The Ascent

The Ascent er et råt, voldsomt badass spil og en yderst selvsikker debut fra svenske Neon Giant. Spillet er et cyberpunk actionskyde-RPG set fra fugleperspektiv Ala Diablo og lignende spil. Man spiller som en "indent" - et andet ord for slave - på et af de nedre niveauer af planeten Veles' største superkonstruktion, eget af megavirksomheden Ascent Group. Da virksomheden pludselig går bankerot og kollapser, ophører grænserne mellem superkonstruktionens sektioner, og en stor rivalisering om de forskellige områder begynder. Det er op til dig at finde ud af, hvad der er sket.

Spillets verden emmer af atmosfære og er utroligt detaljeret. Her er rustent maskineri, omfattende netværk af kabler, computere, neonlys, flyvende biler, robotter, store bunker affald, reaktorer osv. overalt. Superkonstruktionen er tæt beboet af mennesker, cyborgs og utallige varierede aliens. Man møder alt fra store muskelmonstre til små gnomer med flyveører - syntetiske og organiske og kombinationer heraf - skydegale cyborg-punkere og ninjaer med katanaer. Der er mange cyperpunk klicheer på spil, og selvom få ting ved spillets verden sprang mig i øjnene som super originale, formåede den stadig at have sin egen identitet. Et omfattende codex med masser af nyttige gameplay tips og detaljerede beskrivelser af fjender, racer, lokationer og baggrundshistorie gav mig stærke Mass Effect-vibes og vidner om, at spillets verden er blevet designet med kærlighed.

Ideen om at hele spillet foregår udelukkende i en gigantisk konstruktion er frisk, og selve udførslen meget gennemført. Man tilgår konstruktionens forskellige niveauer via elevatorer, og som spillet skrider frem, åbner man op for flere togstationer, der forbinder områderne, og man har også mulighed for at bestille taxaer, der kan transportere en fra sted til sted. Det er alt sammen meget værdsat, for The Ascents verden er langt større, end man måske lige umiddelbart forventer af denne type spil. Verdenen bliver bare ved med at forgrene sig, og efter min mening er spillets world map ikke helt sofistikeret nok til at komplimentere verdenens størrelse, og som konsekvens bliver det nogle gange lidt overvældende og uoverskueligt at finde rundt.

At superkonstruktionen, som jeg nævnte, er tæt beboet, er en underdrivelse. Sjældent har jeg set et spil med så mange NPC'ere på skærmen hele tiden. Vi snakker faktisk en helt uhørt mængde, og det får virkelig verdenen til at føles levende, på trods af at man ikke kan interagere med langt de fleste af dem. Dét vil måske være en stemningsbryder for nogle, men for mig var det faktisk en befrielse. Jeg bliver nemlig efterhånden så udmattet af kolossale spil, hvor hver NPC i en storby tilbyder mig en quest, og jeg af ren og skær overvældelse bliver fuldstændig handlingslammet.

Verdenen i The Ascent er i høj grad til pynt, og for mig var det skønt at kunne koncentrere mig udelukkende om dets utroligt sjove og vanedannende gameplay. For selvom spillet har en historie - der efter min smag er lidt for rodet og uengagerende fortalt - handler spillet i bund og grund om at fylde superkonstruktionens futuristiske gader med bunker af lig på vejen mod toppen. Sidemissionerne er i udgangspunktet ret tamme på en lidt MMO-agtig måde, men på den gode side giver de næsten altid anledning til at producere flere lig i gaderne. Det kan man gøre med et bredt udvalg af pistoler, rifler, shotguns, granater, specielle augmentationer med videre. Jeg valgte, som jeg altid gør i denne type spil, at være en agil shotgunmassakre, der rullede hektisk rundt mellem fjender og fik dem til at eksplodere i skyer af kød, blod og teknologiske dele. Det var utroligt tilfredsstillende, særligt taget i betragtning, hvor punchy våbnenes lyde er, og hvor adrenalinsparkende soundtracket er.

The Ascent har i det hele taget en fremragende lydside. Et virkelig stemningsfuldt soundtrack bestående af forvrængede, industrielle lyde, synths og tunge drum n' bass beats formår i den grad at højne ens blodtørst. Jeg spillede størstedelen af tiden med høretelefoner, og jeg vil råde dig til at gøre det samme, eftersom lydsiden sammen med det fantastiske kampsystem spillede de mest afgørende roller i at drage mig så meget ind i spillets verden, at jeg ofte havde svært ved at lægge controlleren fra mig.

Man finder ofte nye våben og nyt udstyr, men ulig mange lignende spil drukner man ikke i arbitrært loot, der gør, at man hele tiden skal stoppe op og frigøre plads i sin rygsæk. Med penge og materialer, man finder i verdenen, har man mulighed for at opgradere våben, udstyr og augmentationer, og for hvert level, man stiger, får man en håndfuld point, man frit kan allokere på tværs af en række evner, der blandt andet påvirker ens maksimale liv, ens mobilitet, ladehastighed, chance for at lande critical hits osv. Det gør, at man hele tiden føler, at ens karakter udvikler sig, og heldigvis er systemet tilpas fleksibelt til, at man aldrig forpligter sig til én bestemt spillestil.

The Ascent har på nuværende tidspunkt kun én sværhedsgrad, selvom udvikleren har meldt ud, at der kommer flere tæt på launch. For mig føles den nuværende fornuftigt afstemt. Spillet går nemlig en fin balance mellem at være udfordrende uden at være frustrerende. Ens progression går aldrig tabt, når man dør, men dog synes jeg nogle gange, at jeg genoplivede lidt for langt væk fra de steder, jeg døde. Fjender har synlige levels, så det er nemt at holde øje med, hvilke der er jævnbyrdige med en, og hvilke man bør styre uden om og først komme tilbage til senere.

Spillet har drop-in co-op med op til fire spillere, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at prøve dette af endnu, så jeg ved ikke, hvordan sværhedsgraden skalerer med flere spillere; dog kan jeg forestille mig, at antallet af fjender simpelthen bare bliver forøget. Jeg glæder mig til, at min bror downloader spillet på PC (der er crossplay mellem Xbox og Microsoft Store-versionen på PC), for der er få spil, jeg kan forestille mig, egner sig bedre til co-op end dette. Spillet er desuden optimeret til Xbox Series S og X, med 4k 60 fps på sidstnævnte, og det udkommer på Gamepass til både Xbox og PC allerede i dag. Så hvis du ikke ved, hvad du skal lave i weekenden, har du her et godt bud.

Jeg oplevede enkelte irriterende småfejl i min tid med The Ascent. Et crash; lyd, der ikke synkroniserede ordentligt; fjender, der stod stille eller ikke ville loade ind i miljøet. Om det er noget, der bliver fikset i en dag ét-opdatering, ved jeg ikke, men jeg kan ikke forestille mig, at det er noget, der tager lang tid at polere væk. Og når det så er sagt, var det ikke noget, der formåede at påvirke mit overvejende begejstrede indtryk af spillet.
Hatten af til Neon Giant, for sikke et imponerende debutspil. De har hermed cementeret sig som en udvikler, hvis næste spil jeg helt sikkert vil følge med stor interesse. Dog er jeg ikke utålmodig, for jeg er absolut ikke færdig med The Ascent endnu. Superkonstruktionens neonoplyste gader kalder mig tilbage til flere hårdtpumpende skyderier.