Synduality: Echo of Ada

Hvis der er en specifik genre på markedet som vi kan begynde at kalde "mættet", så er det de såkaldte extraction shooters. Så hvis det skal give mening at forsøge at udfordre de populære giganter her, kræver det noget særligt. Det lod Bandai Namco sig tydeligvis ikke slå ud af, og de giver det nu et skud. Med mechs! Og anime-piger! Synduality: Echo of Ada er baseret på anime- og mangaserien Synduality, og er ude nu.

I en fremtid ikke så langt væk (2099 for at være helt præcis) er en regnstorm sat ind. En regn, der bare ikke stopper, og i løbet af få dage har oversvømmelser dræbt 92% af hele jordens befolkning. Som om det ikke var nok, fortsætter den mystiske blå regn med at falde uregelmæssigt, og alle, der rør ved den, dør øjeblikkeligt. Det får folk til at flygte ned under jorden, og der bliver efterfølgende bygget en stor by ved navn Amasia. Sådan starter det hele, men spillet forgår faktisk over 100 år efter dette ulykkelig startskud. Da vi kommer ind i historien, er denne by kollapset efter en mystisk ulykke. Heldigvis er det lykkedes kloge hoveder at opfinde "vugger" (som dybest set er mechs under et andet navn), hvilket betyder, at folk nu kan gå ud og udforske verden igen.

Sammen med vores AI-assistent tager vi elevatoren op til overfladen og ser den verden, der blev ødelagt for længe siden. Den er nu hjemsted for monstre kaldet Enders, en videreudvikling af de dyr, der engang levede der, men i stedet for at dø af regnen bliver de aggressive og ondsindede af nærkontakt med denne underlige substans. Og hvilken bedre måde at tage sig af dem på end i en bevæbnet dræbermaskine? Maskiner, der til og med er sjove at styre. Der er som udgangspunkt ikke en finger at sætte på spilmekanikken i denne PvPvE-oplevelse. Din mech har to våben (våbentypen er op til dig. Jeg foretrak en snigskytteriffel til at tage sig af fjender på afstand samt noget, der kunne peppe op med skud, hvis jeg kom i nærkamp) og er udstyret med et særligt angreb baseret på, hvordan du designer din Magus, det vil sige AI-ledsager. De har god respons, hvad enten det drejer sig om at hoppe, skyde eller bruge jetpacken til at flygte hurtigt som bare fanden.

Men en extraction shooter har brug for rigtige spillere for virkelig at give spillet en puls. På mange af mine missioner mødte jeg mindst én anden spiller. Det var altid et anspændt øjeblik at se, om nogen ville dræbe mig eller ej. Normalt var det et hej fra hver side med en emote, og så gik vi hver til sit. Langt de fleste virkede ikke særligt opsatte på at kæmpe. Men det sker. Jeg så en anden spiller i kamp med spillets AI-kontrollerede banditter og besluttede mig for at hjælpe. Da de var besejret, ville jeg gå, men i stedet blev jeg skudt i ryggen. Og hvis du dør, mister du alle dine materialer, inklusive din mech. Så hvis du mister den mech, der fulgte med forudbestillingen, er den tabt, og enhver kan samle den op. Jeg er ikke rigtig fan af dette system, selvom jeg godt kan forstå, hvorfor at det er afgørende at spillet føles risikabelt.

Det skal siges, at jeg nyder det gameplay-loop, der er præsenteret her, på trods af at det hurtigt føles meget repetitivt. Jeg forbereder min mech, beslutter mig for udstyr og kigger på forskellige udfordringer, der bringer spillets historie videre. Så samler jeg alle de små ting, jeg kan finde, som jeg kan bruge til at bygge min base eller aflevere til missioner. Jeg kigger gennem kikkerten for at skyde et flyvende monster ned. Svæver rundt og siger hej til en anden spiller. Borer store AO-krystaller, som er en energikilde i den fiktive verden og den vigtigste indtægtskilde. Og når jeg har samlet det, jeg skal bruge, og batteriet er ved at være fladt (alle maskiner har et batteri, som regel mellem 20 og 30 minutter, så man kan ikke være ude at udforske længere end det), eller jeg er på dødens rand, går jeg hen til en elevator og kører ned i den stille base. Det er en oplevelse, som jeg tror, nutidens unge kalder »chill«.

Det, jeg ikke kan lide, er, hvordan Bandai Namco har valgt at inkludere mobilspilslignende aspekter i et spil, der rent faktisk koster penge. Der er heldigvis ingen loot boxes eller gatcha, men der er countdowns - og season passes. Og du kan købe en valuta, hvis du ikke kan vente. De kommer, når du opgraderer din base, som igen giver forskellige fordele, eller når du prøver at lave medicin eller ammunition. »Vent 18 minutter på din ammunition, eller betal for den!« Er du ikke tilfreds med, hvordan din AI-buddy ser ud? Så er det bare ærgerligt. For du kan ikke ændre det, bortset fra tøj, uden at betale for det. Alt dette er også en del af spillets sneglefart. Det tager meget lang tid at komme videre i spillet. Jeg synes heller ikke, at variationen af fjender er særlig god, og de dukker altid op det samme sted på kortet. Du kan slet ikke ændre udseendet på din mech, når du først har valgt de forskellige dele. Ingen farver, ingen mønstre, man tager, hvad man får. Spillet lider også af forskellige tekniske problemer som fjender, der pludselig forsvinder ud i den blå luft for at dukke op et andet sted, og våben, der ikke skyder. Der er også en ret vild fejl indbygget i spillets co-op. Du kan spille sammen med andre, men kun ved at slå dig sammen med folk, du møder i spilverdenen. Du kan ikke gå ind i spillet med en flok venner, der alle er i samme gruppe.

<billede>

Synduality: Echo of Ada forsøger at bryde ind på et mættet marked med nye ideer, men det føles ikke, som om det bagt helt færdigt. Det tager ikke lang tid, før det begynder at føles ensformigt, og fjenderne føles for det meste kedelige. Bandai Namco bliver nødt til at opdatere live service-spillet regelmæssigt for at holde spillerne interesserede. Fundamentet er der, med responsiv og sjov mecha-action, men desværre går det ikke hele vejen, da problemerne hurtigt begynder at hobe sig op.