Swarm

Kan du huske Lemmings? I 1991 stod DMA Design (dem der senere skulle blive bedre kendte som Rockstar) bag et på papiret ganske uanseeligt spil. Lemmings var et 2D platformspil, hvor man skulle styre de mikroskopiske lemminger gennem sirlige og yderst farlige baner. Det blev en massiv success, ikke mindst fordi de selvmoderiske lemminger skulle tøjles og udnyttes, hvilket krævede stor flid og omhyggelighed hos spilleren for at sikre sig, at de ikke faldt i døden. Det var et spil hvor man styrede en hel masse figurer, en gruppe individer samlet i en fælles organisme med et enkelt mål. Det er nærliggende at tænke samme tanke, her 20 år senere når man ser et spil som Swarm, et af de nyeste titler på blandt andet Xbox Live, hvor masserne igen er i centrum.

I Swarm møder vi de blå swarmites, en fremmed alien-race, der ligner en krydsning mellem et badedyr, en smølf og en modellervoksfigur fra Aardmans filmunivers. De er landet i deres moderskib på en gold og primitiv industrialiseret planet for at samle ressourcer til at vokse sig stærkere og større, og det er lige præcis her man som spiller kommer ind i billedet.

Det er nemlig op til dig at navigere disse skabninger gennem alle slags udfordringer for at samle så mange points som muligt. Indtil videre er der intet nyt under solen, men det ændrer sig hurtigt da man ser hvor mange figurer det egentlig er, som man skal styre. Modsat "normale" platformspil som Little Big Planet eller Mario tager man i Swarm kontrollen over 50 figurer på en gang, og udfordringen består heri at gennemføre med minimum en enkelt figur med livet i behold. Lyder det nemt? Det er det ikke. Men det er ikke kun fordi spillet i sig selv er svært, for desværre er både styringen og banedesignet med til at spænde ben for oplevelsen.

Swarm er ligesom førnævnte Little Big Planet, en sidescrollende 3D platformer, hvor man også har mulighed for at bevæge sig i dybden, men det skaber ofte problemer med spillets fastlåste kamera. Kameraet zoomer ikke ind i takt med at figurerne bevæger sig ud af fokus, og da man har at gøre med en hel masse af figurer, der skal manøvreres rundt forholdsvist præcist, bliver det hurtigt frustrerende at bibeholde det flow, der ellers er tiltænkt.

I Swarm er der nemlig lagt vægt på at man skal benytte en time-attack tilgang til spillet, hvilket giver sig til udtryk i den multiplier der bliver slået til, så snart man samler point op. Herfra skal det gå stærkt, da man skal samle flere points ind for at bibeholde og forøge multiplieren. Samtidig skal man se sig godt for, da banerne er proppet med miner, faldende platforme, roterende savblade og andet fjendtligt habengüt der konstant står i vejen for at man får bragt alle sine små dværge sikkert frem til målet. Det er ikke svært at forestille sig at dette nærmest er en virtuel umulighed, og der gik da heller ikke længe før undertegnede kunne se samtlige af sine små blå dværge falde durk ned i dybet. Men her viser spillet en anden nuance, idet at man også optjener points ved at sende sin swarm direkte i døden på en række kreative måder såsom at brænde eller halshugge dem. Dette optjener også points, og udløser ligefrem medaljer, men i kombination med den anden del af spillets gameplay, bliver dette hurtigt et aspekt der fremstår en anelse letkøbt og overfladisk og det har simpelthen ikke nogen særlig konsekvens at dø. Man skal forsøge at gennemføre banen i live, men man bliver samtidigt belønnet for at dø? I teorien er denne opstilling forståelig, men i praksis bliver det aldrig rigtig inkorporeret ordentligt i det samlede gameplay, og det er ærgerligt, for det får gameplayet til at virke fragmenteret.

For at undgå at dø er der forskellige kommandoer som ens gruppe kan udføre, blandt andet kan man samle sine små undersåtter i et kæmpe tårn og på den måde få dem til at forcere høje konstruktioner eller nå hidtil nye uopdagede dele af de forskellige baner. Her viser animationerne sig fra sin bedre side, og det virker både dynamisk og vitalt, at man på den måde kan sammensætte sine swarmites i sådanne konstruerede opstillinger, men det har også sin bagside. I visse tilfælde er det nemlig muligt at splitte sin gruppe op, afhængig af hvilken vej man ønsker at bevæge sig gennem banen, og det skaber en kortvarig forvirring for kameraet, og derved også spilleren. I sådanne situationer har man oftest kun kontrol over en lille gruppe af de 50 væsener, og der havde det igen været rart at kameraet zoomede ind, og skabte et tættere forhold til disse blå skabninger, der egentlig er ret charmerende og nuttede.

Kameraet er en ting, men styringen er det der for alvor skal genere på sin vej igennem det blå miniatureeventyr. Kontrollen af gruppen er centreret omkring de to triggere, hvor man på den ene samler og den anden spreder ens lille befolkning. Ved et kombinere disse to med andre knapper, er det muligt at lave de forskellige kombinationer og handlinger, som f.eks. en ofte benyttet sprint-funktion der skal benyttes ved spillets præcisionshop. Men triggerne er ganske simpelt ikke lavet til at kombineres dynamisk på den facon, de er konstrueret til lange, seje træk. Det skaber problemer når man skal halse igennem de forskellige udfordringer med tiden og multiplieren kæmpende imod sig. Det er ikke dårligt at indgyde et vist pres på spilleren, men at sætte grundlæggende funktioner til triggerne på den måde, som det sker her, skaber en uforholdsmæssig og kunstig sværhedsgrad og viser en manglende forståelse for hvilket gameplay og hvilket tempo spillet stræber efter.

Sidst, men ikke mindst skal det også nævnes at spillet teknisk set ikke virker særlig poleret og afpudset. Efter ganske kort tid, var min Xbox 360 frosset og måtte have et kærligt klap på skulderen, og inden jeg havde nået til blot det fjerde level, stod konsollen af igen. Forhåbentligt bliver det rettet i en snarlig patch, men indtil da vil jeg tillade mig at stille spørgsmålstegn ved spillets stabilitet.

Når det sidste ord er skrevet, så er Swarm en skuffelse. Selv på trods af gode ideer, udmærket design og et godt indspark i genren, så halter udførelsen altså gevaldigt. Med et strammere fokus og nogle velvalgte rettelser, kunne oplevelsen blive mere strømlinet og helt sin egen. Men som det forholder sig nu, er spillet ikke prisskiltet på 1200 Micosoft Points værd, og et nyt Lemmings er det desværre ikke.