Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Tails of Iron

Tails of Iron

En brutal Souls-like om rotter mod frøer, med selveste Geralt of Rivia som fortællerstemme - kan det noget?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Filmen Ratatouille beviste, at det i den grad er muligt at sympatisere med rotter, og spillet Tails of Iron gør det samme. I spillets verden "Ratdom" er det nemlig frøerne, det er meningen, at vi skal væmmes ved. En dag angriber de rotternes kongerige og dræber kongen. Men fra kongerigets ruiner dukker kongens søn, Redgi, op, stærkt motiveret efter at genopbygge kongeriget og stille frøerne til regnskab.

Det gør man som spiller på bedste vis ved at hugge, hamre og pløkke dem i stykker, så deres grønne blod flyder og klæber til de mange våben, Redgi finder på sin vej. Tag ikke fejl, Tails of Iron er, trods sit fokus på dyr, et ganske voldeligt spil, takket være en beskidt, middelalderlig artstyle, som dog er en kæmpe fryd for øjnene. Faktisk er den artstyle en af de bedste, jeg har set i meget, meget lang tid. Den minder mig lidt om stilen i Hollow Knight, bare mere malerisk, som om den er taget ud af en billedbog om middelalderen.

Tails of Iron
Dette er en annonce:
Tails of Iron

Apropos Hollow Knight, så gør Tails of Iron intet forsøg på at skjule sine inspirationer. Førnævnte er åbenlys, med bænke og lignende siddepladser, der fungerer som checkpoints, men den mest åbenlyse må - til ingens store overraskelse - være Souls-serien. Gudskelov er der her ikke noget med, at man mister XP eller penge, når man dør; nej, der, hvor Souls-inspirationen skinner igennem, er med kampsystemet og Redgis store mængde udstyr - våben, skjolde og lette, mellemtunge og tunge rustninger - der er modstandsdygtigt mod forskellige typer af fjender, og hvis varierende vægt er med til at afgøre, hvor meget skade Redgi tager, og hvor hurtig han er til at undvige.

At undvige får man brug for, for spillets kampsystem er ligesom From Softwares spil bygget op omkring at blokere, undvige og parere fjenders angreb ind i mellem, at man selv får et slag eller to ind. Ligesom i Sekiro indikerer forskellige momentane ikoner, hvordan man skal forholde sig til fjenders angreb. Et hvidt ikon betyder, at man passivt kan blokere angreb, hvorimod et gult betyder, at man med korrekt timing kan parere og lamme fjenden i et par sekunder, hvor den er stærkt modtagelig for skade. Et rødt kryds betyder, at man skal rulle én gang væk fra fjenden for at undgå at tage skade, hvorimod en rød cirkel betyder, at man skal rulle to gange væk.

Kampsystemet er ikke noget, man efterhånden ikke har set et utal af gange, men det betyder skam ikke, at det ikke er yderst tilfredsstillende, når man lige kommer ind i rytmen. Det skyldes i høj grad et stærkt fjendedesign (både visuelt og gameplaymæssigt), særligt hvad angår bosserne, som generelt rammer en god balance mellem at være udfordrende, men fair. Af den grund kan jeg godt tilgive, at udvalget af fjender hælder lidt til den tynde side.
Der, hvor Tails of Iron går galt i byen, er med sin kraftige insisteren på at genbruge indhold. Der er én, meget liniær, vej igennem spillet, og for at progressere bliver man ofte sendt tilbage til tidligere besøgte områder. Det havde jeg ikke haft noget problem med, hvis bare områderne ændrede sig betydeligt mellem besøg, eller hvis spillet tilbød bedre muligheder for at rejse hurtigt mellem dem. Det har det nemlig desværre til tider desperat brug for, særligt i midten. Dér kan man nemlig kun avancere hovedhistorien ved at fuldføre en række sidemissioner.

Dette er en annonce:
Tails of Iron
Tails of Iron

Hvorfor skulle det være et problem, spørger du? Det er det, fordi man ikke kan have mere end én sidemission aktiv ad gangen. Nøj, hvor bliver det altså tungt, når man bliver bedt om at kravle ned i kloakkerne, dræbe en miniboss, kravle ud af kloakkerne igen, tage imod en ny sidemission, kravle ned i kloakkerne igen, dræbe en anden miniboss, kravle ud igen... you get the point. Det lugter lidt af at forsøg fra udviklernes side på at strække spillets længde, men de ender desværre med at skyde dem selv i foden, da spillet havde været langt bedre tjent med simpelthen bare at være de par timers utroligt træge indhold foruden.

Spillets kraftige genbrug af indhold er ikke noget, der afholder det fra at være godt, men det afholder det dog fra at være fantastisk. Så for at svare på mit eget spørgsmål: Ja, Tails of Iron kan absolut noget. Artstylen er utroligt indbydende og gør, at spillets verden drypper af atmosfære. Kampsystemet sidder i skabet, og fjender - især bosser - er sjove, udfordrende og tilfredsstillende at nedlægge. Og stemmeskuespilleren bag Geralt fra The Witcher gør det så godt, som det nu er muligt at gøre med det materiale, han er blevet tildelt. Er du villig til at sætte dig selv på autopilot og komme igennem et par virkelig træge passager i spillets midte, så er jeg sikker på, at du ikke lægger Tails of Iron fra dig, før frøerne er fortid, og rotternes kongerige endnu en gang kan blomstre.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Forrygende artstyle, robust og vanedannende kampsystem, gode bosser, drypper af atmosfære
-
Kraftigt genbrug af indhold, træge passager i spillets midte, mangler en bedre form for fasttravel
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

6
Tails of IronScore

Tails of Iron

ANMELDELSE. Skrevet af Troels Ryde Grann

En brutal Souls-like om rotter mod frøer, med selveste Geralt of Rivia som fortællerstemme - kan det noget?



Indlæser mere indhold