The Boogeyman

Mørket er din største fjende i Rob Savages nye filmatisering af The Boogeyman. På ægte Stephen King-manér manifesterer traumer sig til monstre, hvilket gør filmen til en halv psykologisk thriller, og halv spøgelseshusgyser. Det ender med at være en relativt kompetent gyserfilm, der ikke virkelig kommer med nogen overraskelser, og byder ikke med noget nyt til genren.

I The Boogeyman følger vi en familie på tre, hvor moren fornyligt er død. Dette efterlader faren Will Harper (spillet af Chris Messina), og hans to døtre Sadie (Sophie Thatcher) og Sawyer (Vivien Lyra Blair) traumatiseret, og emotionelt dysfunktionelle. Deres sorg kommer til udtryk på forskellig vis, hvor farens måde nok må være den mest skadelige for familien. Han er nemlig ikke i stand til at tale om pigernes mor på nogen som helst måde, hvilket gør ham emotionelt afstumpede forhold til hans døtre. Dette skaber konflikt særligt med den ældste datter Sadie, der modsat sin far hænger alt for meget fast i fortiden. Harper-familien hjemsøges af deres traumer, både figurativt bogstaveligt, siden The Boogeyman — et langbenet og modbydeligt monster, der trives i mørke — terroriserer familien i deres hjem. Nøglen til at besejre monstret er forbundet til hvordan de håndterer deres sorg, og om de er i stand til at komme videre som familie.

Der er faktisk mange ting, der fungerer ret godt i The Boogeyman. Det centrale drama er troværdigt nok, filmen er flot fotograferet og de tre hovedroller leverer enormt stærke skuespilpræstationer. Skuespillet er særligt imponerende, fordi manuskriptet er til tider ikke så skarpt skruet sammen. Men Chris Messina, Sophie Tatcher og Vivien Lyra Blair formår igennem hele filmen at gøre dialogen levende og troværdig. Men gode skuespillere kan ikke rede alt. Filmen tyer til billige gimmicks, der reducerer karakterernes handlinger til åndssvage gyserklichéer. Det er særligt i filmens anden og trejde akt, at kæden for alvor hopper af, hvor trælse beslutninger hiver seeren ud af oplevelsen.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Jordan Peeles moderne gyserklassiker Get Out, der netop kommenterer på de åndssvage beslutninger, som gyserfilmskarakterer træffer, når de f.eks. er alene i et forladt hus, og hører en lyd i kælderen — 'lad os da endelig undersøge det!' tænker karaktererne, mens publikum himler med øjnene. De klichéer er The Boogeyman også desværre offer for. Der er desuden også en relativt utroværdigt handlingstråd, hvor vi lærer Sadies såkaldte venner at kende, som simpelthen er så onde, at man næsten bør frygte dem mere end filmens egentlige skurk.

Men man skal også se The Boogeyman som en genrefilm. Og genrefilm følger jo i sin natur de konventioner, der ligger forud for filmens pågældende genre. Og filmen kender sin genre godt. Den krydser alle de velkendte troper af på gyserlisten, og leverer de fleste af dem med selvsikkerhed og overskud. Så på den måde lykkes The Boogeyman med at være en kompetent gyserfilm, der bare ikke formår at skille sig ud fra mængden.

The Boogeyman træder ikke ind i rækkerne blandt Kings bedste filmatiseringer, som f.eks. The
Shining, The Mist eller Gerald's Game, men fungerer stadig som en noglelunde effektiv gyserfilm, der kender sin besøgstid. Filmen er en underholdende og velsmurt gyser, der dog læner sig for meget op ad genrekonventionerne, hvilket gør den for tandløs.