The Callisto Protocol

Det sker kun i relativt enkelte tilfælde i den her lettere fordærvede branche, at vi ser et projekt med AAA-produktionskvaliteter fra en helt ny, uprøvet udvikling. Så veletablerede og urokkelige er branchens giganter, at dem der kommanderer budgetterne ofte divergerer midler imod det vi i forvejen kender, det de ved virker.

Så det meste af den etablerede presse, såvel som forbrugere fra nær og fjern, har været ret så interesserede i The Callisto Protocol helt fra starten. Her taler vi nemlig om en helt ny IP, en helt uden multiplayer eller andre sociale aspekter, der er ingen Loot Boxes eller mikrotransaktioner, der er ingen sprudlende åben verden eller valgfrit sideindhold i metermål, og der er heller ej minigames, dialogsystemer eller New Game+. Nej, The Callisto Protocol er en ny horror IP fra et nyt studie, fra en relativt ny udgiver, som lader til at slå sig tåls med bare at underholde dig for en kort stund, og tilbyder dig ingen anden måde at interagere med det på end at... ja, spille det igen hvis du nu skulle få lyst - fordi det er sjovt. Sikke et innovativt koncept.

Det er ret forfriskende, bizart nok, da vi alle er tvunget til at skulle navigere i Live Service-æraens mudrede vande fyldt med endeløs tomgangsindhold designet til at fastholde opmærsomheden længere end normalt, og naturligvis også insisterende monetarisering. Det føles måske billigt sluppet at slå fast at The Callisto Protocol tjener point alene på det principielle grundlag at det undlader at falde i hvor så mange andre spil gør det, men her er vi.

Så lad os så dykke ned i hvad spillet er snarere end hvad det ikke er. The Callisto Protocol er udviklet af Striking Distance, et hold ledt af tidligere Sledgehammer-stifter Glen Schofield, samt et hav af andre veteraner fra alle fire hjørner af spilbranchen. Ja, holdet består af garvede folk, men det her er studiets allerførste spilprojekt, og det er, igen, en helt ny IP, selvom at det startede ud som værende semi-forbundet til PlayerUnknown's Battlegrounds. Og når nu vi snakker PUBG, så er dette også helt nyt for udgiver Krafton, der har sat sig for øje at diversificere deres output, og man kan kun bifalde at dette er det første spil de søsætter den strategi med.

Du kender måske også Schofield som værende en af de centrale kreative hoveder bag Dead Space, og det DNA kan mærkes hele vejen igennem Callisto. Horror oplevet i tredjeperson? Check. En "trampe"-mekanik? Check. En sygdom der spredes igennem en industriel sci-fi setting? Check. The Callisto Protocol lægger ikke skjul på hvorfra det får sin inspiration, men det føles aldrig som direkte mangel på inspiration - det er jo ikke ligefrem fordi vi svømmer i sci-fi horror, er det?

The Callisto Protocol foregår på Callisto, en af Jupiters måner, hvor de indsatte i superfængslet Black Iron pludselig forvandles til glubske, muterende monstre takket være noget der kaldes "Biophage". Det er op til den helt nye, og uskyldige, indsatte Jacob Lee, spillet af Josh Duhamel, at flygte fra fængslet. Naturligvis bliver det hele kun mere avancerede og besværligt derfra, og Jacob skal undervejs lære mere om Biophages oprindelse, og den virksomhed der driver fængslet Black Iron. Men på bedste God of War-vis er det primære mål igennem det meste af spillet relativt simpelt; "undslip Callisto", og spillet overeksponerer centrale plotstrenge, men efterlader meget som åbne spørgmål. Vi lærer faktisk ikke så meget om spillets verden.

Faktisk gør The Callisto Protocol en kunst ud af aldrig, som i aldrig at bevidst spilde spillerens tid. Det er en stram oplevelse fra ende til anden. Det er så fokuseret, at det aldrig, som i aldrig beder om, eller insinuerer, at det er andre veje at udforske end den centrale sti fremad mod dit mål. Selv hvis du er eventyrlysten sker det kun en håndfuld gange at der reelt er noget at se, udover den etablerede, strukturerede rutsjebanetur.

