Der var engang for en del år siden hvor Crysis-serien blev betragtet som værende en af verdens største action-spilserier, men denne gik efterhånden i glemmebogen efter at Crysis 3 ikke formåede at sælge som forventet.
Mange har dog ventet på enten et comeback eller et remake af det originale spil, og det lader til at ét af de ønsker er ved at blive opfyldt.
For nylig har Crytek udgivet en ny video, der sætter fokus på den seneste udgave af CryEngine-grafikmotoren. Demonstrationen slutter af med et kig på øen fra det originale Crysis, og lige inden videoen slutter kan man høre den ikoniske lyd fra hovedpersonens dragt.
Crytek selv har intet sagt om et potentielt nyt spil, eller et remaster/remake. Du kan se traileren herunder.