Thank Goodness You're Here!

"Thank Goodness You're Here" er en af de mest fyldestgørende, velkonstruerede visuelle spiloplevelser, jeg har haft æren af at kigge nærmere på de sidste mange år. Desværre er det også et lysende eksempel på, hvor komplekse spil er at designe og konstruere, eftersom der skal være meningsfuld, engagerende interaktivitet sideløbende med alt det andet, der udgør en tilfredsstillende spiloplevelse.

For tag ikke fejl; denne Monty Python-lignende, karikerede og nærmest drømmeagtige rendering af en lille, prollet minelandsby i hvad der ligner 1980'ernes England, er en af de mest opfindsomme og unikke settings for et spil, jeg overhovedet kan huske. Den visuelle overdådighed af disse håndtegnede omgivelser stopper ikke med at imponere igennem samtlige fire til seks timers spilletid, og der er altid et væld af små detaljer alle steder, du kigger hen. Barnsworth hedder byen, og du er en mildest talt bizar lille mand, der er ankommet tidligt til et møde med byens borgmester. Du opfordres til at udforske byen, imens du venter, og ender med at være en slags altmuligmand, der hjælper den lokale frituregrill med at sparke gang i dagens produktion af fish & chips, og hjælper byens grønthandler med at indse, at det at have et komisk stort hoved ikke er så slemt endda. Det er præmissen, og reel historie er der ikke synderligt meget af. "Thank Goodness You're Here" konstruerer sin karikatur omkring sin setting, ikke sin direkte fortælling, og det er både en velsignelse og en forbandelse.

Okay, struktur-tid. Barnsworth er opdelt i distinkte sektioner, og mens nogle kun besøges en enkelt gang for at løse de førnævnte humoristiske opgaver for byens gakkede beboere, er der tre til fire steder, du cirkulært kommer tilbage til. Du ser spillet fra forskellige perspektiver, for det meste isometrisk, men til tider også fra siden, og med bare to mekanikker; et hop og et spark, interagerer du lettere halvhjertet med omgivelserne. Og det er sådan set hele "Thank Goodness You're Here", at besøge og genbesøge dele af Barnsworth og løse en række usammenhængende, bizarre opgaver med begrænset interaktion.

Det lyder som om, jeg bygger op til et overdådigt "MEN", og derefter forklarer, at den ustyrligt simple gameplay-formular og det loop, der konstrueres igennem det, er enormt tilfredsstillende. Men nej, "Thank Goodness You're Here" føles ikke synderligt godt at spille direkte, og der mangler virkelig mekanisk og strukturel alsidighed til at matche den visuelle og auditive opfindsomhed, som udvikleren Coal Supper har skabt. Deres tidligere spil, "The Good Time Garden", har også et begrænset udvalg af mekanikker, men i det mindste kan du samle ting op; men her aktiveres alle spillets centrale nøglepunkter ved at du enten hopper eller sparker, og ikke på den fede Mario-måde.

Det hjælper heller ikke, at hele mosaik-identiteten, hvor de opgaver byboerne giver dig kun er løst sammenhængende, ikke føles som om, der overhovedet er logisk progression mod en egentlig løsning. Du får at vide, at en mekanikers værktøj er blevet snuppet af en byboer, men måden du finder den pågældende genstand på synes ufortjent, tilfældig og uengageret. Du snubler altid ind i løsningen, som om samtlige stop på vejen er planlagt i forvejen, men hvor visse spil sagtens kan præsentere sig selv som en tilrettelagt rutsjebanetur, så går det bare ikke i spænd med den lettere åbne struktur og slet ikke den cyklusbaserede måde, du navigerer i Barnsworth.

Af de centrale ankepunkter bliver vi også nødt til at nævne vores hovedperson desværre. Der er så mange farverige karakterer i Barnsworth, at det halve kunne være nok, og de oser alle af personlighed, opfindsomhed og kreativt overskud. Bortset fra én. Og det er dig. Her spiller du som en lille bizar mand, og selvom det som sådan er pointen, at du selv ikke taler, gestikulerer eller reagerer på alt det gakkede, der foregår omkring dig, så er det altså lidt malplaceret. Jo, i megen slapstick-komedie har du en lettere logisk, afmålt person i lokalet, som fungerer som anker og reference for alt det fjollede, der foregår, men her er det en forspildt mulighed, at du ikke selv kvitterer med... ja, bare et eller andet.

Jeg sagde, der ikke var noget "men", men det er der så alligevel lidt. For selvom interaktionen er så begrænset, at det virkelig dræner noget af underholdningspotentialet, er "Thank Goodness You're Here" en helt igennem unik oplevelse. Det er umiddelbart svært at placere udvikleren Coal Suppers æstetiske referenceramme, men der er lidt gammeldags Mad Magazine, der er Cartoon Network fra 00'erne, der er Monty Python, der er moderne Adult Swim. Det er et visuelt overflødighedshorn uden lige, og fra første til sidste minut finder spillet måder at overraske dig og imponere dig på. Dertil kommer et slam dunk af et soundtrack, og kombineret med helt oprigtigt fantastisk humor, så er det her... så, sjovt.

Spillets lydside, grafik, opfindsomhed, stemmeskuespil og omgivelser er i toppen af karakterskalaen. Det betyder samtidig, at jeg kan anbefale spillet til dig nu, men det er med en ret alvorlig parentes. Hvis Coal Supper var endt op med en gameplay-model, der havde været lige så interesseret i at engagere sig mekanisk, som det er direkte storslået at se på, opleve og lytte til, så havde dette været et af årets bedste spil. Men sådan er det altså bare ikke. Det betyder dog ikke, at denne unikke rutsjebanetur ikke er billetten værd.