Super Smash Brothers Melee

Smash Brothers Melee er den eneste launch titel til Gamecube, hvori Mario er repræsenteret, og for mange (mig selv inkluderet) er det nok til at retfærdiggøre et køb - desværre lever SMB ikke helt op til forventningerne og er plaget af små irriterende ting.

Masser ak kendte ansigter
SMB er et fighter spil i den knap så tekniske ende af genren, i stedet for at være fokuseret på en masse realistiske kamp-stile og personligheder, er SMB i stedet centreret om Nintendo’s kendte og elskede figurer, som kæmper med og mod hinanden igennem mere eller mindre velkendte baner fra diverse Nintendo spil gennem tiderne. Eksempelvis er det muligt at slås på toppen af Big Fox, moder skibet fra Starfox 64, på Pokémon Stadium, eller på mange af banerne fra Super Mario Bros 2. Det er sjovt at se eller gense kendte elementer fra klassiske Nintendo titler i flot 3D hi-res grafik, for flot, det er det.
GameCubens kraftige grafik processor får ikke lov at slappe af et eneste sekund, imens du spiller SMB, og på trods af at spillet er "sidescrolling" (ligesom de gamle Mario spil), så er det i høj grad 3D. Prøv f.eks. at trykke på Start knappen midt i en kamp, så stopper den igangværende kamp, og du kan bevæge kameraet rundt på banen, imens figurerne hænger i luften, i ægte Matrix stil.

I starten kan SMB virke ret forvirrende, fordi at lige meget hvilken figur du vælger at spille med kan figuren kun affyre ganske få slag og spark, og disse er så svage at det er næsten umuligt at vinde en kamp. Humlen i SMB er nemlig ikke at være den store kamp sports atlet, næh nej, det handler om hvor god du er til at bruge dine omgivelser. Imens man slås falder der nemlig hele tiden små sjove "våben" ned fra himlen, og det er i disse at man skal finde den nødvendige kraft til at smadre eller K.O. en modstander. Konceptet er meget lig Dreamcast spillet Powerstone, som også satsede på brug af hjælpemidler til fighterne. Hastigheden af kampene i SMB er også ret lig den i Powerstone, måske endda hurtigere. Figurerne i SMB kan bevæge sig henover skærmen i blændende hastighed, og til at starte med er det sket mere end én gang i løbet af en kamp, at jeg har mistet overblikket over hvor på skærmen jeg befandt mig, man vender sig dog til det efter stykke tid.

En investering af tid
På trods af at SMB er et ret enkelt spil, tager det dog et godt stykke tid at gennemføre, da det er spækket med forskellige spille modes og minigames. Både spille modes og minigames er udført godt og er ikke bare med for at give spillet lidt længere levetid, for hver udfordring man klarer bliver man belønnet med en bonus af forskellig art, det være sig nye figurer, nye baner, eller et lille trofæ, der vidner om at du har gennemført en bestemt udfordring. Alle disse ting, plus en meget flexibel sværhedsgrad (very hard er urimeligt svær) er med til at give SMB en lang levetid.

SMB understøtter op til fire spillere samtidig og man kan enten vælge at samarbejde imod computeren eller at slås imod hinanden. Sidstnævnte er fantastisk sjovt, men kræver at dine modspillere har brugt en times tid på at sætte sig ind i gameplayet, ellers er det simpelthen for let at vinde over dem. SMB er afgjort et sjovt spil, men befinder sig i et underligt hulrum imellem hardcore fighter- og et pusse nusse spil. Hardcore fighter fans vil ikke kunne holde ud at kigge på de søde figurer og fans af Nintendo’s førnævnte søde figurer vil finde det for svært. SMB bør afgjort prøves, hvis man er til enten det ene eller det andet, men gør det i butikken eller hos en ven, før du hoster op med dine surt optjente kroner.