Det er også det insisterende fokus der tillader holdet hos Striking Distance at kaste den ene proprietære og specialdesignede sektion efter den anden i hovedet på spilleren. Hvert eneste lag af Black Iron, af resten af Callisto, er helt og holdent unikt. Hvert eneste panel, hver eneste dør, hver eneste korridor, det er alt sammen skræddersyet til det enkelte øjeblik, og der er ingen genbrug eller designmæssige genveje her. Der er dybe hvorind du kigger, en blinkende lampe, der kaster en særlig skygge rundt om et hjørne, en uskyldig vagt der har skrevet et farvel til sin familie i sit eget blod på væggen, snefnuggene der smelter på glasset af den centrale fængselsdome. Det er en detaljegrad der kun opnås med en helt og holdent lineært fokus, og The Callisto Protocol er lineært med stort "L".

Jeg er blevet spurgt et par gange om hvorvidt The Callisto Protocol er uhyggeligt, og det er skræmmende, og det er det på samme måde som Dead Space og Resident Evil Village eksempelvis er det. Der er naturligvis uhyggelige, varierede og innovative monstre rundt om hvert et hjørne, og via smart lyssætning, bombastisk lyd og opfindsomt design, så er der hele tiden øjeblikke hvor du stivner i en bevægelse. Men samtidig så har du, Jacob, midlerne, værktøjerne og viljen til at overleve. Det her er ikke Amnesia, eller Outlast, hvor hjælpeløsheden bidrager til frygten, og derfor er det her også en del lettere at komme igennem end de mere hårdkogte gyseroplevelser, på den gode måde.

Jacob har sin Stun Baton, et begrænset udvalg af våben og sin GRIP-handske som de centrale værktøjer. Arsenalet ekspanderes og opgraderes gradvist igennem udvalgte terminaler igennem hele spillet ved at bruge ressourcer du graver frem på din vej. Der er desuden et relativt begrænset inventory-system, som konstant kræver at du tænker indgående over hvad du tager med dig, og hvad du efterlader.

Alt dette leder mere naturligt til et tilfredsstillende, brutalt og fysisk kampsystemet, som placerer spilleren helt tæt på de mange forskellige slags monstre. Du kan undvige angreb ved at flytte din venstre analogpind, og derefter handler det så om at bruge en kombination at slag med din Stun Baton, telekinesisk manipulering med GRIP og god gammeldags beskydning med den begrænsede mængde ammunition du har til rådighed. Det lyder måske rudimentært, og det er det egentlig også, men igen er det forfriskende at se et kampsystem så fokuseret som det her, der er designet til at nagle det helt fundamentale. Jo, Jacob er tung, som i virkelig tung, at styre, så handler det om nøjagtig positionering og brug af forskellige taktikker hvis du skal overleve. Og det er altså svært, særligt i den sidste tredjedel af spillet.

Men i sidste ende så handler The Callisto Protocol om det spektakulære førstehåndsindtryk, om det sus man føler i løbet af den første gennemspilning, der varer noget der ligner 12-14 timer, hvor du tager det hele ind på én gang, og lader dig opsluge af glimrende dialog, flotte set pieces, gudesmuk grafik og smart design. Du kan konstant mærke hvordan spillet afviser ideen om at strække sig for langt, og derfor fremstå tyndt som resultat. I stedet samler det sig om ét udtryk, ligesom Dead Space gjorde for så mange år siden.

Det betyder ikke at spillet er direkte perfekte. Tidligt i processen stødte jeg på små tekniske knaster hist og her, og der er nogle små tempomæssige problematikker i starten, hvor det hele går lidt for stærkt. Det skal siges at jeg ikke oplevede direkte genererende tekniske problemer i min Xbox Series X-version, men min svenske kollega havde det en del værre indtil Striking Distance pressede to opdateringer ud i 11. time, men nu er I i hvert fald advarede.

Men i sidste ende så er The Callisto Protocol en triumf. Det er både en triumf fordi det med succes formår at vise os forbrugere at man stadig kan lave et spil hvis primære motiv er underholdning uden spildtid, ligegyldigt fedt og ondsindet ekstra monetarisering, men det er også en triumf fordi det bare er et uhyre velsammensat spil, der ved hvad det gerne vil være, og hvad det ikke vil være. Jeg håber på mere af samme skuffe, fra Striking Distance, fra Krafton, og fra andre der forhåbentlig følger samme eksempel.