeskikkelse og alienform, og det er lykkes High Voltage ret godt, at skabe den Gears of War og Lost Planet-lignende følelse af nogle ubehagelige uhyrer. Der findes æggesække, der skal sprænges i stykker, og selv orangefarvede Conduit-porte, der lukkes en gang for alle, når du smider en velplaceret granat i deres retning. I The Conduit findes der både to- og firbenede aliens, og sidstnævnte er naturligvis hurtigere. Nogle sprænger sågar sig selv i stykker, når de er kommet tilstrækkeligt tæt på dig. Ja, præcis som Tickers gjorde det i Gears of War 2. Trist nok, er der nærmest ingen bosskampe, hvilket gør helhedsoplevelsen en smule mindre interessant.

Wii-moten bruges til at sigte med og til at vende sig med - og specielt spilkontrollen, der har en masse tilpasningsmuligheder, er en af The Conduits bedste egenskaber. Følelsen er nok stadig en smule bedre realiseret i Metroid Prime 3: Corruption, men der findes en behagelighed i den præcise styring. Og måden hvorpå man kaster granater med nunchucken, er alt andet end en gimmick. Mindre vellykkede er til gengæld nærkampene. Eftersom disse nærmest er vanvittige kraftfulde, så kommer du til at bruge dem en del, og det gøres ved, at ryste Wii-moten. Rystelserne gør dog, at sigtet på skærmen, flyver rundt og bliver du ikke køresyg, så bliver du i det mindste en smule irriteret. En bagatel måske, men værd at nævne.

Der findes dog et problem, som jeg ikke kan komme uden om, og det er den i forvejen meget omtalte grafik i The Conduit. Ja, det er den flotteste (og mest realistiske) grafik, der endnu er set i Wii-sammenhænge, og hvad High Voltage har gjort med hardwaren er uden tvivl en bedrift. Men efter utallige førstepersonsspil på PC, PlayStation 3 og Xbox 360, hvor spillene er langt skarpere, er helhedsindtrykket alligevel intet specielt. "Flot for et Wii-spil" er helt enkelt ikke et argument, der får mig til at falde ned fra stolen. For de, der kun ejer denne konsol, og som aldrig har oplevet genren på de andre konsoller, er det naturligvis en anden sag.

Der findes dog nogle lækre sekvenser, som mødet med en stor edderkop-boss, flotte og fantasifulde alien-våben. Og animationerne af fjenderne, der rammes af Fords kugler er også (relativt) flotte. Et minus er dog den tunge genbrug af miljøerne. På biblioteksbanen, findes der de samme rum og boghylder på utallige gange. Det meste af det der optræder i spillet, vender tilbage i gennem hele Washington D.C. Småtrist.

The Conduit indeholder også en onlinedel, hvor op til 12 spillere kan kæmpe mod hinanden. Der findes flere forskellige spilmodes som bl.a. Capture the Flag (eller Capture the A.S.E. som det her kaldes) og typiske deathmatch-kampe, hvilket faktisk er meget rart, efter at have måtte slås udelukkende mod computerstyrede soldater i singleplayerdelen. Bounty Hunter er også interessant; her skal du ud og lede efter en bestemt person på kortet, der så skal dræbes, men ulempen er så, at du ikke må skyde den forkerte modstander, hvilket kræver en del tilpasning af ens spillestil. Samtidig er der en derude, der er på jagt efter dig. Du ved bare ikke hvem det er.

At bruge Friend Codes kan sagtens teste din tålmodighed, og i kampe med mange deltagere, blev hastighedsnedsættelserne også så småt irriterende, men set sådan udefra, så er The Conduits onlinedel varieret, sjov og et godt tiltag på Wii (der er endda understøttelse af Wii Speak) Efter at have brugt i omegnen af 7-9 timer i singleplayerdelen, vil du i hvert fald være godt tilfreds med muligheden for at gå online og deltage i kampe som det passer dig.

The Conduit er et længe ventet spil, men sikkert af andre grunde end andre stortitler. Nintendo Wii har virkelig haft brug for et flot og actionfyldt spil, og selvom der sagtens kan pilles ved detaljerne (specielt i forhold til den rutinemæssige udførelse af singleplayerdelen) så er dette alien-slagtende spil absolut værd at kigge nærmere på.