Supreme Commander

Horder af soldater tordner over slagmarken. Omkring dem suser skud og missiler fra krigsmaskiner i det fjerne, som langt fra fronten lader død og ødelæggelse regne ned over intetanende fjender. Dette er krig, storstilet krig. Glem alt om et par snottede enheder og sammenstød, som ikke er større end bodegaslagsmålet nede på den lokale, nej, dette er verdener i krig og slagmarken er enorm. Forestil dig et syn af flere hundrede enheder i heftige sammenstød, spredt udover mere end 6.000 kvadratkilometer. Forpustet?

Præmisserne lyder bekendt. Vi har at gøre med tre faktioner af forskellig art, som af den ene eller anden bevæggrund kaster sig i totterne på hinanden. Deres baggrunde er faktisk ganske interessante, og gør dem særprægede på hver deres facon. Der er de klassiske Terrans, de kybernetiske (ja, det hedder det nu på dansk) Cybrans og de meget fremmedgjorte Aeons. Stop dog en halv! Her er der ikke bare tale om endnu en lunken og skabelonskåret RTS-oplevelse, hvor der er tre hærtyper, der blot adskilles af forskelle i farvepaletten - en tendens vi ser, bliver pøset ud på markedet i store mængder - nej, dette er bestemt mere storslået. Allerede fra første bane fik jeg et sug i maven af de enorme baner, som spillet byder på. Inden for den første time fik jeg, som supreme commander for min hær, lov til at teste mine strategiske evner og overblik.

Konceptet centrerer sig ikke om micro-management af enkelte enheder eller at sidde og nørkle i basen med ressourcer - dette er multitasking på et højt plan folkens. Fokus er lagt på styringen af massive bataljoner og eskadriller, alt sammen strikket sammen i perfekte symbioser af angrebsstrategier og taktiske overvejelser. Mens mine bombefly suser mod fjenden, har jeg allerede sneget mine store krigsskibe om bag fjendens baser. Inden kanonerne dog får lov til at bombardere kystlinien, lyder der et brøl fra mine tanks, som via et frontalt angreb ræser mod de fjendtlige fortifikationer.

De fremragende muligheder for at zoome ud og ind på landskabet, og derved den glimrende styring af enhederne, gør den store forskel. Ikke alene kan jeg danne det helt store overblik, men med et enkelt tryk zoomer jeg helt ind på de enkelte sammenstød - pathfinding og waypoints er ligeså i top. Det giver mig kontrol til fingerspidserne, og hermed kan jeg knuse modstanderne med mine suveræne strategier. Du kan nok høre, at spillet har gjort mig til en futuristisk Aleksander den Store - storhedsvanvid er vist en bivirkning af mange timers spil. Fordi det er virkelig episk. Det får nærmest kampene i stortitler som Starcraft og C&C Generals til at virke som uanseelige slagsmål i skolegården.

Min avatar er den store tårnende robot, den supreme commander som leder an i slaget. Han kan løbende opgraderes med alverdens lækkert habengut og både en habil slagsbror og basebygger tillige. Han er min eneste enhed i starten af hver bane, men prompte vimser og suser min skærm med mine mange enheder, som dirrende er klar til at smælde direkte ind i heftige sammenstød med fjendtlige arméer. Det behøves ikke at siges, at kampe mod andre spillere vil være en intens og ekstremt underholdende affære, men kampagnedelen er faktisk ligeså et af spillets forcer. Her er ikke bare tale om det gamle mantra med "byg base, slå fjende ihjel", nej, på en genial vis udvides missionerne og ens mål kontinuerligt og sømløst.

Lad mig forklare. Til at starte med er du ofte begrænset til et mindre område (i SC-sammenhæng vel at mærke), men når mål og delmål opnås, så udvider kortet sig løbende og indtroducerer nye missioner, muligheder og ikke mindst fjender. De forskellige sider i spillet er som sagt meget forskellige og ganske belønnende at spille, dog på hver deres facon. Vil du starte blidt ud er Terrans lige til at gå til. Det er de gode gamle jordstyrker vi kender fra så mange andre spil, det vil sige en omgang tunge marines med heftige våben og futuristiske køretøjer. Personligt faldt min egen passion på The Aeons, men det er nok mest fordi jeg gerne vil være lidt aparte - og desuden har de nogle lumske våben af forskellig art.

Nuvel, det drejer sig om at prøvekøre racerne en for en, så finder du ganske sikkert også din favorit. Nu jeg er ved det at prøvekøre, så er det måske en god idé, at din Pc ikke er af ældre dato. Bevares, Supreme Commander kan godt afvikles på en forholdsvis moderat computer, men jeg vil anbefale dig at have spillets krav in mente. Flere hundrede enheder, blændende lyd og flere tusind virtuelle kvadratkilometer, det trækker nu engang tænder ud - og selvom min maskine er forholdsvis ny, så blev der hostet og hakket hist og her. Dette er dog også en af de få ridser i lakken jeg kan fremhæve.

Dette spil har jeg i sandhed savnet. Ikke alene bliver vi udsat for en gennemarbejdet og strømlinet RTS-oplevelse, men gameplayet strækker en betragtelig del længere i kraft af den grandiose skala, og åbner for helt nye strategiske overvejelser og udfordringer. Det kan ses og mærkes, at en del af udviklerholdet har det glimrende Total Annihilation på CV'et. Jeg kan på det varmeste anbefale alle med forkærlighed til strategi, at kaste sig sprudlende over Supreme Commander. Husk dog at du skal kunne holde hovedet koldt og være en blanding af en supergeneral og en blæksprutte, men så er der også dømt verdensovertagelse ved magt!